’Mind Scanners’ er et ubehageligt og dystopisk indblik i et samfund besat af at udrydde psykisk sygdom

Dansk spil sætter fokus på, hvor villige vi er til at ofre hinanden for at passe ind i fællesskabets normer.
’Mind Scanners’ er et ubehageligt og dystopisk indblik i et samfund besat af at udrydde psykisk sygdom
'Mind Scanners'. (Foto: PR)

Hun kigger på mig med tomme øjne. Hendes mor døde for nylig, og siden da har hun følt sig som en hul skal af sig selv.

Hun har sagt sit job op, for hun føler ikke længere, at hun har et formål i livet, og nu er hun ved at løbe tør for penge. Derfor sidder hun hos mig.

Jeg skal behandle hende. Fylde tomrummet med mening og gøre hende klar til at vende tilbage som en produktiv del af vores samfund.

Inden hun forlader vores samtale, mumler hun »vær glad« som en opfordring til sig selv. Hvis tankegangen ændrer sig, kan hun måske mærke et strejf af glæde igen.

Tre dage senere begår hun selvmord.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hendes død er min skyld. Jeg pressede hende for hårdt, og i stedet for at blive stærkere knækkede hun. Sådan er mit arbejde.

Jeg er det, man kalder en mind scanner, en slags psykiater – eller i hvert fald det tætteste man kommer på det.

Når en indbygger i The Structure – en stor fæstning af en by, hvor man har sin daglige gang – udviser tegn på at være ude af balance med sig selv (og samfundets forventninger), bliver jeg tilkaldt.

Der køres en scanning af deres sind, og så sidder jeg med resultaterne for at finde en løsning. Skal personen behandles, eller kan de sendes tilbage til samfundet uden større justeringer?

Behandles de, bliver de som regel til skygger af sig selv, for behandlingen fjerner ikke kun det, som ’Mind Scanners’ betegner som insanity, men også deres personlighed – altså det, der gør dem til dem.

Der er således en fin balance mellem behandling, hvor slutresultatet minder om det hvide snit, og hvornår man med vilje lader en person falde mellem stolene, fordi indgrebet føles mere om et overgreb end som decideret hjælp.

At være mind scanner lyder som et taknemmeligt job, men bare vent.

Det er ikke svært at se eller føle, at ’Mind Scanners’ er én stor stikpille til det samfund, vi lever i, hvor vi har travlt med at presse os selv (og hinanden) til konstant at præstere.

Har vi stress, bider vi det i os og knokler videre. Har vi depression, graver vi os dybere og dybere ned i et sort hul, indtil vi ikke længere kan se lyset foroven. Og for nogle siger det bare klik.

Når man som mind scanner diagnosticerer personer, der indrapporteres til én, føler man sig som det offentlige, der går det ene individ efter det andet igennem uden at forholde sig til, hvem man egentlig sidder overfor.

Det eneste resultat, man kigger efter, er det på bundlinjen. Kan personen bidrage til samfundet, eller er der tale om dødvægt? Det er ren »duer, duer ikke« på det lokale jobcenter.

Det filosofiske aspekt i ‘Mind Scanners’ er ikke til at overse.

Samtidig er det også en skarp kommentar om, hvor meget vi må afgive af os selv for at passe ind i de sociale konstruktioner, som både samfundet og vi som mennesker låser hinanden fast i.

Når vi påklistres mærkater, der indikerer en eller anden form for mental eller psykisk ubalance, stiller de os sjældent i et positivt lys hos folk omkring os.

I stedet ses det som negative og svage egenskaber, hvis vi knækker sammen under pres, hvor andre bare ville presse balderne sammen og kæmpe videre.

»Var det bare dét, der fik dig ned med nakken?« lyder spørgsmålet, imens det føles som livets største kamp blot at komme ud af sengen om morgenen.

Men er man overhovedet svag, bare fordi man søger hjælp? Eller er den egentlige svaghed faktisk at lade sig tilpasse et system, der vrider sidste dråbe ud af dig for derefter at smide dig ud som skrald, når du ikke længere er brugbar?

Svaret burde naturligvis være ligetil, for når vi hjælper hinanden og løfter i flok, er vi stærkest. Alligevel er det svært at undgå de kiler, samfundet så ivrigt skyder ned imellem os.

En af patienterne har et (lidt for) tæt forhold til sin mor.

Og sådan kører ’Mind Scanners’, indtil man sidder med en klam smag i munden, fordi ens egen samvittighed smelter væk i takt med, at samfundets forventninger stiger.

Staten forventer nemlig, at man døgnet rundt giver alt for fællesskabet, imens man presses mere og mere i bund. Hver dag skal der tjenes nok penge – og så er det altså, at ens moralske kompas sættes på prøve.

Hvis du ikke kan betale dine regninger, er der ingen kære mor. I stedet smides du på porten, imens en anden mind scanner er klar til at tage din plads. Her er ingen ekstra chancer.

For i det ultimative præstationssamfund er der ikke plads til personligheder (og udsving som barmhjertighed og anstændighed), men derimod kun produktivitet, der kan holde samfundets hjul kørende.

Personligheder er distraktioner, og derfor er hverken du eller dem, som du scanner, andet end ansigtsløse individer, der snildt kan erstattes.

Rutger er overbevist om, at han er et egetræ.

At ’Mind Scanners’ så er en næsten skamløs kopi af kultklassikeren ’Papers, Please’, hvor fokus er på immigrationsprocessen frem for en psykiatri-dystopi, er – i hvert fald efter et par timer – til at overse.

For selvom inspirationen bag spillets koncept er alt for tydelig, tør ’Mind Scanners’ holde sig til et nådesløst aspekt af det at være en del af et fællesskab, og hvordan et fællesskab ikke skabes på trods af vores små finurligheder, men på grund af dem.

Og det er netop her – i de små finurligheder – at vi finder glæden ved at være mennesker og ikke bare individer.


Kort sagt: ’Mind Scanners’ lægger ikke fingre imellem, når det skildrer ubehaget ved et samfund, der tænker mere på bundlinjen end sine indbyggere.

‘Mind Scanners’. Simulation. Udvikler: The Outer Zone. Udgiver: Brave At Night. Platform: PC. Premiere: Ude nu
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af