‘En guide til en (lidt) lysere fremtid’ er egentlig bare en guide til selvoptagethed
Er du millennial med en dyb navle, er ’En guide til en (lidt) lysere fremtid’ måske noget for dig.
Ledsaget af sangtekster af Marie Key drukner skuespillerne i angst på Nørrebro Teater i dette pastelfarvede dommedagsstykke, der, ligesom forgængeren ’Kunsten at være okay’ fra 2022, er skrevet af Nanna Cecilie Bang og instrueret af Niels Erling, efterhånden en power-duo i ny dansk dramatik.
Angsten fremkaldes af, at verden bare er, som den er – hvad end det vil sige. Vejen ud er simpel: Luk øjnene og forestil dig en anden verden. Så det forsøger skuespillerne og forestiller sig løs i fyldige monologer.
Som bekendt må ord følges op af handling, og jeg længes efter handling bag de poetiske flugtveje, men forestillingen afmonterer sig selv på forhånd. For som Alexander Bryld Obaze indleder med at sige, kan et teaterstykke på to timer (faktisk længere) altså ikke ændre på noget. Jamen okay. Her troede man lige, at det var en optimistkomedie om håb for fremtiden.
Ingen af skuespillerne vil svare på, hvorfor fremtiden kræver håb, selvom verdens elendighed i sandhed stortrives for tiden. Det udvander (lidt) længslerne.
For på trods af at scenegulvet rummer hele otte skuespillere og en musiker, har de det tilfælles, at de alle deltager i den samme fortællerstemmes evindelige pity party.
Det er sjovt nok at høre på nærmest karikeret selvynk, og man kan bestemt mærke, at forfatteren bag længes efter at mærke noget. Men i længden bliver det trættende og går fra morsomt til monotont.
Da en pessimistisk mand i sin seng bevidst vælger at stirre ind i den side af væggen, hvor solens lys netop ikke rammer, så han kan tælle nuancerne af grå, trækker jeg ikke på smilebåndet af morskab, men af anstrengt sympati.
Det bliver for navlepillende og indadskuende, mens de mest rørende og ikke mindst dramaturgisk spændende monologer pudsigt nok er dem, der handler om mødet med andre mennesker.
Marie Keys musik står i stor kontrast hertil og en håndfuld af numrene leveres i så radioklare banger-versioner, at man kan ærgre sig over, at der ikke er tale om en selvstændig plade. Og det er ikke bare lydbilledet, som er eminent, det er også teksterne, der netop handler om at tro og håbe på kærligheden og fremtiden:
»Himlen åbner sig over landet / Mens alle vores drømme løber ud i sandet / For ingen gjorde de ting de sagde / De pushede bare problemet til en ny dag«.
Eller når simple mavepustere som »ingen her tror længere på for evigt mer’« så utvetydigt skriger af udfordringer på både samfunds- og individplan, at hårene rejser sig. Det sætter handlingslammelsen i relief, for Key har heller ingen løsninger, men konstaterer blot, hvad det vil sige at være menneske, mens monologerne ofte konstaterer, hvad det vil sige at være selvdestruktiv og en smule selvoptaget.
Alexander Bryld Obaze runder showet af med, at han jo i starten sagde, at forestillingen ikke havde nogle løsninger eller ville komme til at ændre noget. Så hvis du ikke går ud af salen og har forandret dig, er det okay. For vi skal jo alligevel alle sammen dø.
Således opmuntret; vanen tro, starter revolutionen ikke på Nørrebro.
Kort sagt:
Marie Keys sangtekster giver myrepatter, men resten af forestillingen fortaber sig i navlepilleri.