‘Ingen ro om natten’: Knugende debut om menneskelig udbytning er spændt ud mellem København og Malmø, dårlig kokain og ildelugtende kønsdele
ROMAN. Udspændt mellem København og Malmø, de to frostbidte opkomlinge mod nord, driver en ung, unavngiven mand rundt i søgen efter et formål. Eller penge. Eller relationer. Eller også driver han bare rundt.
Han er en moderne daglejer, som sælger sin arbejdskraft til dem, der nu engang kan bruge den. På caféer, i sundhedsplejen og uden for den etablerede økonomi i hans fremmedgjorte ghanesiske fars skrotentreprise.
Og for at supplere sine utilstrækkelige og stadigt mere tilsandede indtægtskilder begynder vores hovedperson at prostituere sig til ældre skandinaviske kvinder.
I dette formørkede banegårdsmiljø bliver hans mørkglødede hud en indtægtskilde, melaninen gør ham til en omvandrende fantasi for ensomme, ulykkelige og indskrænkede middelklassekvinder, som alle er 15 år ældre, end de skulle forestille på deres datingprofiler.
Og i de flygtige møder finder en gensidig udbytning sted, som alle parter er fuldt ud bevidste om. Her er ingen forbudte forelskelser, luksuriøse hotelværelser og lidenskabelige engangsknald i porten.
Det er skraldede toværelseslejligheder, dårlig kokain og ildelugtende kønsdele. Ja, det er vel nok på en måde coke-pikken som et eksistentielt grundvilkår.
»Tredje gang tog vi ind på et hotel. Bagefter kunne hun ikke skjule sin skuffelse. Allerede da jeg klædte mig af, var det som om noget var galt […] hun kunne ikke lade være med at le da jeg stod nøgen foran hende […] Hun sagde at det var som at have sex med en person der kun tænkte på sig selv.«
Udskejelserne med kvinderne er trivielle og fornedrende for alle parter, og de mimer derfor det, de er: et lortearbejde.
Romanen kan groft sagt inddeles i to spor: I tjeneste hos den fraværende far i Malmø og forsøgene på skiftevis at nærme sig ham og distancere sig fra ham. Og så det mere fordækte arbejde med forgæves at leve op til kvindernes eksotiske fantasier.
Og i virkeligheden er det sådan set ligegyldigt, om vores hovedperson befinder sig i sengen hos en fremmed kvinde eller på sin fars mørnede lædersofa. For i ’Ingen ro om natten’ lever alle isolerede liv, alle er udmattede af livets uheldssvangre drejninger og tidligere relationer, der ikke står til at redde. Selv aktuelle relationer forsøges kun nødtørftigt opretholdt.
Hele Karl Kofi Ahlqvists debut er kendetegnet ved en forsagt udmattelse, en konstant trækken på skuldrene af tilværelsen og de mennesker og omstændigheder, der udgør den. Der er intet raseri, ingen anklager, men blot en stiltiende accept af en virkelighed, hvor egeninteressen altid udgør kompasnålen. Det lyder måske en kende ensomt. Og det er det virkelig også.
Og det kan måske også virke som en mat læseoplevelse. Men det er det virkelig ikke. For bogen hviler så fint i det apatiske, og den er virkelig konsekvent i sin resignerede skildring af merkantile relationer. Franske Jean Genet har vist været et litterært forbillede, og man fornemmer et undertiden lidt dilettantisk forsøg på at gestalte Genets uforlignelige sans for skønheden i fornedrelsen, for storheden i forræderiet.
Men selvom romanen også bærer præg af debutantens svigtende fokus, lykkes den 32-årige svenske forfatter alligevel uden domsafsigelser og moraliseren med at skabe knugende portrætter af utilstrækkelige møder og samtaler, hvor fraværet af glæde og entusiasme bliver en overlevelsesstrategi. For alle.
Særligt stærk er bogen i skildringen af forholdet mellem far og søn. Faren, en eksileret ghaneser i Malmøs betonjungle, er presset af fogeden, et skrantende helbred og dunkle forpligtelser til familien i et »forbandet« hjemland.
Mens man fornemmer antydningen af et omsorgssvigt i hovedpersonens barndom, er han splittet imellem lige dele foragt og ømhed for den fraværende, men ukuelige far. Som når han under en af sine søvnløse nætter hører faren gå på toilettet » […] og snart plaskede det voldsomt i toiletkummen. Og så blev der stille i flere sekunder, så plaskede det igen. Så stille, så plask igen.«
Irritationsmomentet bliver til en grundlæggende bekymring for farens prostata, som hovedpersonen ikke rigtig lykkes med at få videreformidlet til ham.
For forsoningen er ikke til stede i romanen. Og heldigvis for det.
Kort sagt:
’Ingen ro om natten’ er herligt stringent i sin apatiske skildring af en verden, hvor menneskelige relationer drejer sig om én ting: udbytning. Og selvom den til tider mister fokus, er der grund til at glæde sig til mere fra Karl Kofi Ahlqvists hånd.