Oversætter Emily Wilson lagde ikke fingre imellem, da hun anmeldte Christopher Nolans ‘The Odyssey’ og blandt andet skrev, at hun ville skamme sig over at have haft noget at gøre med filmens manuskript.
Nu har Wilson skrevet om ‘The Odyssey’ igen – denne gang et debatindlæg i mediet The Atlantic.
Wilsons oprindelige kritik gik rimelig nidkært til alle de dele af ‘Homers Odyssé’, som hun mente instruktøren havde fejlfortolket. Ikke mindst fraværet af sex og lækker mad.
I sit nye skriv kaster hun sig videre over fortolkningen af den trojanske hest samt Zeus’ lov, der i filmen præsenteres som, at man skal byde alle på mad og husly, da man aldrig ved, om de er en gud i forklædning.
Hun lægger dog ud med at sammenligne ‘The Odyssey’ med ‘Die Hard’, der i hendes optik er mere vellykket:
»Sammenlignet med andre blockbustere – som for eksempel ‘Die Hard’-filmene, ligeledes actionpakkede fortællinger om en mands farlige rejse tilbage til sin kone – indeholder ‘The Odyssey’ langt flere befalinger, hvad angår værdier og civilisationens forfald, men meget mindre sammenhæng og mindre hjerte«.
I Nolans version reflekterer Odysseus også over, hvordan manøvren med den trojanske hest er det ultimative brud på Zeus’ lov, hvilket Wilson kritiserer som en af de mange mismatches mellem, hvad filmen siger, og hvad den tror den siger.
Ifølge Wilson er Nolans instruktion ikke er i stand til at kombinere det visuelle og det tematiske på en måde, der giver mening.
»Manuskriptet fortæller os højlydt, at folk betyder noget, men kameraet viser os, at det som betyder noget er at flytte objekter gennem rum«, skriver hun.
Derudover kalder hun Nolans film for sin egen form for trojanske hest, der ikke evner at løfte budskabet fra ‘Odyséen’.
»Manuskriptet insisterer storladent på vigtigheden af menneskelig venlighed, mens kameraet viser os et helt andet værdisæt. I disse tider med had og misinformation har vi brug for mere end den ‘umiddelbare magi’ af vildledende billeder. Vi har brug for kunst, som er sandfærdig omkring omkostningerne og nødvendigheden af medfølelse, og som forstår, at en grad af spirituel overlegenhed ikke kan beskytte os fra løgne. Denne lærdom er læselig hos Homer og Virgil, men er udeladt i Nolans visuelt smukke, men følelsesmæssigt tomme film«.