’Mor’ er et musikalsk mødregruppemøde pakket ind i vat
TEATER. Mød kunstnerkollektivet Ruby Gamache: De er kommet, fem kvinder høj, for at undersøge moderskabet og alt det, der hører til. Det smukke, det skøre og det svære.
Der er en lækker dobbelthed i deres matchende pyjamas-og-hvide-tennissokker-looks, idet de indtager scenen. Er den cool, røde øjenskygge under øjet et moderne make-up-valg eller resultatet af et massivt søvnunderskud? Er frisuren stylish mermaidcore eller er hårvasken gået fem dage over tid?
’Mor’, der er sat op på Betty Nansens anneksscene Silon, er et kludetæppe af små uddrag fra de medvirkendes dagbøger. Symbolsk gengivet i bagtæppet sammensat af utallige stofbleer, der hænger over den orange scene.
De skiftes til at fortælle en lille bid, imens de andre interesserede lytter med på lige fod med os på klapsæderne. De kaster strøtanker og anekdoter imellem sig – sommetider lidt kejtet – imens babydukker bogstaveligt talt flyver gennem rummet.
’Mor’ er hverdagsglimt i mundrette bidder. På en eller anden måde relateret til moderskabet. Det er hyggeligt og varmt og skøjter helst let henover skænderiet med kæresten, den bristede skede og frygten for ikke at være en god mor. Og det er da også hyggeligt, og vi griner af det genkendelige.
Men det bliver symptomatisk for hele forestillingen, at den helst vil bevæge sig i det behagelige lag, hvor vi, bevares, godt kan grine lidt af os selv og vores elskelige uperfektheder. Men det måtte gerne gøre mere ondt.
Da en af vores fortællere vælger at afbryde sin fertilitetsbehandling, sker det uden nogen egentlig grund, og vi er hurtigt videre.
År efter år med lægebesøg, vente, scanning, vente, hormonbehandling, vente, scanning, vente, vente, vente. I en endeløs cyklus af bivirkninger og braste forhåbninger. Og så lyder begrundelsen: »Årh men altså, det blev bare lidt langt…«. Den køber jeg altså ikke.
Hvorfor er det ikke det, vi skal tale om? Hvorfor taler vi ikke om fødselsdepressioner? Om hvor komplekst et forhold mange af os har til vores egne mødre? Eller om alle de horrible ting, mange mødre oplever under graviditeten og fødslen?
Musikken bliver ’Mor’s redning.
Camilla Bangs sjælelige sangtekster, der balancerer delikat mellem det konkrete og det universelle, punkterer forestillingens dagbogsformat og river tilfredsstillende i mine hjertetråde.
Hun synger: »Hvordan skaber vi en verden uden konkurrence i fertilitetsfacebookgrupper?«, imens stofbleer bundet til tætte kugler placeres for hendes fødder, indtil hun står i en rede af ubefrugtede æg.
Bangs kraftfulde stemme og rock-synthede lydunivers lyder allerbedst i rockballaden ’Stor mor energi’, der giver massive chills. Her vokser musikken i rummet, presser sig mod mit bryst og skubber mig for første gang derhen, hvor jeg mærker den nerve, ’Mor’ indtil nu har manglet.
I Ruby Gamache’s mødregruppe formår de at runde mere eller mindre alt, hvad en gennemsnitlig, københavnsk mødregruppe diskuterer henover friskbryggede kopper med urtete (ikke sort! Så får man dumme børn).
Selv uden børn kan man mærke ægtheden i deres anekdotiske beretninger og spejle sig i deres dumme dates og Baby Born-dukker med mærkelige navne. Der mangler bare lige det ekstra spadestik, der får edderkopper og andet snask til at krybe op fra dybet.
Kort sagt:
Ruby Gamache belyser det meste, men tør ikke pege lommelygten mod moderskabets mørkere kroge. Det bliver aldrig rigtig farligt, gør aldrig rigtig ondt og bliver derfor aldrig rigtig sandt.