Amazon Studios har allerede gang i en storstilet filmatisering af ‘Ringenes Herre’, og nu kaster de sig tilsyneladende over endnu et episk projekt i form af sci-fi-spilserien ‘Mass Effect’.
Det er endnu ekstremt sparsomt med detaljerne, men ifølge Deadline nærmer filmstudiet sig en aftale, der kan resultere i en serie til streamingplatformen Amazon Prime.
Det er ikke første gang, at vi hører om en potentiel serie baseret på spilserien, der efterhånden har etableret sig som en klassiker.
I sommer afslørede spilinstruktørens Mac Walters, at serieformatet var oplagt til at håndtere historierne, som seriens fire spil har budt på.
Den udmelding kom efter Henry Cavill i foråret lagde et opslag på Instagram, hvor han skrev »Hemmeligt projekt? Eller bare en håndfuld papirer med tilfældige ord på… Du må vente og se«.
Det tog ikke internetdetektiver længe, før de havde afkodet den utydelige tekst på billedet, som viste sig at stamme fra Wikipedia-siden for ‘Mass Effect 3’.