Christopher Raeburn har længe været en forgangsmand i modeverdenen, når det handler om bæredygtighed, eller i hvert fald en større ansvarlighed i produktionen af tøj. For mens mange brands i dag arbejder med bæredygtige tiltag som upcycling og genbrug, så har det været en del af den engelske designers dna det seneste årti.
Under sidste uges digitale udgave af London Fashion Week tog Raeburn så et nyt skridt på sin rejse, da han introducerede Ræfound. Fokusset blev vist som en ny capsule-kollektion, der lagde sig i tråd med meget af designerens velkendte militaristiske designæstestik, men det eneste ‘design’, han havde lavet, var faktisk at sy sit label i tøjet. Det hele var nemlig fundet på diverse militæroverskudslagre og altså blot kurateret af Raeburn.
»Vi bliver nødt til at holde op med at lave flere ting. Efter covid-19 står vi over for større miljø- og inventarkriser end nogensinde før. Som mennesker overproducerer og overforbruger vi, og vi smider for meget væk«, sagde Raeburn blandt andet i forbindelse med lanceringen.
»Raefound er en del af løsningen – en ikke sæsonbetonet samling af ubrugt militærtøj og accessories i alle størrelser. Intet nyt. Intet spildt«.
Og selvom kollektionen på overfladen blot er genbrugstøj, så er den meget mere, da den både sætter fokus på, hvor meget ubrugt tøj der findes derude, som intet fejler, og at vi altså ikke behøver at lave noget nyt foreløbig, samtidig med at Raeburn lykkes med at vise, at det vi ofte køber ind i, når vi shopper tøj, lige så meget er brandet som designet.
Det er forfriskende.
Raeburns Ræfound-kollektion er til salg i hans webshop nu.