‘Bevægelsen’s fortælling om en anti-teknologisk terrorgruppe peaker for tidligt
En idé er kun så god som dens udførsel.
Det gælder også for Det Kongelige Teater, hvor du frem til juni kan opleve ’Bevægelsen’ på Mellemgulvet, oprindeligt skrevet på tysk bestilling af dramatiker Dennis Kelly.
I generationsfortællingen ’Bevægelsen’ er mennesket – som i den virkelige verden – i hænderne på teknologisk udvikling ved at begå kollektivt selvmord, hvilket bliver begyndelsen på en revolution; en bevægelse tilbage til et ikke-teknologisk samfund for at redde menneskeheden fra dens egen udslettelse.
Tigerspringet hertil får vi fortalt i en ufatteligt fængslende monolog af Mikkel Arndt, hvis elskede Ann dør under fødslen af deres datter Gry på grund af risici forbundet med kunstig befrugtning.
Tragedien brændemærker ham med skyld, og i raseri fordømmer han sig selv og verden for altid at takke ja til teknologiens tilbud. Er vi gået for langt, spørger han?
Monologen slår den perfekte dystopiske tone an om menneskehedens (lad os være ærlige) uundgåelige undergang, men problemet er, at Arndt sætter standarden alt for højt, i forhold til hvad der kommer efter.
For pludselig skriver vi 2058, og fire andre skuespillere indtager det scenegulv, Arndt så hæmningsløst har domineret solo, sammen med en særhed, der desværre bliver hængende under resten af forestillingen.
Gry er voksen nu, hvor Bevægelsens terrorregime begynder at sprede sig og tage til i styrke.
Mens skuespillerne på irriterende vis skiftes om den samme monolog om aktivismens retfærdiggørelse, men samtidige fare for selv at afføde ondskab, kører et sort/hvidt-splash-tema på lærredet i baggrunden, som ikke lader til at være i særlig høj opløsning. Et besynderligt skue, og det hjælper ikke den i forvejen skrabede scenografi, der ikke består af andet end en hvid platform.
Oven i de dybe emner vil jeg gerne have noget (pænt) at kigge på, men ’Bevægelsen’ er rent tell, don’t show, hvilket selv for en højbrynet starut som mig er et krævende format i over to timer.
Af alle fem akter er tredje akt uden tvivl den mest bizarre. I 2076 er vi vidne til et besøg fra Det Nationale Regressionsråd i form af et incestuøst søskendepar spillet af Cecilie Bogø Bach og Jonathan Bergholdt Jørgensen. De er kommet for at aflive diverse rygter og misforståelser for at sikre sig, at enhver lever efter Bevægelsens reglement.
Var der en pris for mest uncanny skuespilpræstation, stemte jeg på Bach og Jørgensen i forening, som står de der hånd i hånd og smiler mig fremmedgjort. Og det er ikke positivt ment.
Det viser sig, at der ikke er ro på de indre linjer, for parret kan ikke blive enige om, hvad Bevægelsen står for. Man må godt kneppe, men hvad med familiemedlemmer imellem, nu hvor lov og orden er ophævet?
Det perfekte samfund er nemmere sagt end gjort, forstår vi af parret, helt stillestående på et nær tomt scenegulv. De store spørgsmål er spændende, ja, men fortællingen bliver for kedelig her. Mens Arndts monolog i første akt vidnede om intens indlevelse, minder dette mere om en oplæsning af en af Platons dialoger. Ironisk nok er Bevægelsen ikke imod skønhed, men ’Bevægelsen’ er bare ikke skønt pakket ind.
De næste to akter i 2092 og 2105 fortæller videre på historien, men redder den ikke fra det narrative dødvande, hvilket skyldes det samme miskmask af visuelt underskud og flad dramaturgi.
Selvom det er en generationsfortælling, der hæfter sig ved altings forbundethed, virker hver akt alligevel som et forløb for sig selv, uden jeg særlig tydeligt mærker den store sammenhæng. Rossing slutter bogstaveligt talt fjerde akt af med ordene: »og det var så det!«, lyset går ud, og vi går videre til noget helt andet i femte og sidste akt. Nårh, okay!
Endnu en lang talestrøm rulles ud, der, tung på idéer, kun kan dysse hr. og fru teatergænger helt i hvidvinssøvn, så de misser, at Bevægelsens firkantede mantra, »Viden er smerte, og uviden er lykke«, alligevel til slut må anfægtes, når mennesket har glemt fortiden og begynder at udforske verden på ny.
Kort sagt:
‘Bevægelsens’ ambition om at fremmane en stærk fremtidsdystopi med skrabet scenografi og fortællingens kraft lykkes kun for alvor i første akt af fem.