’Marvel’s Guardians of the Galaxy’ er et glædeligt gensyn med galaksens sjoveste tæskehold i spilform
Vi kan lige så godt slå det fast fra starten: ’Marvel’s Guardians of the Galaxy’ er ikke de vogtere af galaksen, som du kender fra biograflærredet.
Her er ingen Chris Pratt, og her er ingen Thanos. Til gengæld er der en Groot i voksen form og et soundtrack spækket med 80’er-musik.
Og ved du hvad? Det er lang tid siden, at jeg har haft det så sjovt med Star-Lord og hans kumpaner.
Kejserens nye klæder
Det er nu ikke fordi, at der er så meget, der adskiller spiludgaven af ’Guardians of the Galaxy’ fra tegneserierne og blockbuster-filmene. For de er alle tre forbundet af den samme ånd og sjæl, som ’Guardians’-universet er så kendt for.
Peter ’Star-Lord’ Quill, som man træder i skoene på, er stadig klassens klovn med mommy issues. Rocket skjuler sjældent sin akavede bidskhed, Drax og Gamora mundhugges som et gammelt ægtepar, imens Groot har mere personlighed, end et omvandrende træ burde have.
Banden er altså samlet som altid, når man kastes ud i et nyt eventyr på tværs af galaksen. Og nyt er det, for historien er skrevet af folkene bag spillet hos Eidos-Montréal, hvilket de har gjort i overbevisende stil.
De starter fra et helt nyt udgangspunkt, hvor Drax har dræbt Thanos, og hvor universet lider under følgerne af en intergalaktisk krig.
I jagten på hurtige penge går alt naturligvis helt galt i klassisk ’Guardians of the Galaxy’-stil, og med livet som indsats kastes man fra det ene brændpunkt til det andet, når man som Star-Lord skal samle og styre tropperne.
Det er en fantastisk og adrenalinfyldt rejse, der emmer så meget af charme og lune, at man på intet tidspunkt savner Chris Pratt og resten af slænget fra filmene, som her er udskiftet med rutinerede spil-skuespillere.
Faktisk virker det helt befriende, at Hollywood-navnene er revet af plakaten, da tavlen viskes ren for en ny og selvstændig ’Guardians of the Galaxy’-oplevelse.
Det betyder også, at man kan koncentrere sig om spillets historie, der det ene øjeblik leverer komiske one-liners for derefter at tage en gravalvorlig drejning i næste scene.
Her går du prompte fra at græde af grin over Rockets knastørre sarkasme til at fælde en tåre over de overraskende hårde følelsesmæssige slag, som spillet disker op med.
Faktisk står oplevelsen stærkest netop i de intime øjeblikke, hvilket især understreges af valg, du kan træffe under samtaler, som får konsekvenser for historiens udfald.
Vil du være smart i replikken i klassisk Star-Lord-stil, eller vil du værne om et forhold, der ikke lige kan klare en rapkæftet joke? Nuancerne er mange, når der skal navigeres i relationerne.
Smæk for skillingen
Alt dette skubbes desværre ofte i baggrunden, når man bevæger sig igennem spillets missioner, som opdeles i forskellige kapitler.
Når du først lander på en planet (eller andre omgivelser, der matcher det overvældende Knowhere, som Marvel-fans kan nikke genkendende til), sættes tempoet op, og du gelejdes troligt af sted som et tog på skinner.
Her er ingen slinger i valsen, for der er simpelthen ikke den store frihed. I stedet handler det om at komme helskindet fra A til B med et par stop undervejs for at bekæmpe fjender, imens du holder øjnene åbne for samleobjekter som nye kostumer til dine helte.
Kampene består af gruppeslagsmål i små områder, hvor du skal udnytte Star-Lord og resten af holdets unikke evner, indtil faren er overstået.
Hvor Groot er defensiv, gør Rocket sig godt på afstand. Og hvor Drax kan tæske modstanderne møre, kan Gamora levere det endelige dødsstød med sit trofaste sværd.
Det er ikke ligefrem en kompliceret tilgang til et spil, for i bund og grund skal du bare balancere din strategi og veksle mellem fordelene samt ulemperne ved hvert medlem af dit hold.
Umiddelbart kan det virke som en forenklet affære, for du skal vitterligt blot ramme de rigtige knapper i den rigtige rækkefølge. Men på en eller anden måde er summen bare mere end sine dele.
Det sure med det søde
Der er flere aspekter af ’Marvel’s Guardians of the Galaxy’, som på papiret ikke virker specielt imponerende, men som i sidste ende skaber en ganske fornøjelig oplevelse.
Det genopfinder ikke ligefrem den dybe tallerken for actionspil, men det bugner til gengæld over af så meget charme og hjerte, at man ikke har lyst til at tage afsked med det komiske slæng.
Og selvom kampscenerne ikke kræver voldsomt meget snilde og snuhed, før man haler sejren i land, så føles de i det mindste solide og velplacerede i spillets omgivelser.
Når man spiller som et tæskehold, vil man jo bare gerne uddele tæsk. Det skal ikke kompliceres yderligere, for nogle gange er det simple og enkle bare det bedste.
Og sådan dækker det virkelig gode over det knap så gode, indtil man bare overgiver sig og nyder spillet, der står som et af de bedre indspark på tværs af Marvels omfattende univers.
Kort sagt:
’Marvel’s Guardians of the Galaxy’ oser af så meget humor og røvsparkende underholdning, at man med et halvt lukket øje overser dets skavanker.