Pest-spillet ’The Serpent Rogue’ er godt tænkt, men svært at elske
Jeg vil virkelig gerne kunne lide ’The Serpent Rogue’.
Jeg vil hellere end gerne forsvinde dybt ind i dets sære atmosfæriske univers, dets mytiske historier og alle de interessante måder, hvorpå spilmekanikkens forskellige aspekter interagerer og vikler sig ind i hinanden.
Og så vil jeg så hjertens gerne føle mig i samhørighed med den lille nuttede pestlæge, man som spiller kontrollerer.
Men realiteten er, at jeg – på trods af min store velvilje – bare ikke bryder mig synderligt om det.
En god idé på papiret
’The Serpent Rogue’ er ellers godt tænkt. Vi befinder os i en unavngiven verden, som er blevet angrebet af en uforklarlig og sort korruption (ikke sindssygt originalt, men if it ain’t broke).
Alt fra landskaber, mennesker og høns bliver glinsende sorte og lilla, når de opsluges af pesten, hvorefter de bliver fyldt med blodtørst og derfor umuliggør et ellers fredeligt liv for indbyggerne.
Som spiller indtager man i kølvandet på denne pestilens rollen som en slags alkymistånd, der spontant opstår som universets eget forsøg på at fikse problemet.
De korrumperede områder skal, ifølge en mystisk overpestdoktor, generobres ved hjælp af en liberal mængde hjemmebryggede eliksirer, lejesoldater og god, gammeldags vold.
Runescape-like
’The Serpent Rogue’s udseende og indledende fornemmelse minder mig mest af alt om, da jeg i folkeskolen for første gang blev introduceret for browserspillet ’Runescape’ på skolebiblioteket.
Man ser det på samme måde oppefra og ned, og grafikken er skrabet, men brugbar og slående på samme måde som ’Runescape’.
Der er samme fornemmelse af et stort og sært univers, man bliver smidt ud i, med tonsvis af ressourcer af høste, masser af redskaber at lære at kende, adskillige af aspekter af spillet, som virker interessante og sjove, og som man har lyst til at mestre.
Der er endda et faretruende vildnis nordpå fyldt med skatte og ressourcer, som man må rejse igennem for at komme videre – på samme måde som det nordlige vildnis i ’Runescape’ både var dragende og farligt.
Samtidig er det en fed følelse at være alkymist og mikse fiskeknogler, bær og en håndfuld teblade til en dødbringende eliksir, man kan kaste på sine fjender.
Man kæmper mod rotter og sjælesluger-monstre, mens man langsomt finder flere ingredienser og mere udstyr, og man forhåbentlig kan ankomme til nye og mere interessante områder at udforske og overvinde.
Men ’The Serpent Rogue’ løber hurtigt ind i en række trættende spilelementer, som desværre betyder, at det ellers lovende potentiale aldrig rigtigt bliver indfriet.
Føles som arbejde
På samme måde som et browserspil er der en ucharmerende høj grad af grinding i spillet. For at kurere det første farlige område skal man vande et gammelt træ med en stor beholder af anti-korruption. En sådan beholder anskaffer man af uvisse årsager ved at smide 100 guldmønter ned i en gammel brønd.
De hundrede guldmønter får man ved at sælge eliksirer til diverse landsbyboere. Én eliksir sælges for omkring tre guldstykker, så det ender med at være afsindige mængder teblade, æggeskaller og helbredsurter, man skal indsamle.
Det er sjovt den første halve time. Så begynder det at føles som arbejde.
En anden udfordring er, at de spilmekanismer, som findes i eliksirerne og det omfattende transformationssystem, er er svære at regne ud.
Der er tydeligvis lagt meget arbejde i dem, og det er også fascinerende, hvad det mon vil gøre at aldre en fjende eller transformere sig selv til en kylling.
Men der er ikke nogen konsistens i, hvornår en effekt rent faktisk påvirker en fjende, eller hvornår den blot preller af.
Jeg overhældte således en korrumperet fugl med litervis af anti-korruptionsvæske, og den slog mig ufortrødent ihjel en otte-ni gange, før jeg bare besluttede mig for at smide skadeeliksirer på den.
Derfor føles det også hurtigt omsonst at bruge energi på det, selvom det på tegnebrættet er enormt interessant.
Samtidig er der også andre elementer af spillet, som føles uigennemtænkte og ikke videre logiske, som tilfældet er med alkymi.
Dine lejesoldater (der vist nok er de dødes sjæle, der uden deres samtykke handles som slaver af dig og havnemesteren) dør konstant.
Eftersom de koster et vist antal skovle og guldmønter at få genoplivet, står man derfor endnu en gang overfor en omgang sisyfosarbejde.
Til sidst gav jeg simpelthen op på lejesoldaterne. Og kort tid efter måtte jeg også give op på spillet selv.
Endegyldigt tabt
Da min pestdoktor gik ned med nakken i en borg, forsøgte jeg at vende tilbage efter mit grej, som efterlades hvor man dør, men da jeg døde endnu engang, før jeg fik fat i det, var det endegyldigt tabt.
Og da spillet spurgte mig, om jeg havde lyst til at prøve igen, og jeg foran mig så endnu flere timers kedsommelig indsamling af teblade, så kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at svare ja.
På samme måde tøver jeg med at anbefale ’The Serpent Rogue’, for det er et interessant koncept. Og det er ikke umuligt, at der findes mere tålsomme sjæle end mig, som vil nyde spillets ensformighed i at bekæmpe korruptionen.
Men min tålmodighed? Den er desværre opbrugt.
Kort sagt:
’The Serpent Rogue’ er en fin idé og et lovende koncept, men det ender med at være så ensformigt og besværligt, at det står i vejen for spillets ellers interessante spilmekanismer.