‘Dagene, dagene, dagene’ er fascinerende, men forjappet og uforløst
Det er en kunst at gøre elskede bøger retfærdighed på det store lærred – og mindst lige så svært at give dem fysisk krop på teaterets skrå brædder.
I disse år bliver samtidslitteraturen ikke desto mindre forvandlet til dramatik i ét væk, og ofte er det heldigvis ganske vellykket eller i det mindste udmærket.
Det er desværre ikke helt tilfældet på Østerbro Teaters Revolver-scene, hvor der netop har været premiere på svenske Tone Schunnessons influencerroman ’Dagene, dagene, dagene’ fra 2020, iscenesat af Jennifer Vedsted Christiansen (kendt fra kunstnerduoen How To Kill A Dog).
Det starter ellers ganske suverænt. Klædt i vamset morgenkåbe spankulerer Bibbs, en snart 39-årig boss ass bitch med en lang og hedengangen karriere i »kendisbranchen«, ud mellem to enorme tv-skærme.
Med stoisk ro bevæger hun sig over det auberginelilla gulvtæppe og stiller sig midt på den meterlange, Matador-agtige 100.000 kroner-seddel, hvor hun afslører sit 00’er-smarte outfit: Uggs, Guccitaske og et gråligt joggingsæt a la Juicy Couture.
Bibbs, der spilles med stor karisma af Anne Sofie Wanstrup, har lange negle, ditto udgroninger, og er lige blevet droppet af sin semivoldelige kæreste, Baby.
Baby har, forklarer Bibbs med bramfri vestegnsattitude, egentlig kun én kapital, nemlig den erotiske. Til gengæld symboliserer han »normaliteten« og er typen, der pakker sine middagsrester ned i Tupperware.
Med andre ord: Hvordan så hun ikke bruddet komme?
Timingen er noget pis, for Bibbs har »ikke råd til at blive forladt,« både hvad angår hendes skrøbelige selvfortælling og den tomme pengepung, hun altid har påstået var proppet. »Det hele handler om pengene,« konstaterer hun kynisk, og da Baby tilbyder hende at købe ham ud af deres lækre lejlighed for 100.000 kroner, starter den umulige, alkymistiske mission: at forvandle løgnen til sandhed og skaffe 100.000.
»Game on!«, tænker man imponeret over den effektive plotmotor, Schunnesson her har komponeret. Men herfra fortoner forestillingens fokus sig lynhurtigt i takt med, at Bibbs tager ukonventionelle metoder i brug. Hendes øjensynlige logik: Hvis alt andet fejler, kan man jo altid lyve lidt om at være blevet voldtaget eller gravid.
De moralske gråzoner er fascinerende, men desværre går det alt, alt for hurtigt. Dramatiker Marie Bjørn har bearbejdet romanforlægget til scenen, og replikkerne er skarpe og kække, men det skærer i hjertet, når Wanstrup snubler i sin torpedomonolog.
Selvfølgelig vil der være fravalg, når 265 sider skal barberes ned til en forestilling på 75 minutter, men det komprimerede resultat føles her som et forjappet, overfladisk kammerspil, der kun levner plads til flade karakterer med halvbagte bevæggrunde.
Wanstrup pisker bravt rundt i stjernefotografen Fryd Frydendahls scenografi. Her daler Darth Vader-forvrængende mikrofoner ned fra loftet i ny og næ, når Wanstrup eksempelvis skal imitere den skingert pludrende Nina eller sin afslappede manager Mickey, der ses på tv-skærmene bag hende i skikkelse af Roskilde-aktuelle The Bird. Det er forestillingens klare, komiske højdepunkter.
På skærmene vises dog også et evigt potpourri af anonyme, moraliserende stock-videoer af lykkekager, et snedækket Stockholm og ti forskellige Bibbs-lignende avatarer med eksistentiel udmattelse i øjnene.
De skal vel sådan cirka fortælle os, at Bibbs altså virkelig er langt ude at skide, og at vi selv kunne ende i samme situation, men de sygehusblege billeder minder mest af alt om en Powerpoint-præsentation fra et blodfattigt konsulenthus.
Hvis vi var i tvivl om den moralske deroute, slår ildevarslende underlægningsmusik det fast med syvtommersøm, og selvfølgelig skal vi også igennem en obligatorisk technoscene, der er unødigt lang og ligner et sodavandsdiskotek i provinsen. Da pengene endelig skal fosse fra oven, virker det som en antiklimatisk konfettibombe på nytårsbordet.
Tove Schunnessons roman har et skarpt blik for de kapitaler, der gør sig gældende i et influencersamfund, hvor hele livet er en scene. På Revolver fremstår den trist nok som en uforløst pastiche, der ikke helt ved, hvad den vil.
Kort sagt:
‘Dagene, dagene, dagene’ starter med et brag, men farer vild i flade karakterer, anæmisk scenografi og overmoraliserende slingrekurs.