KOMMENTAR. Jeg lagde ikke mærke til det, da jeg første gang hørte ’Welcome to the Internet’ i Bo Burnhams fænomenale Netflix-special ’Inside’. Jeg lagde heller ikke mærke til det anden gang.
Men tredje gang gik det op for mig: Sangen handler ikke kun om internettets rædsler. Det er lige så meget en oprindelseshistorie for moderne tids måske største skurke: algoritmer på tværs af nettet og trangen til at gå viralt.
Det er en advarende fortælling, vi bør lære af – men det er også en historie, der viser, hvorfor vi bør være mere bevidste om, hvordan vi bruger internettet.
Med et PewDiePie-agtigt udseende sidder Bo Burnham i starten af sangen og lokker med alle de fristelser, vi kan drømme om (og finde) online. Berømte kvinders fødder? Tjek. Erotisk fanfic med Harry Potter? Tjek. Halshugninger? Tjek.
Der er »en lille smule af alt – hele tiden«, som Burnham synger, og det er jo sådan set rigtigt. Kan man tænke på det, kan man finde det online. Og jo mere ekstremt, desto bedre (i hvert fald hvis man vil gøre sig bemærket).
Man overser det nemt, men der er faktisk en klassisk tre-akts-model over sangens opbygning, der går fra et upbeat tempo med højt humør til et galehus af kaos og bizarreri.
Det ene øjeblik sidder Burnham som internettets svar på Charon, der fragter brugernes sjæl til et virtuelt dødsrige af evigt content, inden han går over i et mere lommefilosofisk humør og stiller spørgsmålstegn ved alt.
Der er dog tale om et røgslør, for i det tredje og sidste øjeblik afslører han med et isnende grin sig som djævelen selv, der har fanget dit i et hurlumhejhus af FOMO, du aldrig slipper ud af.
Budskabet er ikke til at overse, for sangen er med sin gustne jeg-stemme en dragende fortælling om, hvordan internettets algoritmer og techgiganter slår kløerne i dig.
Først tilbyder de lidt af alt. Derefter tilbyder de en ekstra portion, bare mere ekstremt, så du går fra racistiske tweets og dickpics til dødstrusler og konspirationsteorier. Og sådan fortsætter det, indtil du sidder i saksen og ikke kan slippe ud af dit personlige kaninhul.
At ’Welcome to the Internet’ formår at indramme internettet anno 2021 så præcist er ikke underligt. Burnham er en digitalt indfødt, der i sine vante arbejdsrammer har ramt en zeigeist, efter coronapandemien har vendt op og ned på vores liv.
Vi har aldrig levet mere online, end vi gør nu. Når vi er på Zoom med kollegaerne, skal der køre tre vinduer i baggrunden med PornHub, Twitter og breaking news, for hvorfor nøjes med lidt, når vi kan få alt på én gang?
Vi drømmer ikke længere om at blive popstjerne eller Hollywood-skuespiller. Vi drømmer om at blive influencer. Om at gå viralt på TikTok. For hvordan kan man være noget i denne verden, hvis man ikke er noget online?
En guide til et bedre internet
Derfor fungerer ’Welcome to the Internet’ også som en opsang til alle os, der færdes online. Vi skal til at tænke over, hvordan vi bruger internettet. Mindful internet, om man vil.
Når teksten lyder »apati er en tragedie, og kedsomhed er kriminelt«, er moralen naturligvis det modsatte: At det er fint at være ligeglad, for man behøver ikke have en mening om alt, og – vigtigst af alt – har man en mening, kan man godt holde den for sig selv.
Ligeledes er det faktisk sundt at kede sig online. Hvis noget ikke fanger din interesse, er det okay. Du behøver heller ikke altid selv at underholde andre. Det burde ikke være en konkurrence om vild, vildere og vildest, hver gang vi bevæger os online.
I stedet er vi nødt til at bryde fri af de forventninger, som vi har til os selv og andre. Forventninger, som vi over en lang årrække (u)vidende har opbygget ved at bruge platforme fra techgiganter som Facebook og Google.
Det var altid deres plan at »lægge hele verden i din hånd«, som Burnham synger, men alle børn gør oprør.
For det løber altså én koldt ned ad ryggen, når Burnham kort forinden ytrer, at »[internettet] gjorde alt det, vi designede det til« i en Mark Zuckerberg-klingende tone.
Siden hen har internettet udviklet sig til et monster, hvor Elon Musk, 4chan-memes og kvindehadende ’Star Wars’-fandom stjæler opmærksomheden, imens vores Facebook-feed består af nyfødte babyer side om side med livestreams af terrorangreb.
Og det er jo netop det, der er både problemet og glæden ved internettet. At det rummer det absurde og ekstreme til det nuttede og brugbare – måske behøver vi bare ikke en smule af alt hele tiden.