‘The Banner Saga 2’ er en taktisk skæbnesymfoni for sårbare vikinger

‘The Banner Saga 2’ er en taktisk skæbnesymfoni for sårbare vikinger

Allerede det første skærmbillede, der dukker op efter titelskærmen, mere end antyder, at ‘The Banner Saga 2’ mere er en fortsættelse end en egentlig to’er. »Chapter 8: From their Homes Must all Flee«, proklamerer de svungne gotiske bogstaver på den sorte baggrund, og binder dermed fra første færd en direkte forbindelse til de syv kapitler der udgjorde det første Banner Saga-spil.

Titlen på det ottende kapitel udtrykker også ganske godt den grundstemning, der regerer i ‘The Banner Saga 2’. En episk tragedie, der handler om begivenheder så store og episke, at hele verdener står i brand, men som også fokuserer på de enkeltpersoner, der får deres skæbner knust i historiens tandhjul.

Der hviler en sårbarhed over hele spillet. Ikke bare fordi, at spillets personer selv er ganske bevidste om, at de blot er skrøbelige skabninger i en verden i opløsning. Det er også fordi at spillet netop understøtter denne stemning i spilmekanikkerne. Tag den forkerte beslutning, og folk dør og forsvinder fra spillet for stedse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Undergang i skarp streg

På overfladen er det en såre klassisk historie der fortælles videre i ‘The Banner Saga 2’. Tidligere fjender, mennesker og de jættelignende varger, må alliere sig mod en ny fjende, The Dredge. De må mange strabadser igennem sammen, hvilket sætter deres nye venskab på prøve, men de ender måske med at lære noget af hinanden og fjenden.

I ‘The Banner Saga 2’s tilfælde sker det dog i form af en historie med kød på både detaljer og personer, så det ikke føles som endnu en fad fantasy-suppe kogt på udpinte Tolkien-ben.

Helt i front i ‘The Banner Saga 2’s fortælling står dog den enestående grafiske stil, der er både unik, flot og overraskende. En stil der, apropos Tolkien, påkalder sig minder fra 70’ernes animationsfilm, som eksempelvis Ralph Bakshis aldrig fuldendte animerede ‘Ringenes Herre’-film.

BannerSaga2-4

 

‘The Banner Saga 2’ har dog en detaljegrad og skarphed i både streg og koncept, der hæver niveauet over forlæggene. Spillet føles som en levende tegneserie, der ånder og lever med små animationer, der konstant tilføjer liv til billedet og enkelte fuldt animerede mellemsekvenser.

Mens ‘The Banner Saga’s skarpe streggrafik er helt sin egen, minder spillet genremæssigt en del om eksempelvis ‘Bravely Default’-serien, der også blander store dramatiske verdensbegivenheder med små personskæbner og destillerer det hele ned i turbaseret fantasykamp. ‘The Banner Saga’ sætter dog yderelige en pil på strengen ved også at have et karavane-element, hvor man skal jonglere med rejsedistancer og forsyninger krydret med små multiple-choice-optrin, der kan have både små og store konsekvenser.

Kampe på en ny måde

Spillets sovs og kartofler er dog de tur-baserede kampe, hvor man flytter omkring med sine små figurer for på bedste vis at kombinere deres styrker og svagheder, så man kan få skovlen under modstanderen. Kampsystemet, der også er ‘The Banner Saga 2’s helt eget, er baseret på blot to afgørende karakteristikker, armor og health, og er eksemplarisk let at forstå.

BannerSaga2-2

 

Men det tager alligevel noget tid for alvor at lære, fordi det går imod meget af den logik, som man ellers er blevet indoktrineret med i lignende spil. For eksempel. kan det være en god idé at efterlade modstanderens tropper svækkede, i stedet for at slå dem ihjel. De to sider skiftes til at trække, ligegyldig hvor mange figurer de har, så svage enheder kan på den måde ‘stjæle’ en tur, der ellers ville være gået til en langt farligere enhed.

I starten fumler man således let rundt i kampsystemets finurligheder, men det anderledes system ender med at blive et af spillets største forcer. Ikke fordi det nødvendigvis er bedre, men fordi når man først har fået det ind under huden, så er det vitterligt en anden måde at spille taktisk turbaseret på. Så man føler virkelig, at man har lært noget nyt, og at man bliver udfordret, når man vrider en kneben sejr ud af modstanderen ved at udnytte alle kampsystemets krinkelkroge.

BannerSaga2-3

 

‘The Banner Saga 2’ er ikke et nybrud på samme måde som det første spil i serien, men det strømliner og forbedrer både kampsystem, historie og flow. Det formår i endnu højere grad at holde fast i den poetiske åre, der binder det unikke smukke grafiske udtryk sammen med et gameplay og en historie, hvor verdens undergang opleves i menneske- og sommetider jætte-højde.


Godt

+ Unikt og flot grafisk udtryk
+ Troværdige personer
+ Letforståeligt, men nyskabende kampsystem


Skidt

– Virker bedst, hvis man også har spillet det første spil
– Genbruger interface der er beregnet til også at virke på mobil/tablet
– Kamppladsen kan være svær at navigere med mange figurer på banen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af