De mest opsigtsvækkende afsløringer fra Apples store udviklerkonference

Apples store årlige udviklerkonference World Wide Developer Conference, WWDC, lagde traditionen tro ud med en stor live-transmitteret keynote-tale ført an af manden i front: Tim Cook.

Han kunne afsløre, hvad vi kan forvente os af ny Apple-teknologi i den kommende periode. For blot en uge siden afholdt Google deres udviklerkonference, hvor en stor del af deres nye tiltag var direkte angreb på Apple. Men det har tilsyneladende ikke rystet Apple, der lancerede en række relativt afdæmpede services og opdateringer til eksisterende platforme.

Apple Music

Keynotens umiddelbart mest spændende element var den streamingtjeneste Apple nu lancerer, som skal hamle op med Spotify. De løftede lidt af sløret for, hvordan Apple Music (stiliseret med æble-logoet), som tjenesten kommer til at hedde, kan tage andele fra markedets helt store spiller Spotify.

Jimmy Iovine – der er den tidligere medejer af streamingtjenesten Beats Music, som han sammen med Dr. Dre solgte til Apple – præsenterede som rosinen i pølseenden Apple Music. Der er ingen tvivl om at Apple Music går direkte efter struben på Spotify. På keynoten gav de udtryk for, at Apple Music skulle være det eneste sted, forbrugere får sin musik fra. Det vil de sikre ved at samle streaming, musik-videoer og eksklusive videoer, udvalgte playlists, den verdensdækkende live-radio Beats 1 og interaktion med kunstnere.

På samme måde som Spotify vil Apple også gerne tilpasse musikken perfekt til din træning. I udgangspunktet så selve streamingtjenesten ud til at ligne Spotify relativt meget med et par undtagelser. Blandt andet er søgefunktioner integreret i Apple Music, så du ved hjælp af stemmesøgningstjenesten Siri kan finde numre i Apple Music ved for eksempel at bede den om at finde musik fra maj 1982. De lancerer tjenesten til 9,99 dollar, hvor de tre første måneder dog er gratis. For et lidt dyrere abonnement til 14,99 dollar kan man tilknytte seks familiemedlemmer til Apple Music.

Hjørnestenen i Apples angreb er, at de i forvejen har 800 millioner kreditkort tilknyttet til iTunes og de to tjenester vil da også blive smeltet tæt sammen ved at integrere iTunes-musik i Apple Music. Tjenesten bliver lanceret 30. juni i over 100 lande til brugere med iOS 8,4 til iPhone og iPad. Det kommer hen på efteråret til Windows og Android. Hvorvidt giganter som AC/DC og The Beatles er med på Apple Music er uvist.

Opdateringer til OS X

Der var på keynoten også fokus på de nye styresystemer iOS til iPhones og iPad, OS X til Mac og watchOS til Apple Watch. Her overvældede Apple ikke med de helt store overraskelser. Der var fokus på at styrke stabiliteten og sikkerheden for styresystemerne til iPhone og Mac, mens der for uret bliver lanceret nye værktøjer til udviklerne.

Det nye OS X kommer til at hedde OS X El Capitan, som er en af tinderne i Yosemite-parken – Yosemite er navnet på den nuværende version. Der vil komme nye versioner til blandt andet mailsystemet og Safari, så du kan gemme faneblade og mails med et enkelt swipe. Der kommer også nye søge- og sikkerhedsfunktioner.

Mest banebrydende for OS X El Capitan er, at de med deres grafik-teknologi ‘Metal’ tilsyneladende vil satse på at udvikle flere flotte spil til Mac. Styresystemet er tilgængeligt gratis for alle brugere i efteråret.

Opdateringer til iOS 9

For iOS 9 blev der præsenteret en række meget intuitive, handy nye funktioner. Blandt andet kan styresystemet foreslå navne på ukendte opkald ud fra oplysninger i dine mails, Siri er blevet skarpere og bedre til at forstå kommandoer og desuden er søgefunktioner blevet koblet til API, så du fra en søgning kan åbne dybe links og indhold i en app. Desuden blev der gjort et stort nummer ud af Apple Pay, der kommer til endnu flere forhandlere i USA og også bliver introduceret i Storbrittanien, hvor man blandt andet kan bruge det i undergrundsbaner og busser i London.

Andre højdepunkter til iOS 9:

1. Transit i Maps, der kan vise dig offentlig transport i din by og rejsetider; en funktion, der allerede findes i Google Maps.

2. Den Flipboard-lignende app News, der samler de bedste nyheder fra alverdens medier i én personlig, tilpasset tråd. Ligesom den tjeneste Facebook lancerede for nylig, er det også tanken at medier skal udvikle og integrere unikt indhold direkte til appen.

3. Mulighed for lettere at multitaske på iPad, så man kan have flere apps kørende ved siden af hinanden.

4. Mulighed for at bruge tastaturet som en trackpad.

5. Et nyt, spændende open-source kodningssprog til udvikling af apps til både iOS og OS X ved navn Swift, som Apple vil gøre til det bedste og største kodningssprog de næste 10-15 år.

Opdateringer til watchOS

Den store nyhed omkring Apple Watch var, at styresystemet watchOS 2 bliver åbnet for udvikling af såkaldte native apps, så udviklere kan bygge apps målrettet uret. For eksempel åbner Apple op for at udviklere kan lave apps, der bliver vist på urets “forside” ved siden af klokken og temperaturen.

Derudover vil du også kunne svare på e-mails direkte på uret (de undlod behændigt at demonstrere hvordan, udover via Siri) og du kan modtage opkald i Facetime-kvalitet. Du vil kunne se video, optage lyd direkte på uret og vise små film fra Vine. Uret bliver også opdateret til at tale sammen med Apples Internet of Things-tjeneste Homekit, så du kan styre dine tilkoblede enheder i hjemmet.

Det opdaterede styresystem kommer til efteråret.

Konklusioner

Tim Cook indledte konferencen med at gentage WWDC’s undertitel ‘the epicenter of change’. Men det mest overvældende ved konferencens indledende tale var vel i bund og grund, at der ikke kom uendeligt meget banebrydende nyt frem, som da Google for eksempel kunne løfte sløret for en ny udgave af Photos med fri og gratis uploading til skyen.

Mange af de nye funktioner findes allerede hos Google i deres Chrome-browser og i Maps. De fleste af Apples opdateringer var så at sige under overfladen og det vil helt klart forbedre oplevelsen af Apples styresystemer, men det virker ved første øjekast ikke revolutionerende. Dog med undtagelse af kodningssproget Swift, som kan blive yderst afgørende. Og så bliver det naturligvis interessant at se, hvordan Apple Music kan stå distancen mod Spotify.

Læs også: Designguruen Jony Ive ryger helt til tops i Apple

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af