‘Spørg John’ fortæller om klasseforskelle via Wagner og forloren skildpadde

ROMAN. Susan Knorrenborg er debatredaktør på Politiken, og i hendes romandebut, ’Spørg John’, mærker man forfatterens faste arbejde, for tidens tand og tendenser er aldrig langt væk. 

Hun kender til samfundets trang til den autobiografiske læsning, når hun starter bogen med en disclaimer, en såkaldt »varedeklaration«, hvor det understreges, at bogen er helt og aldeles fiktion. »Hvis du synes, du kan genkende sig selv … siger det måske en hel del om, at vi ikke er så forskellige endda«.

Man fornemmer, at Knorrenborg føler et behov for at distancere sin person fra sin bog, og at en del af bogens tilblivelsesrationale altså ligger i at skrive (humoristisk) om de ting, vi deler.

Romanen følger Katrine, bogens fortæller, og hendes kusine Tina. De to vokser op som søstre i Næstved, efter at Tinas far tog livet af sig, og hendes mor ikke evner eller magter at tage sig af hende. Og de følges ad i livet, selvom Katrine tager springet til sociologistudiet på Københavns Universitet, mens Tina bliver hængende i det vestsjællandske dynd. 

Katrine får trofækæresten Frederik fra Virum, højpræstationsjobs og en svigerfamilie med Wagner på anlægget. Tina får plattenslageren Tage fra Næstved, en manisk sindslidelse og forloren skildpadde – uden de smilende æg.

Og de to kvinder holder ligesom et spejl op for hinanden igennem bogen, når Katrine kæmper med at finde vej igennem akademikerbørnenes klassekoder og identitetsmarkører, mens Tina slås med anderledes håndgribelige udfordringer som eksempelvis at skaffe penge til mad og stryge en voldelig partner med hårene.

Katrine glider umærkeligt ind og ud af sociale klasser, og hun rapporterer fra de forskellige fronter, hvor der snobbes opad, nedad, til siden og lige ud. Bogen vil gerne vise os, at klassesamfundet findes i Danmark, men at man bruger mere subtile koder til at bekræfte sig selv og hinanden i sociale tilhørsforhold.

Hos Katrines svigerforældre bliver hun vist rundt i huset, mens svigerfaren holder foredrag om PH og hans lampers »tæmning af lyset«. Øjeblikket efter har hun Frederik med til julefrokost hos sin egen familie, hvor mosteren »hælder rødvin op til kanten af sit ølglas og drikker den med albuen løftet over håndledshøjde«. 

Jeg fornemmer, at Knorrenborgs lange karriere centralt i det danske mediebillede har givet hende et indgående og fortroligt forhold til sin samtid. Og det er derfor, at hun er i stand til at servere det absurde ved den slags omskiftelige signaler på både humoristisk og spiddende vis. Det er dog ikke der, bogen er mest interessant.

Det er den til gengæld, når vi befinder os i spændingsfeltet mellem Katrine og Tina. Deres liv følger to væsensforskellige vækstkurver, men man er aldrig rigtig sikker på, hvem af dem, der er mest ude og skide. Og det er et forfriskende pust. 

Titlen kommer fra en brevkasse i ugebladet Hjemmet, ’John ser alt’, hvor læsere stiller den synske John spørgsmål om, hvordan de skal klare livets genvordigheder. Og i bogen bliver brevkassen tematiske pejlemærker, prologer og epiloger for afsnit.

Samtidig fungerer den også som genkommende ledemotiv for Katrine, et anker, som forbinder hende til fortiden.

Men det øvrige persongalleri er enten for skarpt tegnet, eller for mat i konturerne til, at man mærker figurerne. Ofte udfylder de eksemplariske funktioner, der mest af alt bidrager til en stereotypisk fremstilling af socialklasser. Som den nævnte svigerfar og moster. 

Og sådan er satire måske nok stereotypisk. Men i en roman, der søger at nuancere blikket på socialklasser og gøre os klogere på dem, ender et sådan greb måske med at gøre det omvendte for en bog som ’Spørg John’. 

’Spørg John’ er en udpræget handlingsmættet bog. Den handler først og fremmest om noget. Og hvordan skriver romanen så den handling frem? Jo, det gør den såmænd ved at sætte den ene fod foran den anden.

Den er ikke optaget af sproget, ikke optaget af, hvordan den handler om det, den gør. Den er bare optaget af at fortælle sin historie. Og den slags bøger kan måske nok være underholdende at læse. Stor litteratur bliver det dog ikke til.

---

Kort sagt:
Susan Knorrenborgs debut om venskab på tværs og trods af klasser er underholdende, men mangler det lag af sprog- og fortællertricks, der eleverer den fra historie til værk.