Hun er måske bedst kendt som hende, der smadrede igennem på trommesættet i Nelson Can frem til bandet i januar lukkede og slukkede med pladen ‘So Long Desire’ efter otte gode år. Men faktisk er Maria Juntunen uddannet kok. Og siden hun var 18 år gammel, har hun udover trommestikkerne jongleret med køkkentøj i de københavnske køkkener. I flere perioder på fuld tid i begge arenaer.
Da Nelson Can i 2017 udsendte deres ’EP3’, der på Soundvenue blev kåret som ét af årets bedste album, arbejdede Maria Juntunen som kok på Fiskebaren i Kødbyen. Og bevares. Det var da også sjovt, fortæller hun. Men det var også »en rimelig intens tid«.
»Jeg blev virkelig tynd og halv-alkoholiseret, og når jeg endelig kom hjem, var jeg ofte pisse sur, sagde min kæreste. Og selv om det var fedt at arbejde med rigtig restaurant-dutte-mad, så havde jeg lidt svært ved at forene mig med, at alting skulle manipuleres på en eller anden måde. Det skulle dehydreres, rehydreres, syltes og så lige dehydreres igen, bare fordi«, siger hun og fortæller, at hun derfor efter nogle år skiftede til Il Bucu på Islands Brygge, hvor hun havde det for vildt over dagligt at arbejde med den bedste mel, fisk og grøntsager fra små lokale producenter og på en restaurant med egen import af vine, oste og charcutteri.
»Det er det fedeste ved at arbejde som kok. De der helt fantastiske råvarer, uuuh, det er så optur. Og så kan jeg godt lide at have mange bolde i luften. Det minder lidt om at spille musik. Begge brancher er krævende. Der er en god form for stress, som man kan bruge både under restaurantservice og på scenen. Når det kører, er det det bedste i verden. Når det ikke gør, får man lyst til at dø. Men jeg elsker, når der er noget på spil«, siger hun.
I dag er Maria Juntunen trommeslager i to nye projekter med Selina Gin fra Nelson Can – Selina Gin and The Iconics og Røde Kinder – og så er hun i gang med at videreuddanne sig inden for bager- og konditorfaget.
Her peger hun på tre ting fra sit køkken, hun ikke kunne leve ude.
Tupperware-hakker
»Det er ikke ligefrem en japansk håndsmedet kniv eller en svinedyr ismaskine. Men min minihakker er nok én af de kitchen gadgets, jeg bruger allermest. Der er måske mange, der tænker, at Tupperware er lidt kikset, men for mig er det helt anderledes. Jeg er vokset op med det, fordi min mor er entusiast – både som bruger og sælger. Så det er lidt nostalgisk for mig at have i mit køkken. Da hun spurgte, om jeg ville have sådan en hakker her, sagde jeg derfor ja, fordi … man siger jo ikke nej til mor. Og siden da har jeg bare været sindssygt glad for den. Den fungerer lidt som en græsslåmaskine, hvor man hiver i en snor: Brrumm, brrumm. Bare uden motor. Og jeg bruger den rigtig meget til at hakke nødder og krydderurter og hvidløg – virkelig meget hvidløg. Et glas hjemmelavet, crispy hvidløgs-chiliolie er et must have – både til dumplings og på leverpostejmaden«.
Køkkenpincet
»For mig at se er køkkenpincetten er en moderne klassiker, der kom ind i de danske køkkener for sådan 15 år siden. Den er så versatile, og jeg har altid et par stykker stående i køkkentøjskrukken og liggende i min kokke-udstyrstaske. Kokke har jo godt nok evnen til at tage utroligt varme ting med hænderne, men derfor har man stadig brug for lidt hjælp engang i mellem. Og særligt derhjemme er pincetten jo for vild. Det er den, du hiver brød op af brødristeren med. Den, du vender ting på panden eller i gryden med. Og den, du bruger, hvis du ikke har nogen nøgle til at komme i postkassen. Jeg har købt forskellige gennem årene, nogen på genbrug og andre i Føtex, men de bedste er klart dem, man køber hos H.W. Larsen i Kødbyen. De føles bare lækrere, ligger godt i hånden og har en lidt anden balance end de andre«.
Trykkoger
»Jeg vil gerne slå et for trykkogeren og dens mange geniale egenskaber. Min kæreste er livsræd for den, når den står og hvæser på komfuret, og den er da også super intimiderende. Men for mig, der elsker at spare tid og energi, når jeg laver mad, er den ganske enkelt uundværlig. Jeg arvede først min mors 30 år gamle trykkoger, men der begyndte at sive lidt for meget spændende luft ud, så jeg investerede i en ny fra Tefal, som har alle mulige sikkerhedsventiler. Den er ret stor, den jeg har – 6 liter – så hvis man skal lave hønsesalat, så kan man lave 2-3 fugle på én gang. Og så tager det ikke mere end 20 minutter. Det er det, der er så fedt med trykkogeren. I forgårs lavede jeg sticky rice, der normalt skal stå et døgn for at blive færdig. Og sådan er der mange ting, man kan lave langt hurtigere. Jeg laver en del simreretter på den. Og så laver jeg bouillon, så i fryseren samler jeg altid bunker af benrester og grøntsager«.