Super Bowl har for længst udviklet sig fra en amerikansk fodboldkamp til en international, kulturel begivenhed, og amerikansk tv’s dyreste reklameblokke kostede i går syv millioner dollars (48 mio. kr.) for 30 sekunders spilletid ifølge The Wall Street Journal.
Reklamerne er i sig selv blevet til små film med kendte amerikanske skuespillere, egne promotionkampagner, teasere og extended cuts. Årets blokke bød blandt andet på den allerede meget omtalte genforening af Jennifer Aniston og David Schwimmer.
Indimellem får reklamerne promoveret det produkt, de vel egentlig er der for at sælge, og andre gange får de mest reklameret for den kendis, de har hyret til opgaven.
Baseret på underholdningsværdi og iscenesættelse af reklamens stjerne er her vinderne af kampen om at skabe den bedste ultrakortfilm til reklamepauserne af Super Bowl 2024:
1. Christopher og de andre kopier
BMW står bag denne perle, som giver et indblik i stakkels Christopher Walkens liv, hvor han på en helt almindelig dag må høre fans parodiere sig, hvor end han går hen.
Vi skal forstå, at Walken akkurat som BMW er en original, og at alle andre bare er dårlige efterligninger. Om det passer i BMWs tilfælde, må andre få lov at afgøre, men Christopher Walken bliver i hvert fald perfekt iscenesat og jeg ser frem til den dag, hvor et dansk firma opdager, at man kunne lave noget lige så smukt med Thomas Bo Larsen i hovedrollen.
2. Cremekongen Michael Cera
Denne reklame er en del af en hel kampagne, hvor joken er, at Michael Cera hævder at være skaberen af hudplejemærket CeraVe. I januar gik et klip viralt på TikTok, hvor Cera gik og signerede CeraVe-produkter på et apotek, og nu har kampagnen altså nået sit foreløbige klimaks med denne reklame, der gør hæmningsløst grin med skønheds- og wellnessreklamer.
Den er skidt på den helt rigtige måde, og modsat de andre reklamer på denne liste, kan man faktisk også huske produktnavnet bagefter, hvilket må siges at være imponerende i sig selv.
3. Arnold Schwarzeneggaaahr
Selvironi klæder de fleste, men Arnold Schwarzenegger bærer det ekstra godt. Man behøver slet ikke vide, at State Farm er et forsikringsselskab, for at nyde denne lille film, hvor Arnold er så dårlig til at sige deres slogan, at han til sidst må have hjælp af Danny DeVito i en lille homage til filmen ‘Twins’ fra 1988.
Det her er nok en af de gange, hvor kendis overskygger produkt, men det må State Farm selv ligge og rode med. »Like a gut neighbaaahr« er måske hverken et velskrevet eller specielt elegant Arnold-citat, men nu squatter det i min bevidsthed sammen med de bedste.