‘Gilgamesh’ på Sort/Hvid er de blodige stumper af en mishandlet forestilling
TEATER. Brat summer isn’t over. I hvert fald ikke på Sort/Hvid, hvor lørdag aftens filmpremiere (du læste rigtigt) fandt sted. Den gamle slagtehal, omdannet til teater, og nu biograf, var blevet en neongrøn kunstinstallation.
Det er aldrig til at vide, hvad man skal forvente på Sort/Hvid. Det var det ikke, dengang Christian Lollike bar fanen som kunstnerisk direktør, og nu med Nathalie Mellbye ved roret er posen rystet på ny.
Filmpremiere à la Sort/Hvid er selvfølgelig mere grunge end glamour. Den grønne løber var rullet ud, publikum indfandt sig på klapsæder vendt mod et stort lærred. Monstrøse væsener, hvis beroligende bevægelser ikke formåede at kupere et snigende ubehag, sendte popcorn ned langs rækkerne. Filmen begyndte.
»Det er helt okay, hvis du godt kan lide det, du ser. Det er også okay, hvis du ikke kan lide det«.
Logen, bestående af Anja Behrens, Patrick Baurichter, Nathalie Mellbye og gæster, genfortæller urmyten om Gilgamesh, sumerisk sagnkonge af byen Uruk. Ærkefjende og bedste ven (elsker?) til Inkidu og storslået besejrer af cedertræsmonstret Humbaba.
Det lyder som en børnebog, men lad lige børnene blive hjemme.
’Gilgamesh’ er som negle mod en tavle – ikke nogen udpræget behagelig oplevelse. En film, der bliver til et totalinstallatorisk performanceværk bestående af lodne monstre i guldlamé, billige parykker og hurtigbriller, teaterblod og sovsekulør, kalk og ler.
Myten trængte ind i virkeligheden, og før vi vidste af det, befandt vi os selv blandt cedertræerne. Med skovens lyde og ildevarslende blid techno i baggrunden var vi de tvungne vidner til den rituelle slagtning af Humbaba, der i Logens fortolkning blev et symbol på vores blødende Moder Jord.
Der var noget urkomisk og samtidig underligt poetisk over danseren Bjørk-Mynte Paulse med grisemaske og røde pølser mellem tæerne i den gamle slagtehal. Og noget overraskende og ømt over, at én blandt publikum forsøgte at fjerne de kasteskyts, som Patrick Baurichter kastede imod en hjælpeløs, bagbundet Anja Behrens.
Men selvom det er en kvalitet for en forestilling ikke at undervurdere sit publikum – der er (næsten) intet værre end at få moralen penslet ud med store fede typer – måtte Logen godt have holdt os i hånden, bare en lille bitte smule.
Glansøjeblikke, som Christine Sønderris’ take på en opblæst filminstruktør til en q&a, hun bestemt så sig for god til at deltage helhjertet i, blev kun lige akkurat bundet sammen af den røde tråd, der er historien om Gilgamesh.
Forestillingen er lige så fragmenteret, som de knuste lertavler, hvorpå verdenshistoriens hidtil ældste hovedværk blev skrevet for cirka 4.000 år siden.
Efter filmen og et par ubehagelige timer i cederskoven sluttende med en halvnøgen Baurichter bundet til en tømmerflåde bygget af publikum til lejligheden, blev vi ført tilbage til foyeren. Her læste selvsamme Baurichter, nu som sig selv, et undskyldningsbrev højt for Humbabas afhuggede hoved. Logens beklagelse på menneskehedens vegne over vores brutale misbrug af planeten.
Naturligvis efterfulgt af et sælsomt cover af Britney Spears’ ’Everytime’. Og så tilbage til cederskoven.
Det er rigtig fint at få et publikum til at grine lidt og føle noget – ubehag er også en følelse – men det er ikke nok. Der skal gerne være noget mere: et budskab, et varigt indtryk, eller i det mindste bare noget, man har lyst til at dele med andre. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad det skulle være.
’Gilgamesh’ synes mere lavet for Logens egen nydelses skyld end for noget andet.
De vil gerne provokere, men det mest provokerende ved ’Gilgamesh’ er længden. Tre og en halv time. Det er i hvert fald halvanden time for meget og grænsende til decideret flabet.
’Gilgamesh’ er potentialet til en fabelagtig forestilling kastet gentagne gange mod en mur, smurt ind i mudder og rullet i kridt og til sidst lagt ud på gulvet for vores fødder, så vi kan inspicere de blodige stumper.
Jeg har på fornemmelsen, at det er præcis, hvad Logen er gået efter.
Kort sagt:
Performancekollektivet Logen serverer tre og en halv times WTF-energi, der lader til at være mere for deres egen skyld end for publikum.