Når jeg tænker på forfatter Ulrikke Bak og skønhed, forestiller jeg mig hende oppe i himlen på en sky, hvor hun sidder med foldede hænder og finder på historier, mens hun ser ned på os dødelige, der er i færd med at købe ansigtsmasker og plukke øjenbryn.
Når jeg tænker på forfatter og kunstner Melanie Kitti, ser jeg hende for mig rode rundt nede i jorden og grave med neglene, mens hun ser op på os dødelige, der vælter rundt i Sephora og ser os flygtigt i spejle, vi passerer.
I begyndelsen af oktober havde jeg inviteret de to kvinder til en af flere samtaler om skønhed i forbindelse med min udstilling ’Under broen’ på Galleri Tom Christoffersen i København. Den blev desværre aflyst, så i stedet er det blevet til et slags samtaleessay om det komplicerede i forholdet mellem skønhed i kunsten og kvindeligheden. Her kan du læse et uddrag.
Kan I ikke begge starte med at fortælle mig, om I kan huske den første gang, I syntes noget var smukt?
Ulrikke: Mit umiddelbare svar er en hest. Et af mine første minder er at sidde i hjørnet af en ridehal og se min mor og storebror ride og være fikseret af det syn. Engang hørte jeg digteren Søren Ulrik Thomsen forklare, at det skønne er en afbrydelse, der momentært gør det svære til at bære. Hvis jeg er ked af det, kan jeg godt have brug for at se på en hest. Synet af en hest letter noget i min sjæl.
Melanie: Hvis jeg skal nævne noget, er det knyttet til mig selv og det hjem, jeg er vokset op i. Vi var ganske fattige og vi havde ikke et særligt “fint” hjem, men en gang imellem i vores hus var der nogle objekter, som min mor enten havde lavet selv eller havde liggende, som jeg syntes var som små skatte.
Og første gang I syntes noget var grimt?
Melanie: Lige fra jeg var lille, følte jeg mig grim. Jeg hadede, at jeg var brun, og at jeg skilte mig ud, både i min familie og i alle andre sammenhænge. Den følelse kan jeg huske at have haft, fra da jeg gik i børnehave.
Ulrikke: Selv om jeg generelt ikke er bange for at sige at noget er grimt på et æstetisk plan, gør jeg det næsten altid med en vis form for forbehold, fordi jeg har erfaret at den slags udmeldinger har det med at indhente mig senere. På et mikroplan har jeg i mange år sagt at bamsestøvler er grimme. Jeg har kørt en slags personlig kampagne imod Uggs og efterligninger, siden jeg var teenager. Og det har selvfølgelig at gøre med at de er lavet af pels, som jeg ikke er så glad for, men også bare fordi jeg syntes, de var stygge at se på. Men nu kan jeg så pludselig godt lide dem. Sådan er det sket for mig med mange ting, at de har åbnet sig for mig, eller jeg har åbnet mig for dem.
Melanie, ville du blive vred, hvis nogen sagde om et af dine værker, at det var grimt?
Melanie: Nej. Jeg ville nok blive ked af det, hvis det var, fordi vedkommende med grimt mente, at det var dårligt. Men jeg ville ikke blive ikke vred. Jeg vil gerne have at der skal være et uncanny og grimt lag i det, jeg skaber.
Ulrikke, ville du tage det som et kompliment hvis nogen kaldte noget, du har skrevet, for smukt?
Ulrikke: Ja. Men der er nok også forskel på at arbejde med tekst og så billede i mere visuel forstand. Hvis nogen siger, om en tekst, at den er smuk, så er det jo ikke, fordi den er dekorativ eller særlig harmonisk for øjet. Som regel, hvis man siger at et stykke tekst er smukt, er det jo ikke en æstetisk bedømmelse, men fordi noget inde i teksten, ordene eller kompositionen eller meningen, har rørt noget i én, forløst noget. Så hvis nogen siger om noget jeg har skrevet, at det er smukt, så tager jeg det hundrede procent som et kompliment.
Melanie, i dit arbejde er du blandt andet dybt optaget af arkæologi og af kirkegårde. Flere af dine digte foregår på en gammel kirkegård, hvor fortælleren graver og finder ting i jorden. Hvor startede den fascination?
Melanie: Jeg har været optaget af det, siden jeg var barn. Som voksen er jeg blevet diagnosticeret med autisme. Så jeg tror, at det har været en særinteresse, jeg altid har haft. Som barn ledte jeg hele tiden efter fossiler og drømte om at finde særlige skatte.
Engang fandt jeg i min skolegård en mønt i tin med et symbol på, som jeg ikke vidste, hvad var. Der troede jeg seriøst, at jeg havde made it. Jeg viste den til min lærer, som fortalte mig, at symbolet var et hagekors, og jeg kan huske, hvordan jeg gik fra at være meget begejstret til at blive meget selvbevidst. Jeg skammede mig over mit udseende. Min onkel hjalp mig med at smelte mønten, så hagekorset gik i opløsning. Han sagde, at jeg kunne få lov til at støbe det om, så det ændrede form til noget andet, men det var, som om jeg ikke kunne formå at lave noget smukt ud af noget, som havde været så grimt. Så i stedet blev det bare til en klump.
Du portrætterer ofte dyr i dine værker. Det er jo en helt anden form for skønhed, men jeg ville vove at påstå at skønheden findes i de værker. Hvorfor er det dyr du er draget af og ikke mennesker?
Melanie: Jeg er enig med dig i, at skønheden findes i værkerne. Og det vil jeg også gerne have. Jeg vil bare ikke have at det skal være det eneste lag. Mine værker er også meget grove og afslørende og kan se ufærdige ud. Jeg maler ofte en blanding af dyr og mennesker, og jeg ved ikke helt hvorfor. Det er som om jeg ikke helt har turde at gå videre til det man kunne kalde døde motiver.
Jeg begyndte med at male heste, fordi jeg syntes, de var så smukke. Det gav mig et motiv, som gav mig en grund til at male, og så er disse kroppe langsomt blevet til andre kroppe.
Er det et tabu at være kvindelig kunstner og være smuk? Eller at gå op i skønhed?
Melanie: Altså jeg går ikke selv så meget op i at være smuk på en konventionel måde. Jeg bruger ikke sminke og jeg har en ganske neutral, kedelig tøjstil, synes jeg. Jeg bryder mig ikke om at dresse op. Det sker kun en sjælden gang i mellem, for jeg kan ikke lide når folk siger: »Så fin du er«.
Derfor klæder jeg mig hellere mere afdæmpet. Men jeg tror helt klart, at janteloven som alle andre steder eksisterer i kunsten, og at en kvindes udseende kan læses ind i hele historien om hendes fremgang eller modgang i kunsten. Jeg tror, at hvis en kvinde er smuk, så vil der lettere kunne stilles spørgsmål til, hvorvidt hendes udseende har bidraget til eventuel sucess eller ej. Jeg tror ikke, der findes et facit på det spørgsmål.
Når det er sagt, må jeg også indrømme, at jeg til en vis grad blev lettet, da Kim Kardashian pludselig blev populær, og det at være ikke-hvid og en kvinde med former blev set som noget smukt. Selv om det var helt vildt problematisk, at de havde gang i blackfishing (at imitere sorthed, red.), var det som om jeg endelig kunne sætte en lille smule pris på min egen krop, som aldrig havde været sådan som “den skulle”. Alligevel var det jo kun en trend, og da jeg så hende på forsiden af i Interview Magazine i 2022, hvor hun så var gået tilbage til det hvide ideal, hvor hun var platinblond, meget tynd, og poserede foran det amerikanske flag, blev jeg faktisk lidt bange og ked af det.
Ulrikke, du arbejder både indenfor litteratur og teater med kristendommen. Da vi talte sammen forleden, nævnte du ordet skønhedsritualer som et begreb, der netop har rod i noget guddommeligt, kan du ikke sige noget om det?
Ulrikke: Jeg tænkte bare over, at skønhedsrutiner eller -ritualer, minder mig om noget, der findes i kirken og i religiøse praksisser. Altså ritualet som ‘handlingssiden’ af troen, en praksis man gentager enten for at opretholde eller forny noget.
Hvad er det, man kan finde i kirken? Et begær, der kan blive stillet, fordi det ikke er styret af det ydre?
Ulrikke: I troen og i troens billeder kan man i hvert fald mærke et begær, man ikke kan få stillet ved hjælp af noget, man kan købe. Når det bliver sagt, at man skal lære at “ligne” Jesus, eller “ligne” Jomfru Maria, at man skal forme sig selv ind i deres billede, så handler det ikke om noget ydre, eller at man skal se ud som dem. Det er en måde at være og handle på, man skal stræbe efter, og nogle dyder man holder frem for sig som ideal.
Er der noget dybt at hente i den kapitaliserede skønhed vi ser i dag med botoxklinikker, der åbner op på Strøget og med aftabuiseringen af den ”lavede” skønhed?
Ulrikke: Jeg ved ikke, om der er noget dybt at hente, det er svært at se dybt og kapitaliseret som noget, der kan hænge sammen. På sin vis synes jeg, at folk bare skal få lavet alt det, de vil. Men det er uhyggeligt, at der er så stort et marked for det, når verden ser ud, som den gør, og der er så meget andet, der skal laves. Jeg tror, man skal være skeptisk over for det meste, der åbner på Strøget.
Jeg ved ikke, om botoxklinikker er så meget værre end for eksempel en kæde som Normal. Jeg hader Normal. Der er så mange produkter derinde, og man får så mange behov af at gå derind. Det er et stort brainwash. Og så har man kaldt den ‘Normal’, for at få den til at fremstå jævn og almindelig og for at skjule, at den er et symptom på en verden, der er helt og aldeles i stykker.
I det hele taget er det spændende at se på de ord, der knytter sig til beautyprodukter. For eksempel brandet NARS, der har en blush der hedder ’Orgasm’. Jeg tror, det er deres bedst sælgende produkt. Og jeg dømmer ikke, fordi jeg har selv haft den. Men det er jo et eksempel på, at man tager et ord, der beskriver en desirable, intim, hellig og i udgangspunktet gratis tilstand og så kapitaliserer på den. Det er en okay blush, men den ville nok ikke have solgt det halve hvis den hed ‘rosy cheeks’. Man skal være på vagt hele tiden. Vi har ligesom lært at billedet lyver, forfører og manipulerer. Men det gør ordene også.
’Under broen’ kan ses på Galleri Tom Christoffersen i København indtil 12. oktober, hvor du også kan opleve den fjerde og sidste samtale om skønhed fra klokken 14 til 15.