‘Hyldemeter’ er en bittersød fortælling om ulige venskab, der prikker til din indre sprogfascist
ROMAN. Kan man sidde rundt om et bord, hvis det er rektangulært? Sidder man så ikke firkantet om bordet?
Hans Peter Madsens debutroman, ’Hyldemeter’, kræver en vis portion sproglig interesse, men hvis du allerede er bidt af en læsehest eller sprogfascist, er der ingen vej udenom.
Den er simpelthen for tillokkende et sprogligt syretrip til, at den ikke skal på din litterære bucket list.
Historien er fortalt af det bebrillede mobbeoffer Hans Peter, der ser tilbage på sin elendige skoletid, hvor det eneste lyspunkt var venskabet med klassekammeraten A.
I romanens nutid er A. død, og Hans Peter skal arve nogle genstande, selvom de ikke rigtig har set hinanden, siden gymnasiet sluttede mere end ti år tidligere. Derfor tænker Hans Peter nu tilbage på den tid, hvor de var en slags venner, der ville starte en revolution sammen, og det er i disse tilbageblik, at romanen primært udfolder sig.
Og her bliver det tydeligt, at romanen ikke bare har en hjerne, men også et hjerte. Venskabet er bestemt ikke lige. A. er Hans Peters bedste ven. Hans Peter er nogle gange A.s ven. Hans Peter er en paria. Klassens udskud. Han er urørlig, klam, snasket, udstødt.
A. er derimod en relativt almindelig dreng, der ikke boner ud på klassekammeraternes særhedsskala. Han formår at skjule sin alternativisme, lige indtil han allernådigst skænker Hans Peter sit samvær.
A. har nemlig et ønske, der er lige så brændende, som det er uklart. Han vil »omvælte det bestående«. Det skal foregå gennem en »sproglig omfordeling (…) Først sproget, så verdensmarkedet«.
»Vi vil gøre oprør mod sproget og derigennem samfundet. Ikke at … ikke at jeg … som sagt er jeg kun tretten … Men sproget! – Sproget, sagde jeg. Vi starter med sproget«.
Det er tydeligt, at selv A. har lidt svært at holde styr på, hvad han præcist mener den sproglige revolution består i, men alligevel finder han og fortælleren Hans Peter et fællesskab i A.s retningsløse rasen mod det bestående.
Hans Peter går med på den, når A. siger: »Stop nu for helvede med at udtale dig om ting, du ikke aner en skid om. Hvis du ikke ved hvad et espeløv er, så stop dog med at ryste som et, jo«.
Det særlige sprog gennemsyrer romanen fra første linje: »Det var i folkeskolens tidligste klasser, i barnets mest fejrede alder, eller min den mest sørgmodige«.
Sproget er hakkende, selvkorrigerende, nærmest staccato. Det er Hans Peter, der erindrer A.. Han fremmaner ham gennem et tabt sprog, han forsøger at genopdage.
Der er en nostalgisk bittersød undertone i romanen, men den spiller også på et langt bredere klaviatur. Den er for eksempel også helt utrolig sjov.
Sproget er en del af et venskab. Og det kommer til udtryk som interne vittigheder og smådrillerier. Hans Peter udnytter sine ord til at få A. til at flejne over udtryk som »tungt som en sæk kartofler«.
»En sæk kartofler er sgu da ikke tung i sig selv. En sæk fjer er lige så tung. En sæk bøger, en sæk piber! Når man ikke præciserer, hvilken mængde kartofler der er i sækken, er det for helvede da ikke til at vide, om den er tung vel?«
Det er godmodig, varm, kærlig humor.
Men den postmoderne, referentielle humor er også til stede. Den fjerde væg er tyndere end perforeret rispapir, og fortælleren Hans Peter giver flere gange op på overhovedet at fortælle. For hvordan beskriver man egentlig millionbøf med sovsekulør? Det må læseren selv finde ud af.
I bogens slutnoter skriver Hans Peter Madsen også med misundelsesværdig nonchalance, at »Plottet i ‘Hyldemeter’ er planket fra Enrique Vila-Matas: Bartleby & Co«.
Jeg læste selv den roman for otte år siden og titlens Bartleby er faktisk også planket fra en anden roman, nemlig Herman Melvilles ’Skriveren Bartleby’.
Der er altså en fuld smæk med både den varme og den metatekstuelle humor, der endda kombineres enkelte steder, som når A. parafraserer åbningen på Knut Hamsuns ’Sult’: »Det var i den tid, jeg gik omkring og skulkede i Føtex, denne forunderlige butik, som ingen forlader, før han har fået samlemærker af den«.
Den største anke ved romanen er, at den glemmer sit hjerte i den sidste femtedel. Her viger venskabet mellem A. og Hans Peter pladsen for tekstfragmenter, A. har indsamlet.
Fragmenterne fungerer som mikroskopiske noveller, der tilbyder endnu flere sproglige snurrepiberier, men de har ikke den samme ømme kvalitet som resten af romanens skæve venskab. De er stadig morsomme og læseværdige, bevares, men det er kun til hjernen – ikke til hjertet.
Hans Peter Madsen har med ’Hyldemeter’ slået en sprække i det bestående sprog og skabt en intim coming-of-age fortælling om at mindes, om at revolutionere og om at resignere.
Kort sagt:
‘Hyldemeter’ er et sprogligt bevidsthedsudvidende manifest og et rørende portræt af et ulige venskab.