Hvis cafeerne havde været åbne, da vi snakker sammen, havde jeg kunnet møde Rasmus ‘Raske Penge’ Poulsen over en kop kaffe. Her havde han så kunnet vise mig sine produkter, som de flotte, fedtede topskud med navnet CBD Bomben eller en lille plade CBG Lussing.
Der ville måske blive skulet til os. Nogle ville måske tjekke, om de var taget på Månefiskeren på Christiania ved en fejl. Men nej, den er god nok. Det ville bare være Raske Penge, som viste en del af sit nye varesortiment fra Raske Planter frem.
Det er nemlig fuldt lovlig industrihamp, som den danske musiker og stofforkæmper sælger, dyrket i lande som Sverige, Italien, Litauen og Schweiz.
»Det er et duftprodukt«, slår han fast i telefonen – for vi mødtes jo altså ikke på den der imaginære café.
»Det er tørrede planter, som man har liggende, fordi man synes, de er flotte og dufter godt. Og jeg synes, de planter, jeg sælger, er flotte og dufter rigtig godt. De kan give dejlig duft til ens hjem«.
Eller som der står på den nyåbnede webshop, Raskeplanter.com: » Ikke til brug i eller på kroppen. Altså ikke til rygning, spisning, indsmøring, te-brygning, vaping, sugning ud af bong, spand, tjubang, jordfed, vandhooka eller kabine. Og du ville heller ikke blive hverken skæv, høj, baske, stegt, kogt eller ristet af Raske Planter«.
Det er en del af lovgivning. Så længe der er tale om industrihamp med maksimalt 0,2 procent THC, så er det lovligt at sælge, eje og håndtere planten. Men der er selvfølgelig også en større idé med projektet.
»En vigtig del af, hvorfor det er sjovt, er, at det er en måde at afstigmatisere hamp på. Man kan godt have at gøre med ting, der ser sådan her ud og dufter sådan her, uden at det er forbudt«, fortæller Raske Penge.
Hjælp fra svensk ven
Han fik ideen til forretningen for et par år siden, fordi han har en svensk ven, der laver reggae under navnet General Knas, og han har en lignende butik.
»Han har hjulpet mig med at komme i gang i Danmark, og så har jeg brugt en masse tid på at finde min vinkel på det og få det tjekket af med en jurist, i forhold til hvordan man gør det i Danmark«.
En af Raske Planters vinkler er, at varerne så vidt muligt er dyrket udendørs uden kunstlys og uden kunstgødning.
Det er stadig hunplanterne, man dyrker, og hanplanter bliver sorteret fra, så hunplanterne ikke laver frø. I stedet gør endnu mere for at tiltrække sig pollinering, så den booster alt det gode og bliver meget blomstret og fedtet.
»Den her type industrihamp er dyrket med æstetik og aroma som formål, hvor anden industrihamp handler om at lave lange fibre eller mange frø«, fortæller Raske Penge.
Drømmen er at etablere Raske Planter som et kvalitetsmærke inden for hamp, som står for åbenhed og bæredygtighed i alt fra dyrkning og emballage.
»Jeg har gjort, hvad jeg kan få at have styr på, hvad der er i planterne, og hvordan de er dyrket og har sorteret det fra, der ikke bidrager godt til planeten. Det vil jeg gerne blive ved med at gøre«.
Tror på lovliggørelse
Han lægger heller ikke skjul på, at forretningen forhåbentlig kan spæde lidt til privatøkonomien, der som musiker har været hårdt ramt af corona-lockdown.
»Det har ikke været det fedeste år som musiker. Så kan man blive nødt til at lave noget andet og har ikke tid til at lave musik. Jeg vil gerne tilbage i studiet. Det håber jeg, at det her kan hjælpe med«.
Og så forestiller han sig, at lovningen modnes med tiden, så han også vil kunne sælge andre hamprodukter og måske fortælle noget om, hvad mange på internettet i hvert fald mener, at planten kan bruges til.
Men mens lande som USA og Canada har lovliggjort store dele af cannabismarkedet, så sker der stadig ikke meget på den front i Danmark.
»Det er meget gang i den på EU-niveau, og jeg tror på, at det i det større billede kun kan gå en vej: At det bliver mere og mere lovligt«.
Imens vil Raske Planter altså gerne afstigmatisere cannabisbrugere.
»Alle folk der har med hampplanten at gøre – om det er, fordi de kan lide, hvordan det lugter som med min hamp, om det er medicin for dem i form af cannabis eller de bare kan lide at ryge den fede. Jeg synes ikke, at vi fortjener at blive skulet grimt til og mistænkeliggjort«.