’Playboy’ er en iskold og kompromisløs afvisning af kønsnormer
ROMAN. Constance Debré blev internationalt kendt for sit autofiktive værk ’Love Me Tender’ om en kvinde, der har forladt sit advokatjob for at blive forfatter, sin mand for at blive lesbisk og kæmper for at få lov at se sin søn. Nu er den franske forfatters debutroman fra 2018 – og forhistorien til ‘Love Me Tender’ – udkommet på dansk.
‘Playboy’ er et transfervindue. Gennem små vignetter, der flyder som tankestrømme skrevet i en note-app, beretter fortælleren om sin forvandling til lesbisk playboy.
To kvinder bliver afgørende for jeg’ets transformation. Den noget ældre Agnes (en kvinde hvis søn fortælleren har forsvaret i retten) er den første kvinde, fortælleren har et seksuelt forhold til.
»Det var lige meget, hvem hun var«, fortæller hun om Agnes. I relationen har fortælleren den klassiske manderolle som den, der betaler, frem for at blive betalt for, og den, der knalder, frem for at blive knaldet.
Hun begynder at se kvindekønnet udefra; hun synes, at »kvinder er obskøne«. Hun konkluderer også, at sex med Agnes er »dårligt«, og at Agnes ikke har tænkt sig at forlade sin mand (som de i øvrigt har en trekant med). Fortælleren er ligeglad. Det gør hende ikke noget at være Agnes’ playtoy. Hun opdager nemlig, at hun skal være playboy.
Et råt begær opstår, da fortælleren indleder et forhold til den 15 år yngre Albertine, også kaldet Albert. Det er også her, den autofiktive roman er sprogligt stærkest:
»Hendes nattevarme. Hendes smag af nat. Jeg leder efter det, der er rådnet under hendes tunge siden i går, en smag af død, jeg leder efter min egen brutalitet i hende«.
Fortælleren performer en maskulinitet, der mere og mere minder om machismo. Hun udfolder sig som lesbisk playboy med Albert som sit playtoy. »En kvindes krop er skabt til at blive rørt ved og smagt på«. Debré erobrer et male gaze.
Den kvindelige fortæller og romanen selv insisterer på at lade sig styre af begær – et begær, der normalt er forbeholdt mænd. Og med den insisteren gør ‘Playboy’ også oprør mod både parforhold og moderskab.
Hvis der var et parforholdspotentiale mellem fortælleren og Albert, har hun punkteret det ved at spå relationen død fra start. Hun venter nærmest på, at de bryder med hinanden. Det er ikke et fast forhold, hun vil have, men sex, følelsen af brændende begær og en »ståpik« og Alberts blik på hende »som en blanding af en mand og en kvinde«.
Men ud over at hun får lov at slikke hendes bryster, så skriver Albert sedler til hende, kysser hende på gaden og låner hendes sweatre. Det bliver for meget. Hun vil være alene, drømmer om et tomt køleskab og får tatoveret en pinup-pige, »som hun kan tage med sig i graven«.
Ud over at være lesbisk playboy, så er fortælleren også mor. Eller far: »Jeg er ikke hans mor, jeg er hans far, og fædre er ikke bange, de har ikke behov for at blive elsket af deres børn, så de lader dem bare være i fred«.
Hun beretter usentimentalt om, at hun ikke længere ser sin søn. Hendes reaktion på sønnens vrede mod hende er, at hun »godt kan lide den«. Hun er presset på pengene, så det er egentlig fint, at der er »en mund mindre at mætte«. I bogen fylder begæret mere end barnet. Debré vrangvender normative forestillinger og forventninger til kvinder – som mødre og som seksuelle væsner.
Sideløbende med køn går Debré på opdagelse i klassetematikken. Som forsvarsadvokat i retslokalet observerer fortælleren underklassen møde overklassen, lovbryderne møde de lovlydige og dem, der skal dømmes, møde dem, der skal dømme. Hun er fascineret af samfundets bund og foragter småborgerlighed. Hun går i ikke-rigt tøj og siger sit job op.
Klassebevidstheden eksisterer også i de seksuelle forhold; hun bryder sig ikke om, at Agnes er en »provinsfrue«, der er »fantasiløs« og skræller æbler på en helt bestemt måde. Til gengæld er hun vild med, at Albert ikke har arbejde eller uddannelse og giver systemet fingeren.
I små brudstykker får vi indsigt i fortællerens heftige opvækst med »overklassejunkier« som forældre. Jeg’et beskriver sig selv som rig, en del af overklassen, men uden at have penge, for »rigdom er mere en tilstand«. Det er interessant, at fortælleren beretter om sig selv som en hybrid, der svæver mellem klasserne, er hævet over dem.
Det er oprørsk, klogt, men indimellem også en lidt rodet oplevelse som læser. Brudstykkerne om opvæksten, arbejdet og jeg’ets klassetanker virker som små sidespor, der er blevet lagt lidt henkastet uden at blive flettet sammen og forløst med resten af historien. Det gør desværre, at den kloge klassekritik til tider virker en anelse krampagtig.
Man skal læse ’Playboy’ for at opleve et råt og kompromisløst oprør mod forventninger til kvinden som mor og som seksuelt væsen. Den er usentimental i sin adgang til hovedkarakterens holdninger og handlinger – og er i bedste machismostil stort set strippet for følelser. Vi har at gøre med en fortæller, der konkluderer, at »hjertesorger findes ikke« og omtaler en sexpartner som et »opsvulmet lig«, som hun skal skille sig af med. Hendes far har også forsøgt at hænge sig, »men det var vist ikke så slemt«.
Fortælleren er kategorisk kold, kynisk og (selverklæret) egoistisk. Indimellem kammer køligheden over og gør det svært at være i rum med hende. Men det er også her, jeg bliver konfronteret med mine egne normative forventninger til hende, kvinden; at hun skal vise en følelse, vise en varme. At hun skal sørge over sit barn, over sine ødelagte forhold.
Debrés autofiktive værk insisterer på, at opgøret med kønsnormer ikke kan være blidt, det skal være brutalt. En iskold afvisning.
Kort sagt:
’Playboy’ er et råt og kompromisløst oprør mod forventninger til kvinden som mor og som seksuelt væsen.