Er du en af de få, der sværger til ‘PES’-serien frem for ‘FIFA’, når du skal have dit fodbold-fix, er der godt nyt.
Senere i dag lander en demo til årets ‘PES 2022’ nemlig til PlayStation 4/5 og Xbox Series X/S og One – der er bare et enkelt men.
For demoen er langtfra en forsmag på det endelig spil, men derimod en åben betatest, der skal stressteste spillets multiplayer-funktioner.
Demoen byder altså på en ufærdig udgave af spillet, hvor der ifølge IGN skulle være flere mangler som udeblivende kommentatorer og spillere uden skygger.
Det samme skriver Konami, som står bag spillet, i en FAQ. Her advarer de blandt andet mod crashes, imens de også forklarer, hvad formålet er med demoen.
Skulle du trods fejl og mangler være fristet, kan du prøve demoen af med fire hold: Bayern München, Juventus, Barcelona og Manchester United.
Derudover skulle der efter sigende været en begivenhed på vej den 21. juli, hvor vi formentlig får mere at se til spillet i en poleret udgave.