‘Prey’ er en twisttung, kompleks homage til årtusindeskiftets actiontitler
Franske Arkane Studios har det seneste halve årti gjort et imponerende stykke arbejde for at holde designfilosofien fra årtusindeskiftets komplicerede og fremsynede actiontitler fra Looking Glass Studios, Ion Storm og Irrational Games i live.
‘Dishonored’-spillene trækker i den grad på ‘Thief’-spillene uden dog på nogen måde at efterabe dem, og nu er turen kommet til især ‘System Shock 2’ fra 1999, som Arkanes Austin-studie med ‘Prey’ i den grad har ladet sig inspirere af.
Efter min mening finder man ikke et meget bedre udgangspunkt, og ‘Prey’ leverer en dyb, opslugende og veldesignet oplevelse, der dog ikke formår at bygge ligeså flot videre på kildematerialet, som ‘Dishonored’ gjorde det.
En fri genfortolkning af et halvglemt spil
Hvis titlen ‘Prey’ lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt. Arkanes nye spil er nemlig en genfortolkning af Human Head Studios’ semikendte spil af samme navn fra 2006. Det er dog ikke meget, de to spil har med hinanden at gøre ud over det absolut mest grundlæggende princip om en person, der jages af en yderst fjendtligsindet race af rumvæsener.
2006-udgaven var en first person shooter i ordets reneste forstand, men selvom denne genre bestemt har været med til at forme 2017-udgaven af ‘Prey’, er det en noget mere kompleks størrelse, der i ligeså høj grad bevæger sig inden for survival horror og rollespil.
Du spiller forskeren Morgan Yu (i mandlig eller kvindelig udgave), der i et tidligt (og veludført) plottwist får revet tæppet væk under sig og egenhændig må bekæmpe de hyperaggressive og særdeles lumske Typhons, der har indtaget rumstationen Talos 1, hvor ‘Prey’s handling udspiller sig i en alternativ tidslinje i år 2035.
Efter en stærk start, der på glimrende vis formåede at så tvivl og mistro i mit sind, går historien en smule i tomgang hen over midten. Hen imod slutningen begår Arkane en klassisk brøler ved at sende Morgan tilbage til en lang række allerede undersøgte locations på en heftig omgang backtracking, hvor actionniveauet samtidig bliver skruet op på en langt højere volumen, end ‘Prey’ kan bære.
Heldigvis genvinder historien på dette tidspunkt sit momentum med vedkommende dilemmaer og en djævelsk smart udtænkt slutning, hvilket gør den gameplaymæssige tomgang lidt nemmere at leve med.
Genetiske modifikationer
Med Talos 1 har Arkane skabt et detaljeret og veludført digitalt univers, der med sin høje detaljegrad og troværdige design tigger om at blive udforsket i dybden. Tro dog ikke at du får set det hele i en gennemspilning, for ‘Prey’ tvinger dig til at foretage svære valg, når du gennem spillets primære opgraderingssytem, de DNA-modificerende neuromods, må vælge, hvilke evner Morgan skal begunstiges med.
Vælger du at forbedre dine reparationsevner, så du kan fixe de mange ødelagte turrets, der ligger rundt omkring og kan bruges som stærke allierede? Eller vælger du evnen til at transformere dig til ethvert objekt i spillet, så du nemmere kan gemme dig og tilgå ellers umulige steder? ‘Prey’ er ikke spil som for eksempel ‘Far Cry’, hvor du med tiden nok skal få alle evner, så det handler i den grad om at vælge spillestil med omhu.
En ekstra krølle på halen er, at omkring halvdelen af de tilgængelige evner (som for eksempel førnævnte transformationsevne) er Typhon-evner. Investerer du i tilstrækkelig mange af disse, ændres din DNA i en sådan grad, at Talos 1’s sikkerhedssystemer, som eksempelvis førnævnte turrets, begynder at identificere dig som et fremmedlegeme og derfor bliver en fjende. Og hvis det ikke lyder slemt nok, begynder en gigantisk, frygtindgydende Typhon kaldet The Nightmare at jage dig i tide og utide. På den anden side er Typhon-evnerne utrolig nyttige og sjove at bruge, hvilket blot gør dilemmaet endnu mere interessant.
Neuromod-systemet er helt klart spillets mest involverende og komplicerede system, men du kan også installere opgraderinger til din dragt og hjelm, som giver forskellige passive færdigheder, og så er inventory management i bedste survival horror stil også en ting, du skal tage hensyn til.
Udforskning og bortekspedering af grimme rumvæsener
Det kan lyde systemtungt, men selvom ‘Prey’ er relativt kompliceret af en AAA-actiontitel, så bruger du dog stadig langt størstedelen af din tid i Talos 1’s korridorer, kontorer og kantiner. Her er fordelingen med udforskning og kamp nogenlunde lige fordelt, men desværre ikke lige vellykket. Udforskningen af Talos 1 er konstant engagerende, og det er sjovt, at finde alternative måder at nå ind i ellers utilgængelige områder. Desuden kan det betale sig at være grundig, da indsatsen som regel belønnes med brugbare genstande, nye sidemissioner eller anden information, der udbygger spillets veludførte univers.
Når våbnene trækkes og duellerne mod Typhon-racens vederstyggeligheder skal udkæmpes, er ‘Prey’ straks på lidt dybere vand. Styringen er lidt tung og kluntet, hvilket forstærkes af de hurtige modstandere, du ofte er oppe imod. Derudover mangler jeg følelsen af at gøre skade på mine modstandere. Bevares, jeg kan da se, at deres HP meter fjernes, men der mangler animationer, som viser at de tager reel skade. Heldigvis er mange af de offensive evner i spillet ganske sjove at bruge, hvilket fordrer eksperimentering og skaber afveksling og gør, at kampene aldrig bliver uinteressante selvom de er kluntede.
Grafisk er ‘Prey’ teknisk set kun lidt over middel, men spillets miljøer er veludførte, om end en smule ensartede. Vi har efterhånden set en hel del digitale variationer over temaet rumstation/rumskib, og følelsen af deja vú sneg sig ind på mig ganske ofte. Når det så er sagt, har ‘Prey’ bestemt et gennemført og stilrent udtryk. På lydfronten leverer ‘Prey’ til gengæld i den grad varen. Med undtagelse af den overbrugte, jump scare-inducerende lydeffekt, der varsler en Mimics angreb, rammer lydbilledet plet, og det paranoide, retrofuturistiske soundtrack siddet lige i øjet.
Endelig dom
Hvis du som mig bliver en lille smule varm indeni ved tanken om en form for spirituel opfølger til ‘System Shock 2’, bør anskaffelsen af ‘Prey’ være en decideret no-brainer (det gælder i høj grad også hvis ‘Bioshock’ er din ting). Det hører til sjældenhederne, at der bliver sendt komplekse, systemtunge first person actiontitler med fokus på udforskning og historie på gaden, og derfor gør det ikke så meget, at ‘Prey’ lægger sig en smule for tæt op ad sine inspirationskilder uden for alvor at udbedre deres fejl.
Godt
+ Dyb spiloplevelse
+ Udforskningen af Talos 1
+ Solid science fiction-historie
Skidt
– Lidt tung skydedel
– Ikke det mest originale miljø
– Backtracking mod slutningen