’Chorus’ er en episk rumkrig med lidt for store ambitioner
Jeg ved ikke, hvornår det rammer mig, men lige pludselig har jeg bare lyst til at bryde hulkende sammen.
Måske er det, da jeg letter fra en rumstation og indser, at hele galaksen ligger til åbent skue foran mig.
Eller måske er det, da jeg i høj hastighed manøvrerer blandt asteroider, imens solsystemet slænger sig som det smukkeste syn i horisonten.
Et eller andet sted derude i rummet indser jeg – da jeg sidder mutters alene i mit rumskib – hvor små vi mennesker og vores eksistens egentlig er, og hvor vildt det er at være i live lige her og nu.
Tænk engang, at sådan nogle følelser kan komme fra et spil som ’Chorus’, der bare er skabt til at blive spillet på den lille skærm hjemme i den trygge stue.
Et opgør med fortiden
Nara er en af galaksens bedste piloter. Når hun sætter sig ind i sit rumskib kaldet Forsaken, er der ingen grænser for den destruktion hun kan forårsage, for hun er et omvandrende altødelæggelsesvåben.
Det nyder Circle godt af. Circle er en ekstremistisk kult, der ledes af den ubarmhjertige og storhedsvanvittige Great Prophet, som ønsker at overtage magten i hele universet.
Men da den store profet en dag tvinger Nara lidt for langt (at udrydde en planet og hele dens befolkning er at gå ét skridt for vidt), hopper hun af tyranniets korstog.
Hun stikker af og gemmer sig blandt rebellerne, hvor hun lever et liv i ro og mag, lige indtil Circle pludselig dukker op igen. Og så starter opgøret – ikke kun mod den ekstremistiske kult, men også med Naras fortid.
Hvis du synes, at den fortælling lyder bekendt, er du ikke skævt på den. Man har set konceptet med en antihelt, der skal frelse sig selv ved at gøre skaden god, flere gange før.
I ’Chorus’ drives dette narrativ af en indre monolog, hvor man løbende hører Naras tanker. Det er en fin måde at opridse baggrundshistorien og de kvaler, som hun bakser med, men desværre føles det sjældent flydende.
I stedet minder dialogen, som Nara har med sig selv og de personer, hun møder, mere om en klichefyldt sci-fi-film, og man længes efter den øredøvende stilhed, som det øde luftrum omkring én byder på.
Krig i rummet
’Chorus’ er først og fremmest et rumkrigsspil, hvor du skal skyde andre rumskibe ned, når du navigerer rundt i Forsaken. Du bevæger dig aldrig uden for dit transportmiddel, og det er der sådan set heller ikke grund til.
For spillet er så fuldstændig overrumplende og storladent, når det viser sig fra sin mest imponerende side: friheden i at flyve rundt, som man lyster, i et enormt univers.
Det føles intet mindre end fænomenalt, når du zigzagger af sted mellem asteroider og vragrester fra smadrede rumstationer, imens du sænker fjendtlige rumskibe med raketter, lasere og maskingeværer.
Hvor det starter blidt ud med nemme fjender, vokser udfordringen, og inden længe kaster du dig rundt som en agil hvidhaj på lur efter sit næste offer.
Der er hårnålesving, u-vendinger og saltomortaler nok til at gøre de fleste køresyge, men man kan ikke klandre følelsen af at håndtere sit rumskib så tjept, for den sidder lige i skabet.
Krigen mod den tyranniske profet og hans håndlangere udføres med et voksende arsenal af mere og mere voldsomme våben, som du opgraderer mod betaling.
Pengene optjener du ved at udføre missioner – som regel ved at eskortere dyrebart gods, jagte pirater eller udforske alle hjørner af galaksens små kroge.
Og så er der det, som spillet kalder rites. En række egenskaber, som giver Nara særlige evner, heriblandt at scanne omgivelserne for skjulte ressourcer og svæve på en speciel måde med Forsaken.
Det er et klassisk spilelement, hvor formålet at opgradere sig selv og sine værktøjer, så man kan møde de stødt stigende udfordringer på en mere lige slagmark.
Her udnyttes det dog hverken revolutionerende eller opfindsomt, men pacer dig blot frem mod målet om endnu en gang at blive den nådesløse og effektive pilot, som Nara engang var.
En b-filmsklassiker
Selvom ingen af de dele, som udgør fundamentet i ’Chorus’, brillerer hver for sig, kan man ikke lade være med at tænke tilbage på barndommens fascination af Luke Skywalker i hans X-Wing eller den fandenivoldske attitude, som Kara ’Starbuck’ Thrace manifesterede i ’Battlestar Galactica’.
Man får ikke bare glæden af at kigge på de adrenalinfyldte scener, men den helt exceptionelle oplevelse af faktisk at styre rundt i dem. Man har magten over et rumskib, der rejser tværs igennem en af de flotteste galakser nogensinde.
’Chorus’ er et betagende syn, der får dig til at tabe både næse og mund, hvorefter du – og nu kommer vi til hulkedelen – bare har lyst til at flæbe over hele vores eksistens.
Der er nemlig bare et eller andet over spillet, som transcenderer selve underholdningen og sætter hele oplevelsen i perspektiv.
Måske er det Naras kamp mod sig selv og en gruppe ekstremistiske tosser, der trods sit uoriginale ophav faktisk sætter scenen for et overraskende episk opgør.
Eller måske er det et næsten lige så episk soundtrack, der i bedste Hans Zimmer-stil med strygere og store følelser får dig til at blæse til kamp.
Eller også er det simpelthen fordi, at ’Chorus’ blot lægger mere op til at charmere sig ind som en b-filmklassiker, der overses af de fleste, men som faktisk er ganske mindeværdig.
Kort sagt:
’Chorus’ lever ikke altid op til sit potentiale, men ambitionerne er der, og de hjælpes på vej af et gudesmukt univers.