‘Trelegemeproblemet’: Forskere begår selvmord til højre og venstre i gruopvækkende bog bag Netflix-hit

ROMAN. Tidligere på året gik ’Game of Thrones’-skaberne i luften med deres seneste episke seriesatsning, ’3 Body Problem’. Og nu dukker der sandelig også en oversættelse af romanforlægget op i Danmark.

Det er simpelthen året, hvis du skal indløse billet til det kinesiske hypetrain, der bare har fået tiltagende fart på, siden bogen udkom. For snart 20 år siden!

’Trelegemeproblemet’ kan lyde lidt som et saftigt trekantsdrama med hanrejer og husbesøg. Men her må jeg med det samme skuffe kåde læsere. Der er ikke skyggen af sex mellem titlens tre legemer.

I det hele taget er der ikke rigtig sådan noget som relationer mellem mennesker i bogen. Den er nemlig ikke optaget af mennesker – kun af menneskeheden.

Vi er solidt plantet i science fiction-genren. Og det i den ende af skalaen, der tager sci’et i sci-fi meget alvorligt. Alle karakterer har mindst én ph.d. i teoretisk fysik – og de er ikke bange for at bruge den.

Eller det bliver de faktisk.

For der sker sære ting i ’Trelegemeproblemet’. Forskere begynder at begå selvmord til højre og venstre. Ingen ved hvorfor. Mindst af alle nanofysikeren Wang Miao, der pludselig begynder at se syner og bliver hvervet af militæret til at infiltrere skyggeorganisationen Videnskabelig Front.

Militæret tror, at der er en forbindelse mellem selvmordene og organisationen, men der er ingen håndfaste beviser. Mystikken bliver kun større, da Wang falder over computerspillet ’3 Body’ – en slags ’Fortnite’ for forskere, der med ’Myst’-lignende obskurt gameplay og gådeløsning introducerer Wang for et uløseligt problem i fysikkens verden.

Selvmord, militær, infiltration. Det lyder umiddelbart spændende. Og det er det virkelig også meget af tiden, men ’Trelegemeproblemet’ har muligvis den mest ujævne spændingskurve for nogen bog, jeg nogensinde har læst.

Den har de vildeste set-pieces, der får blodet til at isne, øjnene til at spærre sig op, og siderne til at vende sig selv. Samtidig kan du også bruge store dele af bogen som opslagsværk, hvis du forbereder dig til eksamen i Fysik B.

Det er lidt ligesom i Christopher Nolan-film som ’Tenet’ og ’Interstellar’. Det ene øjeblik er du vidne til spektakulær filmmagi, hvor kampscenerne bøjer tid og rum. Det næste øjeblik kigger Matthew McConaughey lidt på en mand, der stikker en blyant gennem et stykke papir.

Fra eksplosion til eksposition.

Måske er dette tovtrækkeri bare et af sci-fi-genrens vilkår, men det er løst betydeligt mere elegant andre steder, end det er i ’Trelegemeproblemet’.

Når det er sagt, så er det alligevel værd at læse med, når forskerne begynder at prædike deres teknologiske evangelium. ’Trelegemeproblemet’ er grundlæggende en idéroman – og det er her, den excellerer.

Meget af tankegodset er set før i en klassiker som Carl Sagans ’Kontakt’, men ’Trelegemeproblemet’ er langt mere dyster og gruopvækkende. Bedst som man tror, at det fulde omfang af tingenes tilstand er gået op for én, finder Cixin Liu endnu en måde at overrumple.

Han trækker konstant tråde frem i tiden og tilbage til Kulturrevolutionen i Kina.  

Der er hele tiden mere dybde, mere avancerede forklaringer, vildere teorier. Noget af det drukner desværre i tech-bavlet:

»Ud fra enkelte, sporadiske oplysninger er der i øjeblikket planer om at bygge et apertursynteseradioteleskopsystem i global skala baseret på meget lang baseline interferometrikteknologi«.

Men langt det meste tankeguf, når heldigvis helskindet frem til læseren. Alt det der handler om tid, rum, eksistens og menneskets iboende ondskab er stadig blændende aktuelt.

Der er vitterligt ikke rigtig noget i romanen, der virker bedaget, på trods af at den er skrevet i 2006. I hvert fald ikke tematisk.

Det er lidt en anden sag med karaktererne.

I betragtning af at romanen bruger hele kapitler på at »forklare udfoldning i flere dimensioner«, er karaktererne imponerende endimensionelle.

Wang Miao, der rent teknisk må kvalificere som hovedkarakter, er fladere end det nanomateriale, han er ved at udvikle. I starten introduceres han som et familiemenneske med kone og barn. De dukker også lige op én enkelt gang og er lidt bekymrede for ham, men så snart han bliver hvirvlet rigtigt ind i plottet, er familien pist væk igen.

Han er så ligegyldig, at selvom han er den primære følgekarakter, har de alligevel klogt valgt at skære ham helt ud af Netflix-adaptionen. Han får ikke engang en cameo.

Det er svært rigtigt at sympatisere med nogen karakterer overhovedet. De virker som nødvendige onder, for at Cixin Liu kunne fortælle sin historie. Han er i hvert fald ikke interesseret i deres personlige historier.

Og sådan svinger ’Trelegemeproblemet’ hele tiden frem og tilbage som et pendul. Mellem at være for tung og upersonlig. Til pludselig at blive en veritabel pageturner, der er så hjemsøgende, at du ikke kan falde i søvn for den.

Den er pokkers ujævn, men jeg kan sige det meget enkelt. Når bind 2 kommer på dansk, skal jeg også læse det. Hvis altså jeg kan vente så længe.

---

Kort sagt:
’Trelegemeproblemet’ er benhård sci-fi, der trods sine lange teoretiske passager, formår at overraske og overrumple med uforlignelig spænding og idérigdom.