Åh, der er sgu intet som at ligge hjemme på matriklen og klikke varer hjem fra online shoppingsites. Fri fragt, mmh. Gratis returnering, dobbelt-mmh. Så gør det ikke så meget, om t-shirten sidder helt rigtigt, og om de der sneakers skulle have været en halv størrelse større.
Vi køber mere end nogensinde over nettet. Sidste år handlede vi for 146 milliarder. I mere af hver femte pakke lå tøj, sko eller accessories. Og det er ikke så sjældent, at det sendes retur til virksomhederne. Ser man på Danmarks mest populære netbutik, Zalando – der tilbyder gratis returnering – kommer ca. 50 procent af varerne retur – ofte på grund af forkert størrelse.
Selv om ordet gratis altid lyder så dejligt uforpligtende, så findes det ikke rigtigt, når det kommer til en vare, der skal produceres, pakkes i emballage og transporteres først frem og så tilbage. Det klimakoster. Og på et tidspunkt hvor modeindustrien ikke har så meget goodwill på netop den konto, kalder det på alternativer.
Modeindustrien har brug for en teknologisk saltvandsindsprøjtning. Og det kræver hurtig omstilling – både blandt forbrugere og virksomheder, fortæller Karin Eggert Rosenqvist og Mette Tarp, der begge underviser på KEA, hvor der netop er blevet lanceret en ny designteknologisk uddannelse.
At kode sig ud af krisen
Bunker af nedsatte varer i butikkerne. Fyldte varelagre. Og kollektioner, der missede sidste sæson-salgsdato. Modeindustrien står i lidt af en eksistentiel krise og med et trængende behov for at gentænke sig selv, siger Karin Eggert Rosenqvist.
»Der har længe siddet et plaster på modeindustrien, man har tøvet med at rive af, som pludselig er blevet fjernet i ét tag. Teknologien, og behovet for nye græsgange, har med andre ord længe banket på, men nu er det tid til at åbne døren«, siger hun.
Én af de ting, der længe har været diskuteret som en løsning på problemet med såvel overproduktion og overforbrug, er 3D-visualisering, fortæller adjunkterne, der sammen har forsket i, hvordan teknologiske løsninger kan være med til at sikre bedre pasformer med bodyscanning, kropsdata og mere præcise størrelsesanbefalinger.
»Når man køber flere størrelser hjem i håbet om, at én af dem sidder rigtigt, så vidner det lidt om, at virksomheden ikke helt har specificeret, hvilken krop de producerer til«, fortæller Mette Tarp og tilføjer:
»Mange steder bruges nogle halvgamle målskemaer, der ikke tager højde for, hvordan vores kroppe har udviklet sig, og hvem det egentlig er, de sprøjter tøj ud til«, siger hun.
Men alt det kunne man i princippet kode sig ud af … det går bare lidt langsomt.
Virtuelle prøverum
Én af de teknologier, der kan give forbrugerne en bedre fornemmelse af forskellige produkter, før de smider penge efter det, er augmented reality, AR, der for alvor fik vinger med Pokémon GO og Snapchat, men også langsomt har fået en fod inden for modeindustrien.
Sidste år lancerede brands som Adidas og Nike app-features, der gør det muligt at prøve sine sneakers via en app. En række brillebrands tilbyder, at du kan du prøve dine stel uden at skulle troppe op i butikken. Og kosmetik-brands som Sephora, L’oreal og MAC leger med forskellige former for virtuel make-up, så man kan teste et produkt på sit skærmbillede, før man køber.
Lidt langsommere er det gået inden for tøjbranchen, fortæller Mette Tarp. For selv om flere brands for nogle år siden prøvede kræfter med såkaldte virtuelle prøverum, så er det aldrig rigtigt kommet ud at flyve.
»Den dag vi kan bruge teknologien mere holistisk, så vi har vores egen avatar, kan det få gennemgribende betydning. Det er noget, der kræver tung kodning og tid. Men der er klart momentum for det i øjeblikket«, siger siger hun.
Teknologiske designere
Og det er ikke kun forbrugerne, der kan få glæde af teknologiske løsninger. Det samme kan designere og konstruktørere. I århundreder har det været sådan, at man først tegnede en skitse på et stykke papir for så at lave en prøve i stof. En langsommelig proces, som teknologien har flere muligheder for at optimere.
Med 3D-prototyper kan man eksempelvis lave en kjole, som kan ses fra samtlige vinkler, før den overhovedet bliver produceret, ligesom man på skærmen kan vise, hvordan silke falder anderledes end eksempelvis hør.
Og det er blandt andet, hvad de studerende skal lære på KEA’s nye uddannelse Sustainable Fashion Tech, der blev lanceret i foråret med rekordmange ansøgere.
»Det, der tidligere hed henholdsvis Sustainable Fashion og Pattern Design, rettet mod designere og konstruktører, er blevet et helt nyt speciale. Og det er nok vores forsøg på at målrette uddannelsen i den retning, vi ser branchen bevæger sig mod«, siger Karin Eggert Rosenqvist.
»Der findes teknologier i dag, som fungerer, og som gør det muligt at arbejde anderledes med fittet uden at skulle bruge en masse penge, tid og ressourcer på at lave prototyper undervejs. Det handler ikke bare om at skabe, men at vedligeholde en form«, siger Mette Tarp og fortæller, at man desuden får en hurtigere feedback, når man arbejder digitalt, da man kontant kan se, om det, man foretager sig, fungerer eller ej.
På den måde kan 3D-teknologien bruges gennem hele processen – fra de første tegninger, til fitting og når forbrugeren virtuelt vil prøve tøjet.
Men … hvornår?
Én af de helt store udfordringer for en omlægning af branchen er, at vi er vanedyr, fortsætter Mette Tarp. Det kan være ualmindeligt svært at modstå de mange tilbud og frie fragt-fristelser. Og det koster i både produktion, emballage og transport. Men når det så er sagt, så ligger den helt store indre granskning i selve industrien.
»Modebranchen er en stor supertanker, man ikke bare vender på et minut. Men den er på vej, og de små bevægelser er også værd at hylde«, siger hun og overlader ordet til sin kollega, der fortæller, at virksomhederne er blevet langt mere lydhør overfor det bæredygtighedsfokus, særligt de unge lægger for dagen. Da KEA sidste år afholdte workshop i 3D-teknologien sad således blandt andre repræsentanter for Ganni, By Malene Birger og Mads Nørgaard skoleret.
»Det kommer til at kræve en del af branchen. Men på den anden side, er det en indsats, som de nok godt kan se er nødvendig. Med corona har vi til gengæld netop set, hvor hurtigt vi er i stand til at ændre vores vaner. Folk lærer nye ting, når de er begrænsede – at strikke, sy eller naturfarve tekstiler. Så mon ikke man kan lære at producere og shoppe anderledes?«.