Emma Stone og Disneys ‘Cruella’ er meme-gaven, der bliver med at give

Emma Stone og Disneys ‘Cruella’ er meme-gaven, der bliver med at give
Emma Stone. (Foto: Alberto E. Rodriguez/Getty Images)

Der er gået sport i at genoplive klassiske Disney-skurke og give dem en baggrundshistorie, der forklarer, hvordan de er endt som onde individer.

Vi så det med ‘Maleficent’, hvor Angelina Jolie indtog hovedrollen i fortællingen om den frygtindgydende skurk, og nu er turen kommet til Cruella de Vil – hende, der vil flå de små søde hunde i ‘101 Dalmatinere’.

Denne gang er der dog gået punk og 70’ernes London i det, og det kan internettets meme-fabrik bare ikke holde sig fra.

Især ikke efter Disney i går præsenterede filmens plakat og dato for trailer (som kommer senere i dag), hvilket Daily Dot også har lagt mærke til.

Plakaten – med hovedrolleindehaver Emma Stone – skriger af punk og energi, og den matcher altså filmens synopsis meget godt.

Hvordan Disney lige bygger bro mellem en kvinde, hvis eneste formål er at hive pelsen af søde vovser, og punk-æstetikken, er et godt spørgsmål, men det er slet ikke det, vi skal snakke om lige nu.

Det er derimod de memes, som plakaten har affødt. For én ting er de (lidt kiksede) punk vibes, men hvad sker der lige for Emma Stone?

Ikke at vi tvivler på Emma Stones evner. Efter hendes indsats i ‘The Favourite’ og netop ‘La La Land’ kan skuespillerinden vist klare det meste uden slinger i valsen.

Spørgsmålet er nærmere, om Disneys remake af filmen kan kæmpe sig ud af de lange, skuffende skygger, som deres andre remakes har kastet de seneste år.

Og så er der et helt andet aspekt: Hvorfor lægger filmens stemning sig så tæt på ‘Joker’, altså den fra 2019 med Joaquin Phoenix?

Om der virkelig går ‘Joker’ i filmen, finder vi ud af senere på året, når ‘Cruella’ står til at lande den 28. maj – hvis alt ellers går efter coronaplanen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af