REPORTAGE. I den fyldte teatersal sænker sig en tung dunst af mennesker og… pomfritter?
Friturestegte lækkerier fra den lokale grillbar står stablet på et bord i scenekanten og får hele rummet til at lugte af USA.
»Det må være så svært at skulle lave noget, der er mere vildt end virkeligheden«, hvisker en i publikum til sin ledsager.
»Hvem tror du, der skal spille Trump?«, lyder det fra en anden.
Publikum sidder så tæt, at skuldre og numser strejfer hinanden, når de rykker sig den mindste smule. Der bliver hentet ekstra stole, så alle kan være her. Aftenens forestilling er både blevet til og udsolgt på rekordtid. Selv om ingen ved, hvad det er, de nu skal opleve sammen på teatret Mungo Park i Allerød.
Og så alligevel.
Det er onsdag 6. november 2024, og USA har netop valgt en ny præsident. Det er blot én dag siden, at valgstederne åbnede, og amerikanerne kunne sætte deres stemme på den kandidat, de mente ville gøre verden – nok mest USA – til et bedre sted.
Vi ved alle, hvordan valget endte. Som stemmerne blev talt op, blev den ene stat efter den anden farvet republikansk rød, indtil det stod klart, at den tidligere præsident Donald Trump nu for anden gang skal besidde verdens mest magtfulde embede.
Det er den internationale begivenhed, som på rekordtid er blevet til dansk dramatik.
På lidt over et døgn har et hold på fem dramatikere, ti skuespillere og én instruktør skabt forestillingen ‘Election Night’, der kun bliver vist denne ene aften. Den er en del af MUNGO LAB, teatrets eksperimenterende format, hvor ensemblet på baggrund af en original idé udvikler og prøver kræfter med nye iscenesættelser.
De ti skuespillerne er en blandet landhandel af nye talenter som Anton Hjejle, etablerede stjerner som Peter Gantzler og ikoner som Ulla Henningsen. Sammen har de indvilliget sig i at kaste sig ud i at legemliggøre det amerikanske valg.
Selv om resultatet er velkendt, strømmer spændingen som en elektricitet gennem de sammenkoblede skuldre foran Scene 2, hvor politik om lidt skal forvandles til teater.
Kunstnerisk newsroom
At skulle analysere og kunstnerisk fortolke en kompleks begivenhed som det amerikanske valg på så kort tid virker måske som et vanvittigt projekt.
Men netop det er forestillingens grundlæggende eksistensberettigelse. Den vil være den objektive journalistiske dæknings modvægt og en akut emotionel bearbejdelse af den geopolitiske begivenhed, vi lige har været vidne til.
Sådan beskriver både medlemmer af Skrivekollektivet, gruppen af dramatikere bag manuskriptet, og aftenens instruktør, teaterchef Anna Malzer, forestillingen inden premieren.
»Vi har ikke haft tid til at sidde og tænke alle mulige kloge tanker. Så teksten er rå og umiddelbar, for den blev skabt baseret på, hvad der kom til os i øjeblikket«, siger Anna Skov fra Skrivekollektivet.
De fem dramatikere har natten over siddet isoleret i et lokale med nyheder på storskærm i en form for kunstnerisk newsroom, mens de på skift har skrevet i 20- og 40-minutters intervaller.
»Vi så en masse korrespondenter og USA-eksperter, der virkelig gjorde deres bedste, men de kunne jo ikke midt i en liveudsendelse på valgnatten sige, ‘jeg er super overvældet, jeg er utryg, og jeg er bange’. Men det kan vi godt. Og på den måde kan vi gennem teater sammen med publikum kollektivt bearbejde de uforløste følelser, mange af os sidder med efter sådan en nat«, fortsætter Anna Skov.
Mødet med virkeligheden i linje A mod Allerød
Det er ti timer siden, at mailen fra Skrivekollektivet med manuskriptet tikkede ind i instruktør og teaterchef Anna Malzers indbakke. Hun læste manuskriptet, før hun læste nyheder. Hendes første møde med både virkeligheden og fiktionen var i S-toget mod Allerød kl. 06:30.
»Jeg gik i seng ved 23-tiden. Så jeg vågnede op til det her manus og hen mod slutningen, stod det klart, at det blev Trump, der vandt. Der tænkte jeg, ‘hvad?! Okay, sygt nok’«, siger Anna Malzer, der normalt selv er en del af Skrivekollektivet.
»Noget af det, der er så fedt ved at arbejde med en verdenshistorisk begivenhed som denne her, er, at vi kan tillade os at arbejde med en tekst, der går i mange retninger. Fordi publikum selv har fulgt med, vil de have en idé om, nogenlunde hvor på valgnatten, vi befinder os«.
Det er derfor, at forestillingen er noget særligt, tilføjer instruktøren. Under normale omstændigheder er teatrets opgave at omslutte publikum i en fiktion, en flugt fra virkeligheden.
Men her transcenderer fiktionen ud til den virkelighed, publikum lige har været vidne til.
»Lad os lige prøve det af«
Tre timer inden showstart er teaterfoyeren stadig tom, og skuespillerne i scenerummet er i gang med den første – og eneste – gennemspilning af forestillingen.
Under normale omstændigheder ville skuespillerne på nuværende tidspunkt stå på scenen uden manuskripter, alt ville være planlagt ned til mindste detalje, og instruktøren ville ikke være andet end en flue på væggen.
Men det er ikke tilfældet her.
Skuespillerne ligner nogle, der er styrtet hovedkulds ned i et barns klæd-ud-kasse. Peter Gantzler har et halvt tilknappet julemandskostume på under sin grå blazer, og Anton Hjejle er iført en brudekjole, der ikke kan lukkes i ryggen. Et langbord dækket af en gennemsigtig presenning står på tværs af scenegulvet, mens et gigantisk Stars and Stripes agerer bagtæppe.
Özlem Saglanmak står midt på bordet i et spot iklædt en Snehvide-kjole fuldt indlevet i en monolog, mens resten af spillerne har fordelt sig sporadisk i scenerummet med øjnene stift rettet mod manuskriptet.
Æstetikken understreger den absurditet, som har været synonymt med den amerikanske valgkamp. Humor har været et af de værktøjer, folk verden over har brugt til at håndtere kampens kaos, og online er videoer af Joe Bidens systematiske vrøvlen og memes om Kamala Harris status som brat gået viralt.
På samme måde er humor også er et gennemløbende tema i forestillingen, der tilbyder grin som et frirum fra de svære følelser, man kan sidde her i lille Danmark, hvor man hverken kan gøre fra eller til.
Men også de svære følelser får plads. Eksempelvis i en monolog om frygten for at sætte børn ind i en verden, der på mange måder ser sort ud for fremtidige generationer.
Det absurde udtryk understøtter de emotionelle sekvensers alvor, og kontrasten bliver slående. Det er tydeligt at også skuespillerne har fulgt med på valgnatten, og følelserne flyder naturligt gennem dramatikernes tekst ud igennem deres læber.
Pludselig springer Anna Malzer op fra den forreste stolerække og afbryder scenen.
»Nu samles vi alle foran Özlem!«, råber hun til de andre.
Og som sagt, så gjort.
Det er en skabelse i nuet. Skuespillerne hvisker til hinanden og bladrer febrilsk i manuskripterne, mens de finder på plads.
»Altså stiller vi os her med front mod publikum, eller er det bedre med ryggen til, hvor vi ligesom står og kigger op på hende?«, spørger skuespiller Lisbeth Wulff ud i rummet.
»Med ryggen til, men lad os lige prøve det af«, svarer Anna Malzer, inden scenen fortsætter.
Rock-and-roll-don’t-give-a-fuck-energi
Da der er en time til, at publikum bliver lukket ind i salen, tager holdet en velfortjent pause.
»Jeg vil faktisk slet ikke kalde det prøver«, siger Anna Malzer, mens hun får kastet noget aftensmad indenbords.
Normalt bruger de mere end otte uger på prøver, når de skal stable en forestilling på benene på Mungo Park. De prøver, gennemspiller, prøver og gennemspiller. Men i aften er præmisserne anderledes.
»Jeg prøver en scene af lige akkurat nok til, at jeg kan se, om det vil fungere eller ej. Det, publikum kommer til at se om lidt, bliver noget markant andet, for skuespillerne kommer til at skrue 100 procent op for virkemidlerne. Det hele bliver til i sådan en rock-and-roll-don’t-give-a-fuck-energi«.
På samme måde som arbejdet med forestillingen har været præget af hastighed og kaos, har også optakten til valget i USA været en uforudsigelig affære.
Fra de dramatiske retssager og attentatforsøget mod Donald Trump til udskiftningen af den demokratiske kandidat i sidste øjeblik har de seneste måneder været fyldt med overraskelser. Den konstante usikkerhed og politiske uro har ikke kun påvirket amerikanerne, men også mange danskerne, der nu søger et rum for at bearbejde de følelser, de sidder tilbage med.
»Det, at der blev købt så mange billetter nu her, viser, at publikum kalder på akutte og umiddelbare reaktioner på vores samtid – også fra teatrene «, siger Anna Malzer, der lover at der vil komme flere af denne slags forestillinger fra Mungo Park i den nærmeste fremtid.
Også andre teatre eksperimenterer i øjeblikket med denne form for ‘akutforestillinger’, som lader til at være et stort hit. På Nørrebro Teater er det i form af forestillingen ‘Verdens bedste musical’, der får premiere 15. december og hurtigt blev udsolgt.
En demonstration af teatrets råstyrke
Fem minutter inden dørene til salen åbner, slår Anna Malzer på glasset og holder en tale for de mange publikummer, der nu har fyldt Mungo Parks foyer.
»I kan ikke forvente ekvilibrisme, men I kan forvente noget, der kommer fra hjertet«, afslutter hun.
Og med de ord åbner dørene ind til salens tykke dunst af friture.
Forestillingen åbnes med en scene ved et langbord – der til forveksling ligner Den Sidste Nadver – hvor karaktererne på skift bander og svovler af hinanden. Replikkerne er ikke direkte relateret til valget, men i kraft af den viden publikum sidder med om gårsdagens begivenheder, bliver alt tolket ind i netop den kontekst.
Der er ikke nogen, der spiller Trump. Heller ingen spiller Harris. Alle ti skuespillere er mennesker i verden, der bekymrer sig, morer sig og undrer sig over den tid, vi lever i. Det er et repetoir af stemninger. Af og til afbrydes scenerne af et »status check«, der fungerer som en direkte reference til valgnattens kronologi, og hvilke stater der undervejs blev vundet af hvem.
Det er tydeligt, at denne forestilling ikke er som andre. Skuespillerne har selv svært ved at holde masken, når en dybtfølt scene afløses af Anton Hjejle, der står der i sin halvt åbne brudekjole og imiterer Trumps dansemoves.
Men at forsøge at genfortælle forestillingens handling i sin helhed er i virkeligheden en smule meningsløst. For det var ikke essensen af den oplevelse, publikum gik hjem med onsdag aften.
Tekster om abort, immigration og våbenlovgivning vævede sig elegant ind og ud af hinanden som i et patchworktæppe spundet med en gylden tråd af frygt – men også et spinkelt håb – for fremtiden.
Det hele bliver afsluttet med et stille brag. Alle ti skuespillere sidder nu på række i øjenhøjde og lige for næsen af publikum. Skuespiller Nicolai Jørgensen siger tak til USA for støtten ved 2. verdenskrig, men beder nu om at bryde sit ældgamle bånd til Danmark.
»Vi vil ikke være i lommen på USA«.
Til sidst lyder The Avett Brothers ‘Murder in the City’, mens lyset sænker lyset, og presenningen fra bordet bliver hejst højt over scenen.
Mørkerødt teaterblod løber ned ad det gennemsigtige plast i retning mod gulvet, som sidste ordløs hilsen til det amerikanske flag, der lyser op i baggrunden.