‘Min egen øjesten’: En moderne ‘Lolita’ med dyrepenisser og drømmedialoger med Freud og Hitler
ROMAN. »Jeg krøb langsomt ind under huden på dig, som leverikter i en okse«. Det er sådan begæret er hos Lucas Rijneveld: en parasit på et dyr.
Nogle husker måske hollænderen fra den såkaldte Amanda Gorman-gate, hvor kontroversen om, hvorvidt Rijneveld som hvid forfatter var den rette til at oversætte digtsamlingen ’The Hill We Climb’, spredte sig som en løbeild i kulturkredse.
Men mest fair ville det være at huske Rijneveld for den voldsomme romandebut ’Aftenens ubehag’. For den modtog han som yngste forfatter nogensinde den internationale Bookerpris.
»Er den lige så hardcore som hans første?«, spurgte min veninde, da jeg flashede ’Min egen øjesten’ på Instagram, og jeg svarede: »Den er værre«.
Det er en moderne ’Lolita’, og den hollandske 00’er-Humbert Humbert er en dyrlæge midt i livet, der kaster sin kærlighed, nej, besættelse, nej, rasende begær på nabogårdens 14-årige datter.
Hvad der starter som en (not so) uskyldig dissekering af en odders penisknogle ender i manipulation og overgreb; alt sammen fortalt fra overgrebsmandens perspektiv og med selvbedragerisk smisken for læseren. I virkeligheden ønskede han blot at forløse hende.
Vi har altså hørt historien før, og ligesom i Nabokovs roman adresseres læseren i formen »ærede dommere«. Endgamet er derfor givet på forhånd: Det slutter med en forsvarstale, for der er noget, vores dyrlæge skal stå til regnskab for.
Sprogligt er Rijneveld dog langt fra en gammel traver, men derimod et forførende powerhouse. Man holder vejret og suser igennem det ellers ikke helt letfordøjelige stof.
Lad mig i samme ombæring rette min ros mod oversætteren Birthe Lundsgaard, alene de første par sider byder på »drøvtygger med drejesyge« og »hvem kunne kilde Kristus«. Det kan ikke have været helt let.
Roman er udformet af allitterationer, der glider over i livet-på-landet-usentimental dyremetaforik, organporno, popsange, drømmedialoger med Freud og Hitler, serenader, dystopiske dagbogsfragmenter, hele herligheden kun adskilt af kommaer, for punktummets pauser bliver os ikke givet, hverken læseren, den forelskede jeg-fortæller eller den 14-årige pige, der lever i et spænd mellem en queer form for penismisundelse, vrangforestillinger om vinger og uskyldige teenagecrushes.
Hun sidder fast i barndommen, mens hun drømmer om at blive voksen og snart også om at lette (bogstaveligt talt) og forlade landsbyen. Mens hun venter, gemmer hun dagbogen under sin seng og terper moraliserende bibelvers – ligesom forfatteren selv skal pigen nemlig forestille at vokse op i det hollandske bibelbælte.
Traumerne står i kø hos hele romanens persongalleri. Allerede i løbet af første kapitel springer de som små bomber på snor. Tab, incest, omsorgssvigt, daddyissues, arvesynden, jeg kan umuligt remse dem alle op, og det tror jeg bestemt heller ikke er meningen.
‘Min egen øjesten’ skal læses i ét åndedrag. Lad dig hypnotisere (og forarge, så er du advaret) med The Cranberries i ørerne og en accept af, at ja, du læste rigtigt.
I et interview i forbindelse med sit besøg på Louisiana Literature for et par år siden sagde Rijneveld, at han havde skrevet ordet »nådesløs« på en post-it for aldrig at glemme det, og dét tror jeg på. Der er hverken nåde eller lys at hente i Rijnevelds horror.
Jeg er ikke træt af det endnu, men jeg kunne godt blive det, hvis de næste romaner fortsætter som et forsøg på, hvor ubehageligt det egentlig kan blive.
Når det så er sagt, så kan Rijneveld slippe afsted med hvad som helst, så længe hvert eneste sproglige billede fuldstændig tager røven på mig.
Kort sagt:
En Lolita-fortælling fra 00’erne med alt hvad sig dertil hører af moralsk fordærv og rædselsvækkende begær. Skrevet med så stort et sprogligt overskud, at man (med glæde) læser sig igennem en tour de force af traumer.