Jeg er flyttet hjemmefra i en alder af 30.
Ikke fra mit barndomshjem – slap af – men fra det bofællesskab, jeg har boet i de sidste mange år. Og efter næsten et årti i forskellige kollektive konstellationer, er det pludselig blevet ualmindeligt tydeligt, hvor meget jeg gennem mit liv har hoardet af pis, lort og nostalgiske øjebliksbilleder.
Det har ikke bare fået mig til at reflektere over mit forhold til ting. Dem, jeg ejer. Og dem, jeg gerne ville eje. Det har samtidig vakt en lille misundelse af alle dem, jeg tidligere har sendt slap-af-og-lev-lidt-blikke, når de proklamerede, at de i fødselsdagsgave ønskede sig ting til voksendommen.
For da jeg i efteråret pakkede min semi-sørgelige samling af flyttekasser ud i min nye voksentilværelse, viste indholdet en halv-skitzofren profil af en, der enten er nyskilt eller nyligt hjemvendt fra en asiatisk dannelsesrejse.
Jeg har flere ubrugte, vietnamesiske spisepinde med sirligt påsatte æggeskals-simili på spidsen, end jeg har gafler. De store tallerkener, sofaen og spisebordet røg i mit kollektive brud. Og overordnet set har virkeligheden langsomt overhalet størstedelen af min identitære samling af ejendomme – ingen er sådan rigtig interesse i hverken mine gamle uni-kompendier eller midt-00’er band-t-shirts. Og jeg har ikke længere noget at spille min samling af cd’er og dvd’er på.
Og hey, det er fint. Jeg omfavner det. Men jeg har også måttet erkende, at jeg a) ikke slipper for at skulle ud at spendere og b) måske er følelsesmæssigt knyttet til mine ting på en måde, som ikke længere er charmerende. Ikke sådan: jeg-placerer-lige-en-coaster-under-din-øl-for-at-skåne-mit-spisebord kind of attached. Jeg er bare elendig til at skille mig af med det, jeg ikke længere bruger.
Da jeg pakkede mine flyttekasser ud, besluttede jeg mig derfor for, at jeg fremover vil prøve det der med udelukkende at omgive mig med det, jeg rent faktisk har brug for. Få, gode ting. Produceret under ordentlige forhold og lavet af gode materialer. Og det er gået sådan so so.
Ud røg kompendierne. Mit aflagte tøj smed jeg til genbrug og videre til venner. Og så lagde jeg pænt cd’er, dvd’er og band-t-shirts ned i kælderkassen igen … Jeg er måske ikke ligefrem i markedet for Marie Kondos rullede t-shirts og rene linjer, men til gengæld skal det være slut med at spæde til elendigheden med flere ting i kælderen, blev jeg enig med mig selv.
Jeg har egentlig aldrig rigtigt haft spenderbukserne på. Mit forbrug vil jeg karakterisere som en blanding af privilegeret bevidsthed og jysk sparsommelighed. Jeg er ikke nede med slentrende shoppingture, steroide storcentre og sidste øjebliks-køb. Jeg handler helst over nettet. Køber gerne brugt. Og smider aldrig penge efter lynproduceret tøj fra faldefærdige fabrikker i Bangladesh.
Ja, egentlig ser jeg mig selv som en bevidst forbruger. Men samtidig er jeg også et ualmindeligt let offer for alt, der lander i brunmeleret pap-emballage og med mærkater, der lover ditten og datten om miljø, klima og kønsbalance.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg usikker på, hvor tit jeg ender med at kaste penge efter virksomheder, jeg i virkeligheden aldrig ville forære min moralske støtte. For selvom jeg prøver at vade i store buer uden om alt, der virker loddent, så er det ufatteligt svært at navigere i, hvorvidt de her grønne, etiske og bæredygtige tiltag nu også er så gode for verden, som de lover.
Hvornår woke-washer virksomhederne sig selv foran øjnene af mig? Hjælper min økologiske bomulds-t-shirt overhovedet på noget som helst? Og hvor meget skal jeg egentlig græde under bruseren for at gøre op for de der billige lycra-trusser, jeg fra tid til anden køber i Føtex, når jeg har trukket vaskedagen lige lovlig lang tid?
Aarrgh!
»Det er den der 10-kroners t-shirt. Vi ser den og tænker: »Se dét er et røverkøb« … Det er jeres skyld. Her er den verden, vi har skabt. Tillykke!«, lyder det køligt konstaterende fra bedstemoderen i HBO’s miniserie ‘Years and Years’, der ser frem mod en række foruroligende nære fremtidsdystopier.
Svadaen sender hun sine voksne børn og børnebørn. Og mig. Og jer. For hun har jo ret den gamle. Vi køber langt mere, end vi har brug for. Så meget, at hvis vi fortsætter i samme køb-og-smid-væk-spor, forventes vores tøjforbrug at stige med det, der svarer til 500 milliarder t-shirts frem mod 2030. Faktisk er danskerne nogen af dem, der køber absolut mest tøj. Og det koster dyrt på klimakontoen – og for alle dem, der står med fingrene direkte nede i produktionen.
De fleste af os vil gerne gøre det rigtige – siger vi i hvert fald (selv om der stadigvæk lander lidt for mange pakker fra Wish og Alibaba Express til helt at tro på det). Men for fanden. Vi er jo rundforvirrede. Vi har nok brug for lidt guidance fra nogen af alle dem, der ved, hvad de snakker om. Nogen, der er i stand til at skære det komplicerede ud i pap og som i kraft af deres erhverv kan inspirere os og tilbyde alternativer til alt det bras, man i dag kan kaste sine hårdtoptjente mønter efter.
Og dem vil vi frygteligt gerne have i tale på Purchase.
Velkommen til.
Jeg håber, I vil læse med.