ANBEFALING. Vi er mange, der godt kan lide en god historiepodcast, men det kan sgu til tider godt blive både meget mandet og en anelse kedeligt.
Så er det godt, at der er to kvinder, der er kommet med deres bud på en historiepodcast, der ikke bare bare er dudes, der monotont gengiver D-dag.
Både humor og feminin energi leveres til os i form af ’Girl Historians’, ført an af de canadiske komikere Blair MacMillan og Carley Thorne. Den forener historie med comedy i en kaotisk gennemgang af historiske øjeblikke, der i populærkulturen har manifesteret sig som feminine »Roman Empires« – altså historiske begivenheder, som lever rent free i ens bevidsthed og ofte dukker op.
Første sæson går under titlen ’Truthtanic’ og har som mål at opklare »mysteriet« om, hvad der i virkeligheden skete på Titanic, skibet, der var usynkeligt, men sank alligevel.
Det er en fortælling, som vi har hørt et utal af gange før. Alligevel får det berygtede skib gang på gang sneget sig ind i mediebilledet. Om det så er gennem friske analyser af James Cameron-filmen eller internettets jokes omkring en ubåd fyldt med rigmænd, der ender med at omkomme i jagten på et glimt af vraget.
‘Girl Historians’ bringer det sunkne skib tilbage til overfladen i en løjerlig genfortælling af hele dets historie og aftryk på popkulturen, herunder en fuldkommen vanvittig musical-adaptation.
Podcasten er nu aktuel med sin anden sæson, ‘The Salem Witch Files’, der undersøger hekseprocesserne i Salem, Massachusetts og alle de teorier, misforståelser og ikke mindst konspirationsteorier, der forbindes med dem.
Forventer du en universitetsværdig historieforelæsning, så er ’Girl Historians’ nok ikke stedet, hvor du finder den. Er du til gengæld klar på en comedypodcast med lollede anekdoter, et væld af dårligt performede musicalsange og så et lille stykke historie som bonus, så får du garanteret det hele her.
’Girl Historians’ spænder bredt. Du kan lære lidt om, hvilke dyr der typisk er hekses »familiars«, dyrefølgesvende, der hjælper hekse med deres diabolske handlinger. Eller om hvorfor 36 åbenbart er en mere sexet alder end 31.
Onde tunger ville måske sige, at omtrent de første 40 minutter af hvert afsnit kunne skæres fra, men uden dem ville vi ikke have fået gyldne øjeblikke som nedenstående, hvor der sendes en sviner til true crime-podcasts og deres tendens til at sensationalisere og til tider forgude seriemordere.
’Girl Historians’ byder på alt andet end struktur, men den kaotiske energi er værd at komme efter. Særligt i det eneste fastlagte segment »Let’s make this tragedy about us«, hvor de to værter svælger i selvironi ved at stille spørgsmål, der lægger op til at centrere sig selv i den historiske tragedie.
Jeg ser frem til tredje sæson, som bliver en antologi, hvor MacMillan og Thorne vil dække en ny ting i hvert afsnit, »fordi de kan, og fordi det er sommer«.