TRACK. For nylig dukkede Jim Carrey op til den franske César-prisuddeling med et ansigt, der var nærmest ugenkendeligt.
Det siger ikke så lidt, når det drejer sig om skuespiller, der måske er allermest genkendelig gennem en grøn maske, og der gik da heller ikke længe, før internettet gik amok med konspirationsteorier om dobbeltgængere, hemmeligholdte dødsfald og menneskelignende robotter.
Få dage senere blev vi beriget med en ny sang fra Aldous Harding, den newzealandske sanger og sangskriver, som har beskrevet sig selv som »indieverdenens svar på Jim Carrey«.
Aldous Harding synger gennem grimasser. Hun vender stavelserne, som andre vender det hvide ud af øjnene. Hun former ordene i sin mund som et barn, der hiver sig selv i kinderne foran et spejl.
Ligesom Jim Carrey er det ikke på ansigtet, men på masken, at vi skal kende hende, som Karen Blixen formulerede det.
Jeg spekulerer på, om jeg overhovedet ville kunne genkende hendes naturlige stemme, hvis den for eksempel dukkede til en prisuddeling i Paris.
Det bliver uanset hvad ikke aktuelt lige foreløbig. På ‘One Stop’ – en demonstrativt strukturløs single, hvor en rastløs klaverballade pludselig karambolerer med en rustik indierock-sang – lyder Aldous Harding nemlig som en hel myriade af personaer.
Allermest fascineret er jeg af den hæse, åndeløse hvislen, der dukker op halvvejs inde i sangen og lander et ukomfortabelt sted mellem længselsfuld kærlighedserklæring og skræmmende trusselsopkald: »Why wouldn’t I wanna meet ya? Why wouldn’t I wanna hold you?«.
Jeg kan ikke finde ud af, om stemmen giver mig lyst til at tage med den hjem, eller om jeg hellere bør melde den til politiet. Men jeg kan i hvert fald ikke stoppe med at lytte.
Til dig, der kan lide: Fastelavn. ‘The Mask’. ‘Syv fantastiske fortællinger’. At lytte til din telefonsvarer. Foruroligende klavermusik.