Malte Flagstad havde egentlig droppet karrieren som designer. Efter to år hos Maison Margiela var den Central Saint Martins-uddannede dansker kørt træt i det hele. Han var udmattet. I mere end et halvt år tænkte han slet ikke på tøj.
»Jeg var sikker på, at jeg ikke skulle lave tøj mere, selv om jeg lige havde brugt fem år på at læse i London«, siger Flagstad, der har en mastergrad i menswear design.
Heldigvis genfandt han glæden og åbnede tidligere i år Copenhagen Fashion Week med sit debutshow efter at have vundet ’Dansk Design Talent – Magasin Prisen’ sidste år. Nu er Tonsure så lige blevet nomineret i den store International Woolmark Prize-konkurrence, hvor mærket først kæmper med andre herrebrands om at vinde den europæiske del og 250.ooo kroner. Hvis de vinder, er der 500.000 kroner på spil i den internationale finale.
Danske Nicholas Nybro er også nomineret i år for sit kvindetøj. Tidligere har blandt andre Freya Dalsjø, Armoire d’Homme og Anne Sofie Madsen været nominerede i den store konkurrence, ligesom det lykkedes Asger Juel Larsen at vinde den europæiske del af konkurrencen i 2014.
Det er altså en stor cadeau til Tonsure, der lige har sat sin femte kollektion til salg, men altså allerede får international opmærksomhed, og tøjet forhandles blandt andet i engelske Selfridges og i Beams i Japan.
Netop Japan betyder en del for Flagstad og Tonsures historie, og det var en rejse til landet i 2013, der igen gav ham lyst til at designe.
»Japan er fantastisk. Shopping er nærmest deres nationalsport. De har alt derovre. Enhver stilart er repræsenteret, og de tager alt til det ekstreme. Hvis du er inde i friluftsbølgen, så går du med karabinhager og alt muligt. Det er super fedt at se nogle andre sider af moden, end dem man ser i Europa, blive præsenteret og taget alvorligt, uanset hvor outreret det ser ud«.
I har tidligt fået hul igennem til udlandet – er det noget I bevidst er gået efter?
»Jeg ved ikke, om det var bevidst. Jeg har læst og arbejdet i udlandet, så det ville være mærkeligt, hvis jeg så ikke også lavede noget tøj, der i hvert fald appelerede til udlandet. Vi har fra starten tænkt, at Danmark er et dejligt land at være i, men vi er kun seks millioner. Der er færre mennesker her, end der er i London, så på den måde er det et begrænset marked. Specielt hvis man gerne vil lave noget, der er lidt anderledes, end det folk er vant til at se eller efterspørge.
Heldigvis kom det ret naturligt med udlandet. Det gælder jo også Soulland og Wood Wood. Om vi sad her eller i London eller Berlin gør ikke den store forskel længere med internet. Alle kan se alt og meget hurtigt. Det er i hvert fald ikke nogen hindring. Tværtimod kan det være lidt eksotisk, at man er fra en by som ikke alle kender, fremfor hvis man var endnu en fra London«.
Hvad er det ved jeres tøj, der gør, at det vækker opmærksomhed udenfor landets grænser?
»Det er svært at sige. Det jeg har hørt, er at folk godt kan lide, at det er et lidt anderledes take på menswear. Eller noget af det er. Vi har jo også helt klassiske ting. Men der er en idé, der lige er blevet vendt på hovedet. Vi er måske heller ikke så lette at sætte i bås. Vi er ikke klassisk Armani, vi er heller ikke klassisk sportswear. Det har sin egen stil.
Man kan godt gå med et par nålestribede uldbukser, som er ret klassiske, sammen med en slidt denimjakke og en pelsfrakke ovenpå. Selvfølgelig er der regler, for der er ikke andet end regler i menswear, men vi prøver i hvert fald at jonglere lidt rundt med dem, uden at det bliver fuldstændig klæd-udtøj. Det skal også i sidste ende være noget, folk vil gå i«.
Er det noget, du lærte under din tid hos Martin Margiela?
»Helt sikkert. Der er ingen tvivl om, at jeg lærte helt vildt meget af mine to år hos Margiela. Det er meget noget med at lave noget, der er legende og fuldstændig vanvittigt, men i sidste ende har vi en kunde, som skal kunne gå i det. Det kan godt være, at vi tager den ekstreme idé fra showet, men så bruger vi det i noget strik, som folk føler sig behageligt tilpas i. Vi kan sagtens lave noget vildt, men vi skal ende op med at have en skjorte. Den tilgang har jeg lært meget af. Ellers er der pludselig ingen grænser, så kan du lave hvad som helst, hvis du er tilfreds med, at der bare er en enkelt, der synes, det er sjovt at gå i dit tøj«.
Hvad betyder det for jer, at I fra start har været en duo af en designer og en marketingansvarlig?
»Betydet rigtig meget. Dels bare flere hænder, der kan løfte. Hvis man skal lave noget, der skal vokse sig stort, så bliver man hurtigt nødt til at indse, at nogle ting er man bedre til end andre, så man fordeler kræfter så godt som muligt. Der, hvor jeg kommer til kort, der er Adam (El-Zayat Hjorth, red.) bedre – og omvendt«.
Hvorfor valgte I at starte med at lave relativt små kollektioner?
»De er blevet større og større for hver sæson. Vi tog et valg fra start, om at vi ikke ville gå t-shirt-vejen, hvor man starter med nogle printting og håber på det bedste. Vi præsenterede en komplet kollektion fra starten med masser af overtøj, bukser, skjorte, en hel garderobe. Men vi skal blive bredere og kunne præsentere både de mere skæve ting og en helt klassisk, skideflot buttondown-skjorte. Det ville være selvmord at gøre det hele på én gang. Det ville koste for meget, så vi gør det step-by-step. Organisk gør vi kollektionen større og bredere«.
Hvad er det vigtigste råd, du har fået, siden du startede dit eget mærke?
»Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, er fra min nu desværre afdøde lærer, Louise Wilson, på Central Saint Martins. Det var, at man skal tro på det, man laver. Tro på sig selv og arbejde knaldhårdt, så skal der nok ske noget. Hvis du brænder for noget, så må du bevise overfor andre, at det kan noget«.
Hvad fascinerer dig mest ved herretøj for tiden?
»Helt grundlæggende så synes jeg, det fantastiske ved herretøj er, at der er nogle faste rammer. Mænd er jo ret konventionelle og konservative, inklusiv mig selv, så du kan gøre en helt masse, men der er alligevel grænser for, hvor langt du kan gå. Det er super fedt. Det svarer vel til at være arkitekt og i sidste ende skulle bygge noget, der er varmt og tørt, og hvor der er hyggeligt og lyst.
For mig handler tøjdesign om at lave noget, som folk kan gå med og bliver glade for at have på og kigge på. Der er nogle helt grundlæggende behov, det skal opfyldes, og så handler det selvfølgelig om, hvor langt man samtidig kan skubbe det, så det ikke bliver gråt og kedeligt at kigge på. Det er spændende at have de rammer og så være så kreativ som muligt inden for de begrænsninger«.
Hvad er den største udfordring for dansk herremode, som du ser det?
»Forhåbentlig er der stadig nogle brands, der laver de ting, de tror på, og ikke lytter for meget til, hvad de tror, folk gerne vil have. Jeg snakkede med en anden om, at forskellen mellem Japan og Danmark er, at herhjemme køber butikkerne ind efter, hvad de forventer, at kunden gerne vil have, mens i Japan der kommer kunden til butikken og forventer, at butikken fortæller ham, at det er det her, du skal have på lige nu. Det er en kæmpe forskel.
Her går man efter det sikre, mens man derovre tager til en butik for at blive inspireret, i stedet for bare at blive bekræftet i, at nu skal du have den her strikhue. Nu er den blå, i sidste sæson var den sort. Det håber jeg da, at der er flere, der vil – og det synes jeg også, det ser ud til«.
International Woolmark Prize afslører den 28. juni i Milano den europæiske vinder, som får 250.000 kroner til at forberede sig til finalen, hvor yderligere 500.000 kroner er på spil. Tonsures SS16-kollektion er til salg via Tonsure.eu.
En anden version af interviewet har tidligere være bragt i Soundvenue Magazine #98.
Læs også: Tonsure åbnede modeugen med persisk-russiske elementer og stående klapsalver