INSIDER. Nej, alle modeller er ikke ulykkelige. Eller har spiseforstyrrelser. Eller konkurrerer internt. Eller tjener styrtende med penge.
Det fortæller 25-årige Alma Marie Rechnagel Johansen, der har arbejdet som model i fire år. Man har kunnet spotte hende på runwayen under syv omgange af Copenhagen Fashion Week, hvor hun har gået shows for blandt andre Henrik Vibskov, Soeren Le Schmidt, Rabens Saloner og Soulland.
Alma læser til daglig litteraturvidenskab på Københavns Universitet og snublede lidt tilfældigt ind i modelverdenen, hvor langt de fleste, hun møder, er »venlige og kærlige mennesker«.
Vi har bedt hende fortælle om, hvordan hverdagen egentlig ser ud for en model under modeugen – og forholde sig til nogle af de mange fordomme om faget.
Hvordan bliver man model under modeugen?
»Nogle modeller er streetcastet, influencere, skuespillere eller musikere, men langt de fleste er signet af et modelbureau. Det er forskelligt fra model til model, hvordan man bliver signet. Mange bliver scoutet, ofte i lidt obskure situationer som på dametoilettet i Illum eller i en kæmpe brandert. Så look out, en scout er der altid, når man mindst venter det!
I mit tilfælde tabte jeg et væddemål til en veninde, hvor konsekvensen var at gå til open call hos dem, der i dag er mit bureau. Jeg havde ikke lige regnet med, at jeg faktisk ville blive signet, så jeg var lidt overrasket over at blive ringet op et par uger senere. Jeg havde ærlig talt glemt alt om det og havde det sygt weird med at skulle ind på kontoret de første par gange.
Når det kommer til at gå modeugen i København, er der et formelt krav. Man skal gennemgå og ”bestå” et sundhedstjek hos Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade, hvor en psykolog vurderer, at man ikke har eller er i alvorlige fare for at få en spiseforstyrrelse.
Det er desværre ikke gældende for andre landes modeuger, men er efter min mening enormt vigtigt for ikke at sende modeller ud i et arbejdsmiljø, som de ikke er psykisk klar til«.
Hvad er din mest mindeværdige oplevelse til en casting?
»Mange castingoplevelser er sådan lidt blasé. Man ankommer, der er nogen, der tager imod showcards, man får tage billeder, og så går man lidt frem og tilbage. That’s it.
Jeg havde dog en casting til min første modeuge, som jeg af og til stadig griner lidt af.
Der var sygt lang ventetid, fordi dem der castede kendte næsten alle modellerne og skulle hyggesnakke helt vildt, så tidsplanen skred fuldstændig. Efter at have ventet i omkring to timer i 30 graders varme blev det langt om længe min tur.
Jeg var sådan lidt svedig og helt ny, så anede ikke en skid om, hvad jeg lavede. Det var så en casting, hvor de gerne ville vide lidt mere om ens personlighed, så de spurgte lidt ind til, hvem jeg var, og hvad jeg lavede, når jeg ikke var model.
På det tidspunkt arbejdede jeg som pædagogmedhjælper, for det var ærligt talt ikke mine modeljobs, der betalte regninger i starten. Så det sagde jeg. Der var den mest akavede pause i samtalen og casteren kiggede sådan op og ned ad mig og var sådan »jamen, ja … lad os se dig gå«.
Og så blev der sat øredøvende høj housemusik på, og så skulle jeg bare gå frem og tilbage, mens de instruerede mig om, hvorvidt jeg skulle gå hurtigere eller langsommere. Der var fandme en mærkelig stemning i det rum.
Det var åbenbart ikke særlig sejt at være pædagogmedhjælper, men man kan ikke vinde hver gang.
Jeg tror, at folk både i og uden for branchen har en lidt forvrænget forestilling om, hvad modeller lever af. Det kan godt være, at det ikke er så glamourøst at være pædagogmedhjælper, men selvom det er ens job at være tynd, skal man alligevel have noget at spise en gang imellem«.
Hvad tjener man som model under modeugen?
»Det varierer fra show til show og model til model. Generelt tjener man ikke kassen på det, medmindre man virkelig er en stor spiller i branchen. Er man ny, tjener man typisk mindre end 1.000 kroner for et show«.
Hvad er motivationen, hvis det ikke er lønnen?
»Det er godt for ens karriere at have gået shows. Personligt synes jeg også bare, at det er sjovt. Det virker måske ulogisk at finde glæde i hvert halve år at gennemleve den mest vanvittigt stressende arbejdsuge, men der er ofte en kreativ og dynamisk stemning til et show, som man sjældent finder andre steder.
Det er ret specielt at være til stede, når et halvt års hårdt arbejde bliver realiseret og at have mulighed for at være med til at bringe nogens kunstneriske vision til live.
Og så kan shows også bare være fucking hyggelige. Jeg har mange venner, som jeg nærmest kun ser til fashion week, og det er altid en glædelig lejlighed at blive genforenet med dem«.
Hvordan ser en typisk dag ud?
»Nogle dage kan være ret chilleren, hvis man kun har ét eller to shows. Andre dage kan nærmest være som det der Lady Gaga-meme.
Ofte møder man ind et par timer før et show for at få lavet hår og makeup, og der vil også være en gangprøve, hvor showets koreograf gennemgår ruten og lineuppet, så alle ved, hvad de skal inden showstart.
Har man flere shows på en dag, så møder man ind, når man kan. Det kan være en halv time eller mindre før showstart og kan godt være rimelig hektisk, hvis man for eksempel har en styling, der skal vaskes ud. Så er det bare at finde den nærmeste håndvask at stikke hovedet ned i.
Det er heller ikke altid sikkert, at man når gangprøven. Så må man nøjes med en hurtig gennemgang på en skærm og håbe på det bedste.
Efter en lang dag med shows, kan man ende med at se rimelig crazy ud på vejen hjem. Jeg er til tider stødt på studiekammerater, hvor jeg lige måtte forklare, at en neongul fjer i min hovedbund ingenlunde var et personligt stylingvalg.
Ofte er der også events og efterfester om aftenen, som man kan tage til, hvis man ikke er alt for balleret eller har en ukristeligt tidlig call-time igen næste dag«.
Hvornår var du mest nervøs du mest nervøs under modeugen?
»Jeg var nok mest nervøs før mit allerførste show. Jeg havde sindssygt meget imposter syndrome og anede ikke, hvad jeg lavede. Det hjalp nok heller ikke, at mine sko var alt for store og fyldt med toiletpapir, for at jeg kunne holde dem på. Men sådan var alles sko, så jeg var i det mindste ikke den eneste.
Vi stod i lineuppet lige inden showet og jokede med, at hvis skoen på den foran os faldt af, så kunne den næste samle dem op og tage dem med tilbage.
Så havde jeg også en kjole på, der havde et cut, der sad meget tæt på mit bryst, så den var tapet fast til min krop. Da jeg gik, faldt tapen af, og jeg endte med at flashe hele venstre side af publikum inklusive Trine Dyrholm. Det var ikke mit fineste moment, men det sker sgu indimellem.
Jeg har sidenhen mødt flere af gæsterne fra det show, og som forventet er der ingen andre end mig selv, der kan huske mit faux pas, så i det store hele er det nok ligegyldigt.
Jeg var også rimelig nervøs, da jeg var ved at falde ansigt først foran dronningen til et show, men nåede heldigvis at redde den, så ingen skade sket«.
Hvordan er forholdet modellerne imellem?
»Rigtig godt faktisk. Min fornemmelse er, at folk uden for branchen tit tror, at vi er konkurrenter, eller at vi ikke kan lide hinanden. Det kunne seriøst ikke være mindre sandt.
Vi er jo alle i samme båd, og derfor tror jeg også, at vi har ret nemt ved at bonde med hinanden og finde allierede. Jeg har mange venner, som jeg har mødt gennem mit arbejde. Det er rart at kende nogen, der forstår hvor mærkeligt det her job er«.
Hvad er den mest udbredte fordom, du møder?
»Der er mange … Måske at alle modeller tjener helt vildt mange penge, eller at ingen af os har en hjerne, eller måske at vi alle sammen er dybt ulykkelige og spiseforstyrrede.
Personligt er jeg glad for at være startet i en senere alder end de fleste, fordi jeg ikke nødvendigvis ville have sagt fra over for den opførsel, havde jeg været eksempelvis 16.
Det er trods alt stadig en branche med enormt rigide kropsidealer. Man kan bare tjekke ethvert modelbureaus hjemmeside og spotte et væld af modeller, der næsten alle har mere eller mindre de samme mål. Det der i branchen kaldes sample size, altså den størrelse tøj bliver produceret til, er ikke repræsentativ for, hvordan de fleste mennesker ser ud.
Man skal være forberedt på, at det ikke er alle, der lægger fingre imellem, hvad de synes om din krop og, hvordan den ser ud. Da jeg blev signet, var det første, der skete, at jeg blev sendt forbi en kostvejleder, der kunne informere mig om, at jeg havde det perfekte røvmål, men hvis jeg skulle til Paris, skulle det være to centimeter mindre.
Det gjorde ikke lige frem underværker for mit selvværd som ny i branchen.
Med det sagt, så er det en branche i udvikling, og den er på nogle punkter på vej i en positiv retning. Langt de fleste, som jeg har mødt på jobs er enormt venlige og kærlige mennesker. Selvom man måske kunne være tilbøjelig til at tro, at alle bare er nogle kæmpe røvhuller. Der er selvfølgelig et par stykker, der ikke er så nice, men det er der fandme i alle brancher.
Antagelsen om, at alle modeller er ulykkelige, er ret underminerende, fordi det insinuerer, at vores arbejde er omdrejningspunktet for vores liv.
Jeg er træt af at høre folk sige, at det at være model er et let job, eller at det bare handler om at se godt ud. Det er meget mere end det. Hvem du er som person, spiller en stor rolle i, hvordan din karriere udspiller sig. Efter min mening er det pænt nedladende at antyde, at vi blot er ”pæne ansigter” frem for velovervejede og nuancerede individer«.