‘Hitman’ – det samlede spil: Perfektion af snigmordets ædle kunst

Bevæbnet med gummiand, sniperriffel, kostumeskift, lysekroner og list og snilde er der på ny snesevis af timers underholdning i vente med den efterhånden aldrende danske ‘Hitman’.

I marts sidste år landede det første kapitel af Agent 47’s nye eventyr og genoplivningen af den skaldede snigmorder fra ‘Hitman: Absolution’-fadæsen var fremragende. Spillet var sjovt, kreativt opbygget og samlede op på en masse af de plotmæssige løse ender tidligere spil har måtte lade stå hen i det uvisse, imens stregkode-psykopaten myrdede løs.

Sidenhen er fem nye kapitler (og to bonuspakker) med store baner og nye mål langet over de digitale diske og 31. januar kan hele spillet købes i ét fint bokssæt, for dem som ikke har kunnet tage til takke med den digitale løsning. Men er ‘Hitman’ stadig et hit, nu hvor alle episoder ude?

Hektisk tæppehandel

De i alt seks kapitler, Paris, Sapienza, Marrakesh, Bangkok, Colorado og Hokkaido, placerer Agent 47 i sprængfarlige situationer over hele kloden: Fra drøvtyggende amerikansk udørk til superstressede markedsgader i Nordafrika og videre mod eksklusive japanske gemmesteder. Der er noget for enhver smag, men det er ikke alle universerne som er lige fornøjelige at snigmyrde i.

Den anden episode Sapienza er en lille italiensk kystby som måske/måske ikke gemmer på et virus-laboratorium under den idyliske og velpolerede overflade. Banen er smukt designet med sprudlende farver, levende byliv og charmerende detaljer strøet med rund hånd. Her sidder humoren lidt løsere end i det bryske ansigt Agent 47 normalerweize lægger sine folder i, og den italienske mission skaber en perfekt følelse af at man kan manipulere både mål og miljø efter eget velbefindende.

I den modsatte ende af skalaen er banerne Colorado og Marrakesh, der fejler på hver deres måde. Colorado-banen er for kold og steril og den ellers charmerende humor falder til jorden. Der er ikke plads til spøjse snigmorderiske svinkeærinder og man opfordres til hurtigst muligt at gennemføre banen og komme videre i livet.

Marrakesh vil man helst have overstået hurtigst muligt. Den sydende, nordafrikanske købsstad er fyldt med så mange gadehandlere og ligegyldige tilskuere at fornøjelsen i universet forsvinder. ‘Hitman’ bliver pludselig unødvendigt hektisk, når de tusind tæppehustlere trækker i dig og det tilføjer ikke noget til spiloplevelsen eller gameplayet – det er udelukkende distraheringer.

Det svære hit

For at øge mængden af indhold for spillerne fodrer IO ‘Hitman’-universet med såkaldte Elusive Targets: Små spilmæssige happenings, der dukker op en 3-4 gange om måneden. I disse ekstra-missioner skrues der ned for hints og støttehjul og op for sværhedsgraden. Man skal eliminere et mål, men uden de sædvanlige hjælpemekanismer som Instinct Mode eller kort.

Man gives en håndfuld vage hints om, hvem der skal slås ihjel, og slippes dernæst fri i en ofte lettere forandret udgave af en af de eksisterende baner. Elusive Targets er virkelig der, hvor ‘Hitman’ fungerer bedst. Den absurde komik er charmerende og de åbne baner er imponerende, men den anspændte stemning og den hyperkoncentrerede mentale tilstand man havner i, når man kun har 48 timer (i virkeligheden) til at finde og eliminere et vagt optegnet mål og undslippe uden at blive opdaget, er sublim.

For en kort stund træder ‘Hitman’ ud af computerspils-rollen og fjerner en masse af de teknologiske bells’n’whistles som er med til at understrege arkade-mentaliteten i grundspillet. Det fungerer fantastisk og er virkelig der, hvor den jakkesætsklædte snigmorder står stærkest.

Snigmord er sjovt

Enkelte forældre og eksperter på børne/unge-området får muligvis speltbollerne galt i halsen nu, men: Snigmord er pissesjovt. Og det har stort set aldrig været sjovere end i ‘Hitman’.

‘Hitman’ rammer med sin fulde pakke et par teknologiske smuttere, men sætter samtidig en scene og en stemning, der er svær at hamle op med. I den episodiske struktur med ugentlige (cirka) elusive targets er der ikke lagt op til et spil man dyrker, træner og lever på samme måde som ‘League of Legends’, ‘Counter-Strike’ og lignende, men derimod et spil, der er designet til netop et par timers løssluppen underholdning, koncentration og sejr.

‘Hitman’ balancerer mellem arkadeagtig underholdning og en virkelighedssøgende oplevelse og rammer begge dele bedre end de fleste andre spil. ‘Hitman’ lægger aldrig skjul på i hverken humor eller vold, at man har et videospil i hænderne. Det bliver aldrig uhyggeligt, for voldsomt eller for meget, men opmærksomheden drages ofte af en skøn ‘gad vide om man kan…’-stemning som tilfredsstiller nysgerrigheden og den morderiske kreativitet. ‘Hitman’ rummer et par missere, men rammer plet i det lange løb.

---

Godt
+ Nogle af de bedste baner i serien
+ Elusive Targets fungerer fremragende i ‘Hitman’-universet
+ Den fulde pakke indeholder mange timers underholdning til prisen

Skidt
– Enkelte baner er dræbende kedelige
– Plottet afsluttes, men er stadig ikke helt tilfredsstillende
– Replay-værdien kunne være bedre