‘Tolk’ fortæller om adoption og sprogbarrierer gennem sydkoreansk mad og manglende ord
ROMAN. Det er snedigt at bygge en roman, der handler om det usagte, op omkring direkte tale. Nærmest som et stykke dramatik. Det har Maja Lee Langvad gjort i sin romandebut, ‘Tolk’.
Det er historien om en koreansk familie, fortalt gennem den ene søster, der blev bortadopteret til Danmark.
Første gang vi introduceres til hende er på en samgyetang-restaurant i Seoul. Her skal hun mødes med sin koreanske familie.
Med sig har hun sin dansk-koreanske, kvindelige kæreste. Det ved familien bare ikke, at hun er. For dem er kæresten jeg-fortællerens tolk.
Kæresten slash tolken står på én gang i midten af og uden for fortællingen om familien, som hverken har sprog, kultur eller meget historie til fælles. Deraf følger romanens præmis:
Alt, hvad vi som læsere får fortalt i ‘Tolk’, er hvad vores fortæller selv kan forstå, hvad hun kan se, hvad hun tænker på, og ikke mindst hvad hun forestiller sig i mødet med sin koreanske familie.
Derfor kan vi ikke læse, hvad hendes familiemedlemmer siger, hvis hun ikke selv forstår det. Vi må, ligesom hende, nøjes med tolkens oversættelse. Derfor får vi i ‘Tolk’ igen og igen replikudvekslinger som:
»Min ældste søster siger: .
Min mor siger: .
Min ældste søster siger:
Jeg siger: Hvad er det, de siger til hinanden?«
Den måde, som fortælleren kan tale med sin koreanske familie, hendes mor, far, hendes fire søstre og deres mænd og børn, er altså stort set altid gennem tolkens filter.
Tolken er selvfølgelig ikke altid en lødig oversætter. Der er informationer, som hun holder tilbage, og der er oversættelser, som hun har svært ved at lave.
Maja Lee Langvad, som har skrevet flere adoptionskritiske, skønlitterære bøger som ‘Find Holger Danske’ og ‘Hun er vred’, tager med ‘Tolk’ igen livtag med de smertelige omkostninger ved adoption.
Fortælleren er bange for, at hun igen ville miste sin koreanske familie, hvis de kendte til hendes seksualitet. Så den holder hun skjult det meste af romanen. Fordi hun blev bortadopteret, er hun familiens hemmelighed.
Med replikgrebet tydeliggør forfatteren elegant det tab men også den frihed, som fraværet af et fælles sprog har medført for fortælleren og hendes koreanske familie. Som hovedpersonen siger et sted, så er hun skrevet ud af sin families historie.
Det er derfor, hun må skrive sin egen.
Romanen forløber over en årrække, hvor jeget rejser til Sydkorea og mødes med sin koreanske familie over forskellige måltider. Sammen taler de over samgyetang og pizza, over kimchi og grillet kød.
Mens vi ikke får særligt mange rum eller steder beskrevet, så ved vi altid, hvad karaktererne spiser. Der ligger så stor en ømhed i romanens regibemærkninger, hvor jeget beskriver, hvordan hendes mor løsner kyllingekød fra benene med spisepinde, lægger benene over i en skål og spiser det frigjorte kyllingekød.
Når sproget kommer til kort, har fortælleren familiemedlemmers bevægelser at fortælle med og tolke på.
Replikgrebet fungerer godt til at understrege, hvordan karaktererne (ikke) kan tale sammen. Selv når de er inderlige over for hinanden, er der noget kunstigt over det, fordi tolken må oversætte mellem dem. Det er lidt ligesom, når man tager hul på en ny tv-serie, og replikkerne er overforklarende, fordi manuskriptforfatterne hurtigt skal give seeren kontekst.
Det kan være lidt akavet at læse, og det føles som pointen: Ligesom man ikke har været sammen med karaktererne, før tv-serien begynder, har jeget og hendes familie tilbragt store dele af deres liv hver for sig. Det akavede er også det rørende ved Langvads tekst, men det forklarende er også det kluntede.
Her og der afslører jeg-fortælleren med en replik, at hun kan gøre ved teksten, hvad hun vil. Lægge ord i munden på sig selv eller cigaretter i munden på andre. Eller måske rettere, at hun gør med teksten, hvad hun har brug for, for at fortælle sin historie. For eksempel ved at placere denne udveksling om bosintang, en suppe med hundekød, i romanen:
»Jeg siger: Lige nu længes jeg mest af alt efter rugbrød.
Min tolk smiler.
Jeg siger: Har du egentlig prøvet at spise bosintang?
Min tolk siger: Det er et af de spørgsmål, jeg ikke svarer på. Du aner ikke, hvor mange gange i mit liv jeg er blevet spurgt om det.«
Senere hævder fortælleren, at den samtale aldrig har fundet sted. Teksten stritter, som for at understrege, at vi ikke skal læse ‘Tolk’ som dokumentation, men som manipulation. Som en konceptuel roman.
Derfor må vi spørge os selv, hvorfor replikken er placeret dér. Ligesom hos jeget, er der ting vi som læsere skal have oversat. Ting, som vi må tolke på.
Det mest gribende drama ligger i romanens formgreb, som på en og samme tid formidler det sagte og det usagte. Det gør ‘Tolk’ til en vellykket konceptuel roman om at fortælle sin historie, når man kun har adgang til dele af den.
Kort sagt:
Konceptuel sprogbarriereroman om de friheder og det besvær man kan have med at skrive en fælles fortælling, når man ikke deler sprog og historie.