Den største europæiske gaming-konference Gamescom indtog hele Köln i sidste uge. Mere end 400.000 mennesker gik i løbet af ugen gennem messecentrets døre for at nyde og nørde i alskens afkroge af gaming-verdenen. Vi tog turen til det sydtyske og kæmpede os vej gennem de entusiastiske horder og timelange køer for at få fingrene i det næste halvårs allermest interessante titler. Enkelte floppede, flere forbavsede og en håndfuld overraskede. Vores agorafobiske PTSD har så småt lagt sig, og vi er klar med en oversigt over, hvilke spil vi nu slet ikke kan vente med at få smidt i maskinen.
Leverede: ‘Super Mario Odyssey’
Lad os få den oplagte af vejen med det samme. Super-udgaven af den italienske rørlægger har længe barslet med en titel som så ud til at følge mere efter (næsten) perfekte ‘Super Mario 64’ og ‘Super Mario Sunshine’ end at koge suppe på mobilspillenes succes eller de etablerede 80’er skabeloner med spidsrodsløb fra venstre mod højre.
‘Super Mario Odyssey’ bliver et open-world spil (!) hvor Mario endnu en gang skal befri Peach fra Bowser, men istedet for Luigi er han på sin nyeste odyssé flankeret af den antropomorfiske hat, Cappy. Smider Mario hatten ovenpå objekter trylles han om til dem, og får deres kræfter, evner og særlige kendetegn. I slutningen af oktober vil spillere verden over således kunne gennemføre missioner i form af en overskægs-klædt Tyrannosaurus Rex-Mario, stilstående statue eller alskens andre ting.
Demoen satte os midt i New Donk City og lod os løbe rundt i gaderne altimens NPC’er bad om hjælp til dette og hint. Det var svært at få et indtryk af historien på relativt kort tid, men styring, stemning og stil er helt i top. Super Mario har ikke set bedre ud siden perlen til den undertippede 64-konsol, og ‘Odyssey’ føles som en spirituel efterfølger til det legendariske spil. Der kan trippel-hoppes, dykkes, trampes og meget mere, men grafikken er gearet op til fuld HD og får Nintendos nye Switch-konsol til at synes på niveau med både Playstation og Xbox.
‘Super Mario Odyssey’ kommer ikke til at opfinde nogle dybe tallerkener, men bliver uden tvivl en af efterårets allerstørste succeser – og det fuldt fortjent.
Overraskede: ‘Metal Gear: Survive’
‘Metal Gear’-seriens skaber Hideo Kojima er smuttet og har i den grad smækket med døren, ikke desto mindre insisterer Konami på at føre “hans” franchise videre. Resultatet er ‘Metal Gear: Survive’ som stikker lidt af fra den plot-tunge verden Kojima ynder at bevæge sig i.
‘Survive’ starter med, at Motherbase og alle dens soldater suges ind i et ormehul til en parallel verden. Her forvandles mange af soldaterne til zombie-agtige væsner styret af krystaller, som konstant angriber de tilbageværende soldater som prøver at finde vejen hjem. Plottet er dumt. Virkelig dumt. Uden Kojimas styring er der helt klar tabt et par sutter og blevet plads til praktikantens allermest tømmermænds-tossede idéer.
Men overraskende nok er ‘Metal Gear: Survive’ sjovt. Helt vildt sjovt, faktisk. I hold af fire spillede vi en 30-minutters demo, hvor vi skulle aktivere en sender i midten af en landsby, som ville sikre os en masse ressourcer til vores base, men også tiltrække alle zombier i nabolaget. Fjenderne ankom i bølger (tænk Horde-mode fra ‘Gears of War’/’Halo’/’Call of Duty’), hvilket tvang os til at samarbejde under angrebene, for eksempel med at samle ammunition og granater til hele holdet, imens andre byggede forsvarsværker i de korte åndehuller mellem bølgerne. Styringen var stram, lækker og strømlinet og formatet fungerede helt vildt godt til spilmotoren som også drev ‘MGS V’ sidste år. Hele vejen gennem demoen blev der råbt, peget og samarbejdet for at overleve, og de sværere bølger fordrede masser af kaotisk sjov når håndgranater, mech’s og zombier blev kastet mod hinanden gang på gang.
Hvis spillet er mere end bølge-angreb fra næsten-zombie fjender og hvis der er ligeså meget basebygning, karakterudvikling, rollespil og strategi som udviklerne lovede os, er der virkelig lagt i ovnen til et actionbrag af dimensioner i 2018, når ‘Metal Gear: Survive’ lander. Det er dog en skam, at Konami har insisteret på, at fastholde spillet i ‘Metal Gear’-universet, for det trækker naturligt en masse unødig kritik ned over ‘Survive’ fra seriens gamle fans. Det kan aldrig leve op til Kojimas mesterlige indsigt i spionage og politiske intriger, men ud fra hvad vi så, er der skåret et action-fokuseret arcade-spil med enormt potentiale.
Pirrede: ‘State of Decay 2’
Det er nogle gange svært at finde vej gennem de efterhånden enormt mange open-world-survival-zombie spil, men engang imellem stikker et lidt højere i bunken end de andre. ‘State of Decay 2’ står på skuldrene af forgængeren fra 2013 som, til trods for enkelte skønhedspletter, var en solid spiloplevelse. Der skal bygges en base, styres en lille befolkning og samles skrot og skrammel ude i den store verden.
Vi fik desværre ikke selv spillet i hænderne, men kunne se to udviklere fremvise det helt store argument for, hvorfor Microsoft-satsningen ikke er som zombie-spil er flest. Det dynamiske narrativ for den ene spiller tog udgangspunkt i, at hans by var startet som to telte og et skideskur i midten af skoven, men langsomt havde vokset sig større med både køkkenhaver, hospitalsenhed og cementmure hele vejen rundt, men efter en zombie havde bidt en af beboerne og der ikke var fundet en kur i tide, havde smitten spredt sig og i de efterfølgende timer var det lille samfund brudt ned indefra. Hans stod nu tilbage med én rask overlever, en læge smittet med zombie-sygen og en tidligere politikvinde med brækkede ribben og åbne sår. Det stod skidt til. Han bad om hjælp fra andre spillere via nødblus og den anden udvikler joinede hans spil og det lille samfund.
Sammen satte de to spillere kursen mod nærmeste hospital for at finde antibiotika til den smittede læge (som var nødvendig for at genopbygge landsbyen), men hurtigt var de to spillere overrendt af zombier, desperate overlevende og modstridende idéer om, hvordan de bedst klarede sig.
Det virker til, at ‘State of Decay 2’ tager sin coop-multiplayer enormt seriøst. ‘State of Decay 2’ barslede med rigtig mange fine idéer, blandt andet at man ikke styrer én karakter, men hele sin landsby, at der skulle holdes øje på både interpersonelle spændinger såvel som cement og tomater i lagerrummet samt findes en kur mod eller redning fra zombie-truslen. Den ambitiøse titel bliver i bedste fald broen mellem rollespillene som ‘World of Warcraft’ og actionspillene som ‘Rust’, ‘H1Z1’ og ‘DayZ’.
Indie-perlerne
Gamescom var heldigvis ikke kun blankpolerede AAA-brag fra kæmpe-udviklerne. Flere indie-udviklere havde fundet vej til de bonede gulve og fremviste begejstret krøllede og mere eller mindre vellykkede idéer. Enkelte af dem stod dog ud fra mængden og er i den grad røget på redaktionens ønskeliste for efteråret.
‘Cuphead’ har længe været på alles læber. Den charmerende tegnefilms-grafik har betaget både internetfora og skribenter med sin homagetil 1930’ernes tegnestil og 1980’ernes arkadespil. Studio MDHR dukkede op til Gamescom og viste giraffen frem, og det ventede spil lader til at indfri alle forventningerne, når det lander sidst i september.
‘Bad North’ er titlen på tre gale mands værk. Oskar Stålberg, Richard Meredith og Martin Kvale har skabt et elegant lille isometrisk tower defense-agtigt spil, hvor man forsvarer skandinaviske øer mod invaderende vikinge-horder. Overblik, fremsyn og hurtige beslutninger kommer i førersædet når ‘Bad North’ lander tidligt i 2018 til PC, telefoner og konsoller.
‘The Almost Gone’ er et tydeligt eksempel på, at indie-miljøerne ofte har lidt højere til loftet når det kommer til idéerne, end de etablerede studier. I ‘The Almost Gone’ skal man hjælpe en ung pige med at forstå sin egen død førend hun kan komme videre til efterlivet. De kunstneriske skuldre er brede og ‘The Almost Gone’ slår sig i samme stil som ‘Limbo’ og andre indie-guldkorn.
Læs også: De otte største celebrity-gamere: Fra Cara Delevingne til Robin Williams