’Yellowface’: Forrygende mørk satire over en forlagsbranche, der kun er woke, så længe det sælger bøger

ROMAN. Den amerikanske kæmpesucces ’Yellowface’ har ramt boghandlerne i en dansk oversættelse. Og det har mildest talt været en oplagt oversættelse. Den har allerede vundet et hav af priser og er for længst nået frem til danske læsere gennem BookToks algoritmer.

Så nu ville et dansk forlag også have lidt af kagen – og det kommer Lindhardt og Ringhof helt sikkert også til at få.

For de er nogle gennemkalkulerende røvhuller. Ikke Lindhardterne og Ringhoferne specifikt, men forlagsbranchen generelt. I hvert fald, hvis man skal tro ’Yellowface’.

Den er nemlig et satirisk frontalangreb på en branche, der er præcis lige så woke, som det kan betale sig at være. I dollars og cents, forstås.

Romanens førstepersonsfortæller June Hayward starter som en litterær nulbon. Hun har udgivet en enkel traurig roman med den prætentiøse titel ‘Over the Sycamore’. Den nåede aldrig rigtig ud til nogen.

Hendes forfatterveninde til gengæld … Wauw. Athena Liu har allerede kørt flere bestsellere gennem sin skrivemaskine. Hun vinder priser. Har hundredtusindvis af læsere og følgere. Er et plus på diversitetskontoen med sin asiatisk-amerikanske afstamning. Hun har alt held i verden.

Altså lige indtil hun bliver kvalt i en pandekagerelateret ulykke.

Og indtil June efter dødsfaldet stjæler manuskriptet til Athenas næste bog. 

Nu begynder satiren for alvor at tikke ind. Det stjålne manuskript handler om oversete kinesiske arbejdere under Første Verdenskrig. Det manuskript er pænt svært for den oversete hvide forfatter June Hayward at udkomme med.

Så det ellevilde forlag ændrer selvfølgelig Junes pennenavn til det racemæssigt tvetydige Juniper Song, inden de sender manuskriptet i trykken.

Hun får også taget billeder fra de rigtige vinkler og bliver badet i solnedgang, så hendes kridhvide afstamning bliver vasket en smule mere gul.

Her får forlagsbranchen de første satiriske snitsår, men det stopper ikke her. Hele den litterære verden får en rusketur. Litterære agenter, Twitterkratiet, anmeldere, sleske forfatterkollegaer, marketingmaskinerne og Hollywood bliver kastet under bogbussen af Rebecca F. Kuang.

Junes medvind bliver nemlig hurtigt afløst af modvind i vindstyrke shitstorm.

Lorteorkanen fyger om ørerne på hende med beskyldninger fra RUC’s pensumliste som: kulturel appropriation, privilegieblindhed, tokenism, yellowfacing og white saviour complex.

Og det er den store styrke i ’Yellowface’: Selvom vi bevæger os ind i den kritiske raceteoris akademiske tyngde, er der altid fremdrift i romanen, og det ender aldrig i trættende moralprædikener.

Rebecca F. Kuang har nemlig ladet sin hovedkarakters første overtrædelse være pænt meget større end en mikroaggression. Tyveriet af en andens manuskript er i makro-enden af aggressionsskalaen. Vi er som læsere derfor altid med på, at June egentlig er skurken, og det er befriende at følge hendes selvbedrageriske deroute.

Hendes delulu bliver virkelig the solulu, men det gør ikke alle andre til helgener. Den effektive satire over forlagenes publikationsmønstre pibler frem overalt. Det er ikke kun June, der synder, men hele det litterær industrielle kompleks, der jagter deres næste minoritetssensation, der for øvrigt også gerne må være queer, for they/them tæller dobbelt i diversitetsbingo.

’Yellowface’ bider hårdt til den branche, den selv udspringer af, men hvor effektiv en satire kan den være, når den selv er et af den slags bestsellerobjekter, den latterliggør? Dens forfatter har endda et racemæssigt tvetydigt navn. Jødiske Rebecca. Asiatiske Kuang. 

Men det kan være ligegyldigt, for uanset om det er asiatisk-amerikaner, der har skrevet om en hvid amerikaner, og uagtet at romanen er en hypet bestseller, er den altså værd at læse. 

Der går pageturner i spændingsniveauet flere steder, og June Hayward er en underholdende svindlerkarakter. Spørgsmålet er derfor ikke, om du skal læse romanen, for det kan klart anbefales, men om du skal læse den på dansk eller engelsk.

Den danske oversættelse er nemlig lidt stiv i det. Ikke Allan Simonsen i ’Vild med dans’-stiv, men stadig lidt tung at danse med.

Det tydeligste problem er, at romanen er over-oversat. Mange steder burde den have ladet engelske ord stå, så titlen på en YouTube-video ikke bliver »LIBERALT SNEFNUG BLIVER SLÅET AF FACTS OM ABORT«.

Oversættelsen er for det meste ok, men hvis du læser nogenlunde på engelsk, havde du ikke behøvet vente på den.

Når det er sagt, så er ’Yellowface’ både forrygende underholdning og et dejlig komplekst bidrag til debatten om repræsentation og gatekeeping i kulturbranchen.

---

Kort sagt:
’Yellowface’ er en fremragende mørkhumoristisk satire over en forlagsbranche, der kun er woke, så længe det sælger bøger.