’A Plague Tale: Requiem’ er det fremragende franske svar på ’The Last of Us’

Den sydfranske provins Provence oser af lun sommeridyl og gode dage.

Markeder bimler og bamler med godtfolk. Lavendler står i flor på marken under skygge af alpernes bjergtinder.

Midt i det hele leger Amicia og hendes lillebror Hugo gemmeleg og rollespil. Hugo, der lider af en sjælden sygdom, er kongen over ruinhoben, mens Amicia jovialt beskytter hans kongerige med sten og tilråb.

Børnelegen bliver pludselig til alvor, da søskendeparret braser direkte ind i en flok fjendtligt indstillede biavlere, som anklager de to for at være tyveknægte og truer med le og høtyv.

Således skildrer det franske spilstudie Asobo Studios’ ’A Plagues Tale: Requiem’ sig fra første færd med dikotomien mellem to uskyldige børn i en farefuld verden, som vil dem ondt.

Samtidig anskuer denne efterfølger til det kritikerroste snigeeventyr ’Innocence’ dog også de tos medansvar for en verden i opbrud, når de møder vold med vold.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Intenst snigeri

Året er 1349. Der er gået seks måneder siden hændelserne i det originale spil, hvor Hugo og Amicia flygtede fra den pestinficeret region Guyenne sammen med deres mor og alkymilærlingen Lucas.

Hugos sygdom Macula bluser dog hurtigt op med ankomsten af rotter til Provence-regionen, og Amicia må endnu en gang tage sin hårdtprøvede brormand ved hånden og føre ham igennem horder af grevens hårdføre soldater samt hungrende gnavere for at finde en kur.   

’A Plague Tale: Requiem’ er som sin forgænger et traditionelt snigespil i stil med ’Splinter Cell’ og ’Metal Gear Solid’, hvor man holder sig ude af syne frem for at buldre frem.

Som en skravlet teenager har du sjældent mulighed for at møde dine modstandere i åben kamp. Amicia dejser om af en enkelt pil i brystkassen, og fanger rotterne dig på den forkerte side af lyset, reduceres du til en blodig klump muld på sekunder.

I stedet for at blive og kæmpe skal der spænes for livet i tilfælde af en pludselig konfliktoptrapning, hvis du ønsker at overleve, hvilket i sig selv er anderledes end så mange andre open world-spil.

Fjenderne lægger generelt en god udfordring for dagen og vil eksempelvis sætte ild til græsområder, hvis de tror, du gemmer dig der. Samtidig har Asobo Studios gjort arenaerne, som spilleren skal igennem, større og med flere redskaber til at takle hver enkelt fjende i forhold til det originale spil.

Gameplayet såvel som præmissen er som snydt ud næsen på Naughty Dogs seminale spiludgivelse ’The Last of Us’ fra 2013, der også følger et umage par, som rejser over et dystopisk helvedesskab.

Med fare for at begå helligbrøde vil jeg dog vove den påstand, at franskmændene ikke blot formår at gøre den legendariske spiludvikler kunsten efter, men at de snarere overgår dem på egen hjemmebane.

Rotter i tusindvis

Placeringen i pestramte middelalder-Provence er i sig selv uhørt unik og utrolig velrealiseret. Og hvor de fleste narrativdrevne spil fortæller om et barn-voksen-forhold som ’God of War’ og netop ’The Last of Us’, er det dejligt jordnært at følge et søskendepar i stedet.

Siden begivenhederne i det første spil er Amicia og Hugo blevet et tæt tokløver, som støtter hinanden i tykt og tyndt.

Det vises både igennem velspillede skuespilpræstationer fra det franske cast (det er obligatorisk at bruge den franske oversættelse i stedet for at nøjes med engelske stemmer) samt nidkære øjeblikke, hvor de to og spilleren får lov til at slappe af under Provences underskønne sommersol.

Budgettet er ganske vist ikke til den chokerende fotorealisme og detaljegrad, vi kender fra ’Horizon Forbidden West’ og ’Cyberpunk 2077’.

Visse animationer er stive i betrækket, og man mærker, at grafikmotoren er den samme, som drev det originale spil fra 2019.

På den anden side bruger udviklerne deres ressourcer, som de alligevel måtte have, på områder, hvor det virkelig kan mærkes – som i animationen af hundredtusinder af rotter, der bevæger sig som flodbølger mod spilleren i klimatiske spilsektioner.

Det er et syn, der er svært at give slip på – helt ligesom resten af ’A Plague Tale: Requiem’.

---

Kort sagt:
I en tid, hvor spiludviklere knap nok kan få deres enorme produktioner ud ad døren uden graverende mangler, er der noget forfriskende ved en spiloplevelse, der fænger fra start til slut med engagerende gameplay og en veldrejet historie.