’Watch Dogs: Legion’ indfrier de fleste hackerdrømme i kampen mod overvågningssamfundet

3 6
Ubisofts samfundskritiske serie prøver at revolutionere en hel genre med et grumt kig på fremtidens London, men fornyelsen udebliver.
’Watch Dogs: Legion’ indfrier de fleste hackerdrømme i kampen mod overvågningssamfundet
'Watch Dogs: Legion'. (Foto: Ubisoft)

Der skete et eller andet i starten af sidste årti, hvor vi som samfund på besynderlig vis blev fuldstændig fascineret af hackere. Altså, sådan næsten upassende fascineret.

I kølvandet på hackergrupper som Anonymous og LulzSec (dem der hackede Sony Pictures) skulle alt handle om cool hackertyper, og Hollywood oversvømmede vores popkultur med alt fra ’Mr. Robot’ til den amerikanske udgave af Lisbeth Salander.

Pludselig skulle alt handle om folkets oprør. Om kampen mod the big guy. De store koncerner skulle ned med nakken, og den eneste mulighed var at hacke dem.

Nørderne vandt, hackerne blev det nye sort.

Det var også i denne bølge af hackerfetichisme, at Ubisoft så sit snit til at udvikle et spil, der tog deres populære open world-opskrift, hvor man frit kan bevæge sig rundt i sine omgivelser, og kombinerede den med et spejlbillede af vores verden. Resultatet var ’Watch Dogs’, og det ramte lige ned i en omsiggribende zeitgeist.

Nu er serien nået til sit tredje udspil, og der er intet nyt under solen: Du skal stadig hacke dig igennem en åben by (denne gang fremtidens London), imens du prøver at tage kampen op mod alskens onde skurke, der er ferme til edb og bitcoin (der er fuld plade på hackerstereotyperne).

Det er alt sammen meget 2010 – og ikke nødvendigvis på den gode måde. Et hackerkollektiv bliver anklaget for et voldsomt terrorangreb mod den engelske hovedstad, og så bringes du ellers på banen. Nu skal opgøret stå. Dig mod dem – eller rettere sagt: os mod dem.

De onde skurke ligner onde skurke.

Hele fællesskabsfølelsen i kampen mod de onde tech-skurke er nemlig selve pointen med ’Watch Dogs: Legion’. Det ligger sågar i titlen, for ’Legion’-aspektet hentyder til Anonymous-gruppens famøse motto »We are legion«.

Her er der ikke noget med at tage kampen op alene, i stedet er alle et potentielt medlem af modstandsbevægelsen. Derfor er kernen i ’Watch Dogs: Legion’ også, at du kan rekruttere alle i spillet. Ulig andre spil, hvor vi er vant til at spille som én hovedperson, kan du her træde i skoene på alle personer, du møder.

Teknisk set er det en vanvittig funktion og ikke mindst en imponerende bedrift i et så åbent og stort spil. Alle personer har visse fordele og ulemper, der kan hjælpe dig i kampen mod de onde kræfter, så det er altså bare om at mikse og matche til dit behov.

Vil du spille som en pensioneret spion, der render rundt i høje hæle, taler med posh accent og skyder skarpt? Vil du spille som en træls influencer, der har millioner af følgere på sociale medier? Eller hvad med et tidligere medlem af det engelske parlament?

Du kan rekruttere alle – selv en bedstemor med strømpistol.

På papiret lyder det overvældende, og det er det sådan set også i spillet. I hvert fald de første par timer. Men herefter begynder det mere at virke som en smart gimmick og mindre som en genistreg, der faktisk gør en forskel.

For der, hvor ’Watch Dogs: Legion’ langsomt fejler, er i spillets manglende originalitet. Ved første øjekast virker det som om, at spillet har noget nyt at byde på i en ellers udkørt genre, men jo flere timer man bruger i spillet, desto mere begynder det at vise revner.

Det er ikke fordi, at spillets dele for sig selv ikke er underholdende, men helheden mangler simpelthen bare sjæl. Et spil sat i en åben verden skal virke indbydende. Man skal have lyst til at færdes i byen, observere menneskerne og udforske alle små gyder.

London tager sig flot ud, men føles aldrig helt som en levende storby.

Man skulle tro, at den opgave var forholdsvis ligetil, når man bruger London som sine omgivelser, men nej. Når du traver rundt på Regent Street eller tager den obligatoriske tur forbi Big Ben, har du hele tiden følelsen af, at der intet er bag facaderne. Det hele er bare opstillede kulisser, der skal give dig en illusion af en levende by. Og efter noget tid krakelerer det altså.

I stedet bliver ’Watch Dogs: Legion’ blot en tur fra A til B, hvor du møjsommeligt knokler dig igennem mission efter mission. Infiltrér en bygning, hack dig ind i kameraer, kravl rundt med en edderkop-bot. Det lyder alt sammen meget teknisk og fancy og hackeragtigt, men når man har gjort det ti gange, har man gjort det hundrede gange.

Man sidder hele tiden med følelsen af, at der ligger et uindfriet potentiale gemt i spillet. Og så venter man. Venter, venter, venter. Indtil man indser, at ’Watch Dogs: Legion’ ikke nødvendigvis er et dårligt spil – det indfrier bare aldrig nok potentiale til at være et rigtigt godt spil.


Kort sagt:
’Watch Dogs: Legion’ er hverken revolutionerende eller opslugende, men det er fin hacker-underholdning, når du bliver træt af virkelighedens dystopiske tendenser.

‘Watch Dogs: Legion’. Actionspil. Udvikler: Ubisoft Toronto. Udgiver: Ubisoft. Platform: PC, PS4 (testet), PS5, Xbox One, Xbox Series X/S, Google Stadia
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af