TENDENS. Indenfor kulturverdenen er der de seneste par år blomstret en bevægelse op, som med et paraplybegreb kaldes for »radikal omsorg«.
I Danmark begyndte det for alvor som en bred samtale med Sidsel Ana Welden og Anna Rieders antologi ’Hjertet er en fold med heste’, hvor en række danske forfattere skrev om og til psykiatrien. De kalder det selv for ømhedsaktivisme.
Radikal omsorg er for yngre millennials og gen z en reaktion på forældregenerationens adskillelse af arbejde og privatliv – privatpersonen skal ikke længere blive hjemme, den skal med ind på kontoret, med ind i podcaststudiet, så ingen glemmer, at arbejds-jeg’et også er et menneske.
Den form for personfokus er stadig kontroversiel og man balancerer som skaber virkelig på en knivsæg mellem at blive lukket om sig selv og at kunne bruge det private rum til at åbne samtalen og vende omsorgen udad.
Disse podcasts har det til fælles, at de er forankrede i de værdier. Det betyder stærke værtsprofiler, der er nærværende og generøse med deres egne erfaringer i alle samtaler. Og det betyder ikke mindst, at lytteren er nødt til at sænke paraderne, for så til gengæld at blive lukket ind i en boble af ømhed og omsorg.
Den spirituelle: ’Astropod’
‘Astropod’ var tidligt ude, men er langt fra alene om at være optaget af de ældgamle symboler, komplicerede fødselsdiagrammer og planeternes rolle i menneskelivet. På sociale medier har trenden fået navnet #astrobitch, og er man eksempelvis på Tinder, vil man hurtigt opdage, at det ikke er muligt at komme udenom at forholde sig til, i hvor stor udstrækning man accepterer astrologiens tilstedeværelse.
Astrologidyrkelsen er bredt udskældt som pseudovidenskabeligt nonsens, men der virker til at være mere på spil. Trenden vidner om et behov for et rum udenfor den rationelle hverdag, hvor alvor og forbundethed til kroppen og kosmos har lov at være der uden den insisterende danske ironi.
Er man slet ikke vant til at være i dét rum, tror jeg, det kan være ekstremt udfordrende at lytte til ‘Astropod’. Her hører vi Marianne Gellert indsynge foråret med en vise og Amalie Bendixen sige, at »den esoteriske krebs er foreningen af sjælen og formen i kroppen.« Det bliver hurtigt alt for meget, hvis man har paraderne oppe.
Men med de to værters beroligende stemmer og dybe alvor står de meget stærkt som helt anti-ironiske figurer. Kan man igennem podcastens 40 minutters afsnit give slip på hverdagen, vil man opleve en boble af ømhed, som tillader skuldrene at falde et øjeblik.
Den sundhedsfaglige: ’Detox din hjerne’
Morten Elsøe og Anne Gaardmands podcast ’Detox din hjerne’ holder i øjeblikket pause, fordi det havde de brug for. Da de annoncerede pausen, var det med et timelangt afsnit om, hvorfor alle dele af kroppen, inklusive hjernen, behøver restitution.
’Detox din hjerne’ er virkelig en podcast til tiden. Den læner sig ind i psykologi-snak-tendensen med stor opmærksomhed på normer om krop og sundheds indvirken på psyken, samtidig med at den med sin præskriptive, coachende form ikke tager helt afstand fra selvoptimering, men giver den en ny bismag.
Begge værter har en sundhedsfaglig baggrund, men i stedet for at snakke rigide diagrammer og skalaer, taler de opmærksomhed og intuition. De opfordrer til at sætte barren lavt, når man vil lave livsstilsændringer, så man får mestringsoplevelser, i stedet for at stræbe opad og blive overvældet.
Inden pausen bragte de en lille føljeton om tankevaner, herunder afsnit om henholdsvis selvomsorgog taknemmelighed – ord, de fleste af os ikke normalt ville forbinde med et besøg hos lægen. Her opfordrer de til at øve sig i kropsneutralitet i stedet for 2010’ernes uopnåelige kropspositivisme.
Elsøe og Gaardmands velvære- og menneskesyn adskiller sig fra det, som dominerer kulturen ovenfra, men er fuldt ud i sync med græsrøddernes tidsånd: At kun via omsorg er det muligt at opnå det bedre liv, vi alligevel alle sammen stræber efter.
Er man fan af ’Detox din hjerne,’ vil jeg også anbefale, at man lytter til ’Maintenance Phase’ med Aubrey Gordon og Michael Hobbes. De vil ligeledes punktere sundhedsmyter med fakta, men mere hårdtslående og med historiefortælling og humor.
Den humanistiske: ’You Are Good’
’You Are Good’ har lånt sin titel fra musicalfilmen ‘Young Frankenstein’ og har den ret geniale undertitel »a feelings podcast about movies«. Sarah Marshall (medskaber af ‘You’re Wrong About’) og Alex Steed har i hvert afsnit besøg af en gæst, som har været med til at vælge den film, afsnittets samtale om følelser skal tage udgangspunkt i.
Værterne har begge baggrunde i den akademiske verden, som de siden har taget stærkt afstand fra. De er nu stolte antisnobber og har besøgt alt fra ’Titanic’ til ’Min nabo Totoro,’ såvel som mere obskure coming of age-titler som ’Center Stage’ og kultfænomenet ’But I’m a Cheerleader’.
’You are Good’ hylder filmens møde med seerens personlige udgangspunkt – det personlige og det almenes vekselvirkning.
I afsnittet om ’Min nabo Totoro’ har de besøg af dokumentarfilmskaberen Jeanie Finley til en hengiven snak om filmens detaljeorienterede langsomhed.
Samtalen inkarnerer storbymenneskets romantiske længsel efter en forbindelse med naturen, og er et godt eksempel på, hvordan podcastens værdier overlapper med dem, vi ser repræsenteret i ‘Astropod’. Man vil den spirituelle forbindelse med det ikke-menneskelige, en film som ’Min nabo Totoro’ vækker til live.
Et andet fremragende afsnit er det om ’The Rocky Horror Picture Show’ med Chelsea Weber-Smith (’American Hysteria). Her hylder de kultklassikeren med en samtale om queerhed som noget mere end en måde at kategorisere mennesker; nemlig som en måde at omfavne den universelle følelse af andethed med vildskab og kompromisløshed.
Det er et afsnit for drømmere, og det er også et vigtigt aspekt af radikal omsorg – at give drømmen plads på lige fod med realisme.
Samfundsforandringer i fiskens tegn
Således er den radikale omsorgsbølge en modreaktion på onlinekultur, samtidig med at det er onlinekultur, og det er en modreaktion på selvoptimering, samtidig med at det er selvoptimering.
Sandsynligvis influeret af økofeministiske tænkere som Donna Haraway (forfatter til bl.a.’Et cyborgmanifest’) stræber man efter at lade sig guide af det feminine, empatien og omsorgen, i troen på at det kan lede til en mere harmonisk sameksistens med andre mennesker såvel som naturen, og at dét er vejen til større forandringer.
For at konkludere med et par ord fra Astropods Instagramopslag om fiskens sæson, der for nærværende er over os: »Der vil være øget fokus på ansvar og grænsesætning og ekstra dreamy og fantasifulde Neptun-vibes omkring denne omsorgsfulde og grænseløse Fiskenymåne.«
Måske står den radikale omsorgsbølge i fiskens tegn. Podcastene lever i hvert fald op til beskrivelsen af fiskenymånen: Omsorgsfulde, dreamy og grænseløst grænsesættende.