Mens corona-pandemien har givet modearrangementer verden over en slapper, er der i denne uge én modeuge, der holder ved.
Den årlige begivenhed Fashion Revolution Week markerer nemlig ikke bare, at det er syv år siden, at en tøjfabrik i Bangladesh kollapsede og kostede 1138 mennesker livet.
Den råber samtidig op om nødvendigheden af transparens i modeindustrien på et tidspunkt, hvor det er blevet ualmindeligt aktuelt, fortæller Christina Neubert, der er talskvinde for den danske afdeling af den globale organisation Fashion Revolution.
»Corona-pandemien har resulteret i, at store tøjbrands og forhandlere har måttet lukke butikker og aflyse bestillinger. Og det gør mange fuldstændig uden hensyn til tekstilarbejdere, der er nogle af de mest sårbare i leverandørkæden – de som hverken har støtte under sygdom og fyring, adgang til sundhedssystemet eller en opsparing, de kan bruge, hvis de skulle blive smittet med corona og få brug for medicinsk behandling«, siger hun.
Det er 7. gang Fashion Revolution Week bliver afholdt. Hvad ønsker I at opnå?
»Vi markerer først og fremmest årsdagen for det forfærdelige kollaps i Rana Plaza-fabrikken i Bangladesh, hvor 1138 mennesker omkom og omkring 2500 blev hårdt sårede. Dengang var der tale om tekstilarbejdere, som blev tvunget på arbejde, selv om der var store revner i fabriksbygningen«.
»Kollapset er på sin vis blevet et symbol på nogle af de her slavelignende tilfælde, som kontinuerligt finder sted i modeindustrien. Dengang vidste man ikke, hvem der stod bag produktionen, før man fandt små labels mellem ligene i ruinerne. Og Fashion Revolution er derfor sat i verden i en kamp for mere transparens i modeindustrien. Derfor har vi lavet den kampagne, der hedder #WhoMadeMyClothes, der søger at sætte ansigt på produktionen«.
Men er det ikke kun dem, der så at sige har lavet deres lektier, som rækker hånden i vejret?
»Jo, det er klart, at der er brands, der bestemt ikke ønsker at svare på det spørgsmål. Men intet svar er jo også en form for svar. Og vi ønsker først og fremmest at vække en debat og refleksion blandt forbrugerne – og det er jo ikke desto mindre dem, virksomhederne producerer til. Og hvis forbrugerne stiller sig kritiske over for produktionen af deres tøj, så vil de måske gentænke deres tilgang. Og vi kan rent faktisk se på vores Transparency Index, som vi udgiver hvert år, at der også er en stigning i virksomheder, der vælger at forholde sig mere gennemsigtigt«.
Vi står samtidig i en situation, hvor i hvert fald de fysiske køb er sat lidt i bero. Er det ikke i sig selv med til at udfordre fast fashion-industrien?
»Vi har i mange år opfordret til, at vi kom ned i gear. Og der kan man sige, at ja, købelysten er formentlig ikke så stor, så længe fremtiden ser lidt økonomisk usikker ud. Men det er helt afgørende, at det er en adfærdsændring, der varer ved – også når corona-krisen er under kontrol igen. Der bliver produceret 160 milliarder beklædningsgenstande om året. Og det er støt stigende. Det er en industri, der fostrer en hovedløs køb-og-smid-væk-kultur, hvilket tærer afsindigt meget på vores klima«.
Hvilke problematikker er det, der står frem i en tid som denne?
»Det er meget almindeligt i den globale modeindustri, at virksomhederne ikke betaler up-front. De betaler, når tøjet er produceret. Og når de store kæder, der producerer i så højt et tempo, at de dårligt kan stoppe galoppen, når det gælder. Derfor aflyser de deres bestillinger og afskediger arbejdere i hobetal. Og det er jo helt forrykt, at virksomheder, der tjener store summer på mode, ikke kan tage ansvar for deres medarbejdere, når tingene skrider. Så corona-pandemien har tydeliggjort det massive overforbrug, og hvor lidt gennemsigtighed, der fortsat er i produktionen af vores tøj«.
Hvad kan vi som forbrugere gøre?
»Der er slet ingen tvivl om, at der ligger et stort politisk ansvar i det her. Men som vi ser det, kan forbrugerne få stor indflydelse. Vi stemmer med de penge, vi bruger, og dem vi ikke bruger. Og vi ønsker at opfordre folk til at forholde sig kritiske og nysgerrige, når de køber. Spørg #WhoMadeMyClothes og #WhatsInMyClothes på de sociale medier. Gå ind på virksomhedernes hjemmeside og læs, hvordan og hvor de producerer«.
»Derudover kan man påvirke modebranchen ved at ændre sine vaner. Vi har blandt andet et initiativ, der hedder Love Story, hvor vi opfordrer folk til at fortælle om noget tøj, de elsker særligt højt. For det handler i høj grad også om, at vi lægger værdi i det tøj, vi ejer – og dermed sørger for at lade det leve så længe som muligt. Hold af det og pas på det. Vask det korrekt, reparer det. Og giv det videre, hvis du så vil skille dig af med det. Der er så meget, man kan gøre for at udfordre overforbruget«.