MINE YNDLINGSBØGER. »Jeg læser cirka en bog om ugen. Fordi det er mit arbejde«, fortæller Caspar Eric og afslører, at han ikke er vokset op i et hjem, hvor der blev læst bøger.
»Så nu føles det tit helt vildt, at være ’sådan en der læser’. For tiden er jeg meget oppe og køre over bøger, der er omkring 150 sider lange. Det synes jeg helt ærligt er en perfekt længde. Især til romaner. Jeg kan godt lide det her hurtige og kompakte«, fortsætter han.
Caspar Eric er en af de relativt få danske digtere, der er brudt igennem til mainstreamen, og han har brugt sin taletid aktivt til at tematisere »ridser i normaliteten« og til nærmest aktivisk at debattere diskrimination af handicappede og den forsømmelse, de oplever i sundhedssektoren.
Sidste år udgav Eric digtsamlingen ‘Nye balancer’, som han selv kalder »handicapdigte«. At dømme ud fra titlen tyder det på, at hans næste udgivelse beskæftiger sig med samme tematik:
»Jeg er i slutspurten med en digtsamling, der kommer næste år. Den hedder ‘Crip’, og den bliver god«.
Vi har bedt Caspar Eric anbefale en håndfuld bøger, som har gjort stort indtryk på ham.
Den nyeste bog, der har gjort indtryk på mig
’Hvem slog min far ihjel’ af Edouard Louis
»For cirka et år siden gik jeg hen til min kærestes bogreol for at finde noget tyndt og let, som jeg lige kunne kværne, inden vi skulle sove. Og bum, så hiver jeg Edouard Louis’ ‘Hvem slog min far ihjel’ ud af bogreolen.
Det er en bog, som mange af mine venner har nævnt flere gange, men jeg er ligesom aldrig kommet med på Louis-toget. Indtil nu. Det er det hårdeste og smukkeste, jeg nogensinde har læst om klasse og maskulinitet, og bogen fik mig, og det her mener jeg faktisk helt oprigtigt, til at forstå mig selv og mange af de drenge, jeg voksede op med på en nye måde.
Ud over det er den skrevet helt nøgternt og direkte, og en stor del af dens skønhed består i, hvor enkelt den også kan fortælle om, hvordan det er at leve med vold og ensomhed som et grundvilkår. Og så har den en scene med en far og en Titanic-dvd, der fik mig til at skrive en sms til min ældste og bedste ven, som jeg ikke havde set i over tre år«.
En bog langt flere burde læse
’Yahya Hassan’ af Yahya Hassan
»Jeg ved godt, at det her virkelig er med tungen i kinden. Men min hjerne kan simpelthen ikke stoppe med at tænke på ’Yahya Hassan’ af Yahya Hassan!
Jeg har sådan en fornemmelse af, at det er sådan en bog, der står i de fleste hjem, hvor en bog overhovedet nogensinde kunne finde vej. Men jeg tror faktisk langtfra, at det er alle, der har læst den. Folk bliver tit skræmt af, at det er poesi. Eller så tænker de måske, at, okay, jeg ved jo godt, hvad den handler om. Og jeg er her for at sige: Nej. Det gør du ikke. Så læs den nu bare. Let’s go let’s go«.
Den bog jeg har anbefalet til flest
‘This Connection of Everyone with Lungs’ af Juliana Spahr
»Den bog jeg uden tvivl har læst flest gange, er også den bog, jeg har anbefalet til flest mennesker. Og det er Juliana Spahrs ‘This Connection of Everyone with Lungs’. Den er et blødt og voldsomt kampskrift om verden, efter at USA og Danmark gik ind i Irak og Afghanistan.
Det er virkelig svært at beskrive, hvad den bog gør. Men den får mig til at føle, at jeg har en plads i verden. Både som et lille ubetydeligt menneskedyr, og som noget der alligevel er vigtigt. Den får mig til at mærke verden i al sin tragedie, men den minder mig også om i de små øjeblikke af lykke, der kan opstå, når man som digterjeget ligger i en seng med en, man elsker, og når det bare virker som om, at universet udvider sig på full speed lige derude.
I lyset af de forbrydelser mod menneskeheden der foregår i særligt Gaza her på 13. måned, og i lyset af at der er valg i USA om en uge, så føler jeg virkelig aldrig, at der har været mere brug for en litteratur som denne her.
Digtene messer sig på en poppet måde igennem en nyhedsstrøm, mens de leder og leder efter et håb at gribe fat i. Det er en af de læseoplevelser, der altid både trøster mig eller gør mig rasende eller forelsket, eller som får mig til bare at føle mig set i min afmagt, afhængig af hvilken tilstand jeg også lige selv er i.
Jeres liv bliver rimelig sikkert bedre af at læse denne her bog«.
Den sjoveste bog jeg nogensinde har læst
’Måvens og Peder’ af Line Knutzon
»Jeg vil bare skrive en helt kort hemmelighed her: Line Knutzons hørespil om ’Måvens og Peder’. Lån dem på biblioteket.
Det er det sjoveste, der nogensinde er skrevet på dansk. Hvis man ikke kan overskue at læse dramatik (det er ikke svært, jeg lover), så kan man starte med ’Camille Clouds brevkasse’. Men den fuldstændig usammenlignelige genialitet og humor i de her radiodramaer (som altså findes på tekst!) er måske Danmarks mest velbevarede hemmelighed«.
En bog der fik mig til at græde
’Martyr!’ af Kaveh Akbar
»Min kæreste har lige i dette øjeblik grinet af mig og sagt: “øøøhm, men du græder jo næsten hver gang du læser”. Og det er også sandt. Eller: Det er i hvert fald sandt, at det sker indimellem. Og det vil jeg egentlig bare gerne slutte af med.
Jeg fældede fanme en tåre for nyligt til Kaveh Akbars ’Martyr!’, og jeg synes ikke engang, den var særligt god. Den var for lang, og det der med at have et bagvendt plot, som pludselig afslører, hvorfor det er, at jeg har siddet og læst både fiktive samtaler mellem Darth Vader og Lisa Simpson, for så at høre en iransk (og i øvrigt død) mor fortælle i jegperson om sit liv i Teheran, det er sgu bare ikke så meget mig. Men jeg græd! Og jeg havde en fest imens.
Og prøv lige at tænk over det, og prøv at glemme et øjeblik at jeg er digter, og at hallo, selvfølgelig tuder jeg til bøger. For hvor sjældent sker det ikke for tiden, at man får lov til at være i rum med noget kunst, som faktisk vil én noget, og som ikke bare vil trykke på de helt rigtige Disney-knapper og fadertraumer inde i én.
Alt for sjældent, hvis I spørger mig.
Og så er der bare noget med de der tykke tårer, der kommer ud, når man læser, som på en både skøn og mærkelig måde kan føles som om, at de er blevet skåret ud af selve ens sjæl. Ikke vær bange. Bare læs noget mere«.