- Forskere begår selvmord til højre og venstre i gruopvækkende bog bag Netflix-hit
- 10 bøger, vi vil læse denne måned: Fra 712 sider om kristne kvinder til kapitalisering af psykisk sygdom
- Landets ældste samtalepodcast har fået rappere til at invitere strippere i studiet, gjort chefredaktører til skaldyrsforhandlere og brugt kartoffelkager som hævn. Nu fylder den 10 år
Sjældent har jeg set et blowjob skildret så ubehageligt spruttende. ‘Pow Pow Pow’ tager ingen gidsler
Pow Pow Pow' på Revolver. (Foto: Birk Thomassen)
TEATER. På bunden af en mørk, tågeindhyllet grotte – eller samfundet – står tre amputerede IKEA-senge. Den ene spiddet af en gigantisk rødhovedet kortnål, den anden skamferet af et glubende hul og den tredje kvast under en enorm blok granit.
Med ét bliver scenen flænset i tusind stykker af en forfærdende støj og et blitzbombardement fra tre huller i loftet, og langsomt, heeelt langsomt, toner en Gollum-agtig skabning frem på granitten. Skrøbelig, forkrøblet, resolut. Med lange grønne glimmernegle og gennemsigtige strømpebukser.
Men det er ikke et monster, det er en molbo – og hun er fanget hernede i hullet med os. Hun stirrer nervøst på publikum, lægger prøvende ansigtet i de forventede folder og fortæller os sin første vittighed:
»Banke banke på. Hvem der?«
»Zolpidem.«
Zolpidem er sovepiller, og molboen er skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen, der nu atter lægger krop til en bidsk tekst af forfatter Christina Hagen – én af dansk litteraturs i bedste betydning mest ubehagelige stemmer. For Hagen tager aldrig gidsler, heller ikke i ’Pow Pow Pow’, opsætningen af hendes anmelderroste digtsamling om molboer, omsorgssvigt og partnervold på Revolver.
’Pow Pow Pow’ er instrueret af Emil Rostrup og er en brutal fortælling om vold og begær i underklassen fortalt fra molboens, den socialt marginaliseredes og latterliggjortes perspektiv. Her er ingen mønsterbryderfetichisme, ingen fløjlshandsker. Hvis volden i bogen var overrumplende, føles den her i teateret anderledes udstrakt og umulig at flygte fra. Som et grundvilkår og ikke blot en gimmick.
Forestillingen gennemspiller kort sagt digtsamlingens tre dele i forkortede versioner.
I den første fortæller et skælvende molbobarn en lang række kuldsejlende vitser om ensomhed og overgreb oppe fra granitblokken. Hun er sig selv, men også alle andre misrøgtede molboere samtidig. Nærmest som en fjern, forpint slægtning til Arthur Fleck, der i en uafrystelig talkshow-scene i ’The Joker’ fortæller en grufuldt usjov knock-knock-joke, plaffer værten i hovedet med sin pistol og starter et kollektivt oprør. Pow.
Efter vitserne knepper hun granitblokken – eller bliver hun voldtaget af den? Er det sådan sex føles for molboen; at knalde med en mand, der er kold og hård som sten? Sjældent har jeg set et blowjob skildret så ubehageligt spruttende som her.
I anden del er molboen en voksen kvinde på Kreta, der er håbløst forelsket i en 22-årig fyr, »en barn mæ æstor pik«, som hun så dejligt upassende formulerer det med østjysk dialekt.
Ida Cæcilie Rasmussen har en forfinet evne til at give Hagens fordærvede og moralsk forkastelige karakterer uimodståeligt liv. Senest som »frivilligt barnløs« i forestillingen ’Med mig selv i mine egne arme’ fra 2019, og nu også her, hun er ganske mægtig.
Hele tiden en ulmende, desperat vrede, jalousi eller angst lige under ansigtets overflade. Alle digtsamlingens forsmåede, grimme følelser funkler så meget mere varieret, når de får en krop at boltre sig i.
Den enorme røde nål – scenograf og billedkunstner Julie Stavads signatur, sidste år spiddede hun Egeskov Slot med en 30 meter lang én af slagsen – bliver en stram metafor for, hvordan man altid er spiddet til sin geografi og til sin fortid. Malplaceret virker dog det kridhvide sengetøj, det virker lidt for sterilt til Hagens tekst, som flyder med spyt, sæd og leverpostej.
Sidste og tredje del handler om et psykisk voldeligt parforhold. »Jeg er bange, og jeg er forelsket«, siger molboen, mens hun fantaserer om at skære sin pulsåre over. Som en trold af en æske bliver hendes pistolformede hånd ved med at hoppe op til tindingen, selvom hun skubber den ned igen og igen. Selvmordstankerne halvt komiske, halvt knugende. Det er stærkt.
Til sidst får den ulykkelige molbo selskab af sin egen indre, voldsparate molbo, der er klar til at hævne sig på alle »med pengen klirrend i æ lomme«. »Enlig mor af en enlig mor af en enlig mor, den slags går i arv«, råber hun med pistolerne i vejret, »pulsure og pikkemænd vinder altid over hængepatter!«
Forestillingens sidste POW fortoner sig. Men da applausen er slut, tvinger en elegant og vrængende detalje publikum til at se indad. For er det ikke netop os, der har pengene klirrende i lommen?
Og spørgsmålet er: Hvad har vi tænkt os at gøre ved det?
Kort sagt:
Christina Hagens molbotekster får knivskarp krop på Revolver. Ingen forlader teateret uden fornyet indignation og følelsen af, at vi alle skylder molboen at tage os sammen.
'Pow Pow Pow' på Revolver. Teater. Iscenesættelse: Emil Rostrup. Forfatter: Christina Hagen. Scenografi: Julie Stavad. Medvirkende: Ida Cæcilie Rasmussen. Spilleperiode: Til 26. oktober.