5. Cecilie Jørgensen, Icon Visions
Det er altid forfriskende med nye indspark, især når de er så stærke og formfuldendte som Cecilie Jørgensens nye designunivers, hvor hun ifølge hende selv har fundet sit eget udtryk væk fra den hurtige succes med CECILIE Copenhagen.
Med Icon Visons bliver vi taget ind i en verden, der er både blid og forførende med satin og gennemsigtige materialer i bløde pasteller, men samtidig også råt og sexet i sin æstetik. Mens det er et look, der virker bekendt i internettidsalderen, så er det lagt fra, hvad vi har set fra de fleste andre danske kvindebrands i den Ganni-dominerede tidsalder.
At Cecilie Jørgensen også har skabt stærke og personlige looks til Mø, Jada og Gents i løbet af året har kun gjort Icon Visions til et endnu mere spændende bekendtskab, som vi glæder os til at se mere fra.
4. Silas Adler og Mathilde Maalouf, Soulland
Der er sket meget i Soullands snart 15-årige historie, men på mange måder er det, som om brandet og bagmanden Silas Adler har fundet ny inspiration de senere år. Det skete først i 2017, da Adler endelig lukkede sin skate-baggrund ind i designæstetikken og skubbede til den mere klassiske herregarderobe, som prægede mærkets kollektioner.
Flabetheden fra skate-kulturen sætter stadig sit præg på kollektionerne, især i diverse skjorteprint, men i 2019 var det tilsyneladende klimakrisen, som igen skubbede til Adler og co. For i et forsøg på at gentænke brandets produktionsmetoder fik vi flere flotte patchworkdesigns lavet af restmaterialer, ligesom deres Logic-linje laver basisvarer ud af GOTS-certificeret bomuld.
Det er med til at give billedet af et tøjmærke, der prøver at tage sit klimaaftryk seriøst, men samtidig gerne vil give os design, som tør udfordrer med farver og vilde prints. Læg dertil at Soulland gjorde comeback i showkalenderen under Copenhagen Fashion Week i august, og så tegner der sig et billede af et mindeværdigt år for brandet.
3. Julius Juul, Heliot Emil
Mange brands bliver mere og mere konventionelle med årene. Kald det en kommerciel nødvendighed. For eksperimenterne bliver ofte udskiftet med mere midtsøgende og salgbare designs. Med Heliot Emil forholder det sig næsten stik modsat. Eller i hvert fald holder Julius Juul og broren Victor fast i deres stramme, internationale bud på en herre- og damegarderobe med fokus på tekniske detaljer og en semifuturistisk æstetik.
Det har gjort Heliot Emil til et af vores foretrukne danske brands. Både fordi de skiller sig ud herhjemme og fordi deres æstetik er så gennemført – og veludført. Det viste de igen i januar under modeugen i København, mens de i september prøvede kræfter med modehovedstaden Paris.
Men selvfølgelig har Juul-brødrene udvidet palletten. I år blev især kvinder klædt på til både fest og formelle lejligheder med suits og kjoler, men altid med brandets signaturvirkemidler som karabinhager, stropper, asymmetri og tekniske materialer som varmesensitivt stof. På den måde beviste de, at de sagtens kan skabe et større univers (og kundegruppe) uden at gå på kompromis – hvis de skulle få lyst.
2. Freya Dalsjø
Uden anden sammenligning så minder Freya Dalsjø om Heliot Emil i sin meget udanske æstetik, især i en tid hvor det kommercielle fylder meget i det hjemmelige modebillede – især under modeugerne. Derfor var det også kærkomment at få Dalsjø tilbage på showkalenderen under Copenhagen Fashion Week i august, hvor hun leverede en af sine bedste kollektion, der både viste hendes sans for detaljen samt en æstetik, der på imponerende stram vis udstrålede power, sex, femininitet og sensualitet.
Det var netop et power-move fra designeren, som fortjener al den opmærksomhed, hun kan få. SS20-kollektionen, ligesom AW19-kollektionen før, viste igen hendes evne til at få det avantgarde ind i de samtidig meget brugbare kreationer. Hun er desværre ikke på showkalenderen til modeugen i København om tre uger, men altid værd at holde øje med.
1. Cathrine Saks og Barbara Potts, Saks Potts
Indrømmet, jeg har altid haft det lidt ambivalent med den unge danske modeduo. Eller det har i hvert fald lige så meget været deres marketingtalent og forståelse for tidens tand, som skabte brandets tidlige succes med fokus på pelsdesign, ført an af fyrtårnet Foxy-jakken, der de senere år har siddet på Cardi B, Selena Gomez, Kendall Jenner og et hav af andre kendte kvinder.
Men nu sluges skepsissen altså endeligt, for Saks Potts har sæson for sæson udvidet designporteføljen og bevist, at marketing ikke er deres eneste claim to fame. Sammenlignet med en designer som Freya Dalsjø er fokus stadig på enkle styles, som har en tydelig salgbarhed mere end en gennemsyrende kunstnerisk vision, men under modeugen i august fik vi endelig en fuld kollektion fra Saks Potts, der viste mange nye sider af brandet og en klar vej frem.
Med fokus på latinamerikansk kultur fik de deres fængende designs ind under en fælles paraply, som både klædte deres æstetik og den tendensfornemmelse, de er så gode til. Udover velkendte, feminine favoritter som førnævnte jakke med pelsdetaljerne og det skinnende todelte sæt med blottet mave (som alle fra Jada til North West er spottet i), så præsenterede kollektionen også flere unisex-vibes især med oversize bud på et fuldt denim og fuldt lædersæt, sidstnævnte med SP-monogrammet præget i læderet.
Formkurven peger altså stadig op ad for Cathrine Saks og Barbara Potts, og det i sig selv er imponerende med tanke på alt det, de allerede har opnået.