Nelson Cans ambitiøse svanesang, ‘So Long Desire’, er både sårbar og gribende

5 6

Inden Nelson Can meldte ud, at deres nye andet album ville blive deres svanesang, udgav de singlen ‘I Wanna Be With You’, hvis åbningslinje lyder: »This is a Fleetwood Mac moment, can we let it slide?«.

Intet på albummet lyder som Fleetwood Mac, så det er svært at læse som andet end en hentydning til de konflikter, forhold og brud på tværs af bandmedlemmerne, der prægede det legendariske band i dets storhedstid.

Jeg ved naturligvis intet definitivt om, hvordan Selina Gin, Signe Tobiassen og Maria Juntunen har haft det med hinanden under skabelsesprocessen, men den ene linje lægger op til en interessant læsning af ‘So Long Desire’, særligt fordi lyden stikker i mange retninger og ofte er ret dramatisk.

Albummet varer kun 26 minutter, men ambitionsniveauet er højt. Bas, trommer og vokal er fortsat centrale i lyden, som da trioen fandt sammen i starten af årtiet, men inklusionen af synthesizere på store dele af tracklisten åbner nye muligheder for, hvor kompositioner kan bevæge sig hen, og det udnytter de fuldt ud.

Der er små interludier, sære sidespor og fiflen med klangflader. De eneste nævneværdigt poppede tracks er den upbeat dancepophymne ‘Limelight’ og poprockbaskeren ‘I Wanna Be With You’, men ellers er albummet bygget op omkring stemninger mere end hooks.

Tekstuniverset er gribende set i lyset af bandets brud. Hvert eneste nummer lader til at skildre interne stridigheder og de følelser, medlemmerne ikke har turdet sige højt. Det bliver virkelig sårbart.

‘Madness’ er det ubestridelige omdrejningspunkt, en tre minutter lang sang, som består af tre vidt forskellige dele i fornem forlængelse af hinanden, der bevæger sig fra ballade til bombastisk. Den forener stort set alle aspekter af albummets soniske forskelligartethed og er muligvis gruppens bedste sang nogensinde.

Vi får også mere æteriske og atmosfæriske kompositioner, der trækker på triphop og dreampop og skaber effektive stemninger i et mere intimt rum. Blandt andet den næsten ambient-lydende ‘Yeah, Didn’t Think So’, der med en gribende ambivalens afrunder albummet – og i forlængelse deraf bandets karriere.

»Why did it all happen so fast in the end«, lyder en af de afsluttende linjer, og jeg har svært ved ikke selv at tænke det samme, når jeg kigger tilbage på et band, jeg har nydt at følge stort set hele deres karriere.


Kort sagt:
Nelson Cans dramatiske svanesang af et album forener en masse spændende, ambitiøse ideer på blot 26 minutter.

Nelson Can. 'So Long Desire'. Album. Alcopop!.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af