Det er sjovere at tungekysse en zombie end at kæmpe sig igennem ’Dying Light 2’
Man siger, at den perfekte efterfølger optimerer på alle parametre, og i ’Dying Light 2’ er fejl og mangler fra det første spil da også undersøgt, analyseret og løst.
Desværre er det bare en skam, at det velpolerede og sjove spil, som gemmer på rigeligt med postkort-øjeblikke i den knivskarpe grafik, er gemt væk bag ét kedsommeligt, opslidende og langt træk.
’Dying Light 2’ insisterer på at ville være en seriøs historiefortæller med plottwists, cutscenes og cliffhangers.
Men i sidste ende er det bare allerbedst i de (alt for få!) øjeblikke, hvor man får lov til at løbe frit rundt for at smadre zombier og slyngler.
Fiktive byer med forfærdelige problemer
’Dying Light 2’ åbner med et cinematografisk skud ud over en underskøn fiktiv verdensdel, hvor træernes blade lyser rødt i stærk kontrast til himlens funklende lyseblå.
Man når ikke at gispe over den pittoreske udsigt mange gange, førend spillet tager fart. Indenfor den første halve time har man mødt flere forskellige slags zombier, tævet u-zombificerede banditter, kravlet på hustage, hoppet fra klippeafsatser og mødt en hel stak biroller.
Kort derefter bliver man sluppet fri, og i rollen som en ligegyldig, kæk hvid mand ved navn Aiden (som af uransagelige årsager er immun overfor zombier), kan man slå sine folder i den fiktive by Villedor, hvor en ny pandemi har gjort endnu flere mennesker til levende døde.
Villedor er i året 2036 den sidste frie by i verden, og den står som en skarp kulisse med flere stridende faktioner af overlevende og almindelige borgere, som bare gerne vil leve et nogenlunde normalt liv. Helst uden zombier.
I Villedor suppleres politiske intriger på topniveau med læssevis af zombier nede i rendestenen. I byen har de hjernesultne horder indtaget gadeplanet af den spraglede by, så de overlevende mennesker har barrikederet sig så højt oppe som muligt.
Det betyder, at banedesignet er langt mere vertikalt end i ’Dying Light’, og at en praktisk paraglider spiller en lige så vigtig rolle, som de håndlavede våben der skal sikre dit liv.
Rundt omkring i byen og det omkringliggende naturområde kan man indsamle stumper og stykker, der kan opgradere gamle våben, eller tegninger af nye dødbringende supplementer til arsenalet.
De fleste af dem følger dog den samme skabelon: Tung eller spids dims, der svinges ind i de nærmeste zombier og skurke.
Det er ikke super opfindsomt, men det store nærkampsfokus fungerer trods alt, og man savner sjældent plasmarifler eller snigskytterifler, som actionspil så ofte forfalder til.
Hold nu bare mund
Jeg glædede mig egentlig til at få fingrene i en omgang zombie-smadder, men allerede i den indledende bane, hvor man tvinges til at lære spillets mange aspekter, sad jeg utålmodigt og trippede for at blive sluppet fri i den store åbne verden. Den følelse holdt desværre ved i 15 timer.
Spillet har nogle gevaldige skift i tempo, og hvor man det ene øjeblik nyder at væve sig igennem lianer i turbulente parkour-spring, sidder man kort efter fast i en kviksands-dialog, hvor endnu en ligegyldig person vil fortælle dig om sin syge moster.
Hver gang ’Dying Light 2’ kommer op i omdrejninger, trækkes der i håndbremsen for lige at forklare en plottwist, og foden lettes simpelthen alt for ofte fra speederen, selvom spillet ønsker at give en illusion af, at der er fart over feltet.
Techland, som står bag spillet, har inden lanceringen flere gange lovet, at det vil tage mindst 50 timer at gennemføre historien, og hele 500 timer at opdage alle dingenoter og samleobjekter, men desværre kunne man snildt have mere end halveret de oppustede spiltider.
Selvom pointen med plottet er, at Aiden er en uforklarlig bad ass, skal han stadig lære alt helt fra nul. Selv det at klatre et par meter opad en husvæg er umuligt for vores super-hovedperson, indtil man får pumpet nok point i klatre-opad-væg-evnen.
Det skaber et mærkeligt forløb i spillet, hvor man kan stå og se på et plot, men fordi det er ”skjult” bag en moderat stejl bakke, man endnu ikke kan komme over, skal man lige kæmpe sig igennem to timers zombie-tæv, inden man kan komme videre i teksten.
Jeg tror ikke, at det tæller som indlevelse, når man sidder og råber »Tag dig nu sammen, Aiden – du skal vitterligt bare klatre halvanden meter op. Der er en stige lige dér« ad sin skærm, men det er desværre, hvad ’Dying Light 2’ byder på.
Spillet der ikke ville være sjovt
’Dying Light 2’ gør alt, hvad det kan, for at skjule, hvor godt et spil det er. Eller i hvert fald kunne være.
Når man slippes fri af det ligegyldige plot og dets enerverende biroller, og man i stedet kan flikflakke sig igennem det pæne landskab, er det virkelig sjovt, men det tager alt for lang tid at komme dertil.
Og hvor mange andre spil med disse åbne verdener ofte er sublime fra starten, har ’Dying Light 2’ uendeligt langt til perler som ’Ghost of Tsushima’, ’Horizon Zero Dawn’ og ’The Witcher 3’.
Kort sagt:
Hvis bare ’Dying Light 2’ gad at tage sig selv lidt mindre seriøst og lade mig have det sjovt, ville anmeldelsen have været mere gavmild. Desværre vil jeg hellere tungekysse en zombie end at fuldføre den 50 timer lange historie.