‘Cosmos’: Lucia Odooms romandebut fortæller gennem WhatsApp-beskeder om en berusende forelskelse sovset ind i den ulighed, som præger vores verden
ROMAN. Når du lever af at samle flasker, skal du kende københavnernes uskrevne spilleregler.
Du skal smile. Ikke se alt for forhutlet ud. Ikke give indtryk af nogen form for lidelse. Eventuelt fortælle en joke. For alt i verden må du ikke ødelægge stemningen. For dit afkast afhænger af den.
Det forstår Cosmos, hovedpersonen og fortælleren i Lucia Odooms socialt sansende debutroman. Det er en bog med blik for det, som får mennesker til at finde sammen, og for det, der skiller dem fra hinanden: Hvem, der får hvilke muligheder.
I romanen ser vi København gennem Cosmos’ øjne. Han er en ung, ghanesisk mand på 33 år, der er kommet til Europa som bådflygtning. I et stykke tid arbejdede han i Italien. Nu er han netop ankommet til København på et arbejdsvisum.
I WhatsApp-beskeder stilet til sin familie i Ghana beretter han om sit liv i byen. Det er romanens bærende greb. I beskederne scanner og analyserer han byen med et nært antropologisk blik. Som her i beskrivelsen af de københavnere, der passerer ham: »De er iklædt korte jakker eller lange frakker, de tolker vejret forskelligt«.
»De har allerede besluttet sig for, hvem jeg er, de bruger mindre tid på at betragte mig, så jeg kan nemt iagttage dem«, fortæller han. De har et liv foran sig, som han aldrig får. Men det gør ikke hans drømme mindre.
Cosmos’ tilværelse er præget af midlertidighed. Han ved ikke, hvor han er på vej hen. Han ved, han vil bygge et hus til sin søster i Ghana for de penge, han tjener. Men Kragerne, den gruppe af afrikanske migranter, han holder sammen med, er et skrøbeligt skæbnefællesskab at læne sig ind i. Som han skriver hjem: »Vi holder sammen på dagene med hinandens hænder.« Det er en smuk sætning, jeg vil holde fast i.
Dem er der mange af i Lucia Odooms roman. Korte, menneskekloge sætninger. Og sjove, lette sætninger, som er helt rom-com-agtige. For Cosmos er forelsket. Han har nemlig mødt en kvinde. Elizabeth.
En dag er de taget ud til vandet, for at hun kan lære ham at svømme. De ser dog ikke på havet på samme måde:
»Havet er den største omfavnelse, man kan få, sagde hun og lagde sine arme omkring mig. Sveden var som en lim, der bandt os sammen. Jeg tænkte, at hun bare skulle vide, hvad havet har stjålet af vejrtrækninger, men jeg holdt det for mig selv«.
Oplevelsen af at rejse fra Libyen til Italien til søs sidder i hud og knogler på Cosmos. I vandkanten vender minderne tilbage om de tidsløse dage på havet, hvor han tvivlede på sin egen overlevelse og følte sig ubetydelig.
Men det kan han ikke fortælle Elizabeth om. Hun vil ikke forstå det, og han vil heller ikke have hendes medlidenhed. Hun har tanzaniansk baggrund, men hendes familie bor i Danmark. Hun arbejder som fotograf, og med det arbejde kan hun rejse ud i verden, som det passer hende.
‘Cosmos’ er en roman om at forelske sig på tværs af dybe erfaringsskel. For i relationen til hinanden kan Cosmos og Elizabeth ikke tage deres forskellige livsvilkår ud af ligningen. Deres nære relation er sovset ind i den ulighed, som præger vores verden. En tematik som også antropolog Sine Plambech (der er takket til sidst i bogen) har udfoldet i sin fagbog ‘Global sex’ om kærlighed og kapitalisme.
Men bare fordi det er sådan, betyder det ikke, at forelskelsen ikke er stor, nej, den er ren beruselse, den stråler om kap med solen. Passagen ved havet er en af de stærkeste fra bogen. På grund af dens sammensætning af erindring og nutid, smerte og fortabelse.
Nogle steder i romanen er fortællegrebet forvirrende. Alt bliver fortalt via WhatsApp, og beskederne veksler mellem at være spontane og snakkende, til eftertænksomme og styrede. Der er ligesom flere stemmer i Cosmos, flere moods. Snart beskriver han en ting, som om han ser den for første gang, så har han regnet et fænomen ud. Forundring og skråsikkerhed sat sammen. Undervejs giver grebet anledning til tekniske spørgsmål, som præger læseoplevelsen. De bliver dog besvaret til sidst i et lille twist, hvor læserens undren bliver en del af pointen.
Cosmos har selvfølgelig også grimme følelser og dårlige vaner. Han er forfængelig, han bliver jaloux. Han overspringshandler, og han ignorerer. Selvom han på en måde står uden for samfundet, kapitaliserer han på dets sociale økonomi.
For han er smuk. Med forholdet til Elizabeth får han en seng at sove i. Bliver castet til at gå shows under Copenhagen Fashion Week. Det nyder han godt af, men det får ham også til at føle sig fej. For pludselig har han adgang til nogle andre arenaer end resten af Kragerne. Mulighed for at tjene andre slags penge. Den sociale kompleksitet er romanen særligt god til at vise.
I ‘Cosmos’ taler et menneske, som københavnerne deler byen med, men som mange sikkert ikke rigtigt ser. Det føles vigtigt med en roman fortalt fra pantsamlerens perspektiv.
Men det er ikke en roman om Cosmos uden dem, han ser: Personen, som passerer forbi. Kassedamen, som ser medlidende på ham. Den modeprofessionelle, som vil have en god story ud af ham.
Det er Cosmos’ blik på de andre, som er særligt engagerende.
Kort sagt:
‘Cosmos’ er en menneskeklog og poetisk roman om længsel, fællesskab og kærlighed, der viser, at selv i vores mest intime relationer, er vi sovset ind i global ulighed og social kapital.