1. At et enkelt interview kunne få en selvhjælpsbog til at detonere
En vinteraften i februar blev influencer Cecilie Haugaard, der på Instagram optræder under navnet Cillemouse, inviteret i Deadline for at fortælle om sin nye bog ‘Instagrim – styr de sociale medier, så de ikke styrer dig’. Et interview, som hun set bakspejlet nok skulle have været en smule bedre forberedt på.
En artikel i Heartbeats med overskriften »(…) så himmelråbende hyklerisk at man kunne græde« fik snebolden til at rulle. Haugaard blev beskyldt for hykleri af værste skuffe i sit forsøg på at sætte fokus på perfekthedskultur, mens hun selv tjener styrtende ved at kapitalisere på selvsamme.
I Dagbladet Information diskuterede man forlagets rolle og påpegede, at de »bar et kedeligt ansvar for, at Cecilie Haugaard var sluppet afsted med et forsøg på hvidvaskning af et stort sundhedsproblem«.
Men slap hun nu også afsted med det? Den planlagte bogturné så vi da i hvert fald ikke meget til.
2. At taknemmelighed måske ikke altid er en dyd
I kender den godt, listen bagerst i bogen, hvor forfatteren takker holdet bag udgivelsen, måske en forsker eller to og typisk også vedkommendes partner for at være den største inspiration og så videre. Harmløst og dog centrum for det, der på Bookstagram går under navnet takkegate.
Weekendavisen åbnede ballet, da en anmelder kaldte det »for privat«, når en forfatter takker sin redaktør og endda smider om sig med adjektiver som “ukuelig” og “vidunderlig”. Informations anmelder greb bolden i forbindelse med udgivelsen af Lea Marie Løppenthins bog ’Løven og klagen’ i september.
Her gik anmelderen skridtet videre og påstod, at han, når takkelisten afslører, at teksten »er blevet til med hjælp fra læsninger«, ikke kan vide, om han læser »en enkelt fri forfatter og dennes værk« eller et såkaldt »litterært syndikat«.
»Men så fri har forfatteren i praksis aldrig været«, skrev en redaktør og forfatter i en kronik og argumenterede for, at takkelisterne måske er blevet længere, men at litterære værker altid har været en del af et fællesskab.
På Løppenthins Facebook-profil blev der gjort nar af kritikerskaren, og til sidst konkluderede hun:
»Enhver, der har liket eller kommenteret dette opslag er nu medlem af Syndikatet og vil blive ansvarliggjort for alle mine fremtidige bøger.«
3. At vi aldrig bliver færdige med at diskutere retten til egen historie
Og netop ansvar eller mangel på samme er vi langt fra færdige med at tale om. Den litterære samtale anno 2024 har i høj grad været dikteret af Katherine Diez, som efterhånden ikke behøver yderligere introduktion.
Det startede med skandalen i februar, hvor det sociale medie Reddit fik sat gang i en undersøgelse om plagiat, der ikke faldt ud til Diez’ fordel, og vendte tilbage for fuld styrke i oktober, da erindringsbogen ‘I egen barm’ udkom.
Her er det særligt ekskæresten Adam Price, der står for skud, og man har siden kunnet følge en meget offentlig skyttegravskrig mellem de to; Price fra en overraskende mængde spalteplads i Weekendavisen og Diez fra Instagram og i blandt andet ’Go’ morgen Danmark’.
Det er menneskets ret til at fortælle sin egen historie, der diskuteres, og om man kan tage ejerskab over en historie, der potentielt kan krænke andres privatliv. Efterårets hotteste dilemma i dansk kulturliv.
Diez’ bog pustede til en ild, der allerede brændte lystigt i kulturspalterne. I august udkom nemlig Thomas Bobergs roman ‘Insula’, hvor man følger forfatteren Thomas på den ikke navngivne ø, der umiskendeligt minder om den meget virkelige ø Fejø. »Det er jo dig!« sagde folk til hinanden på Fejø, og i den åbne Facebookgruppe ‘Fællesskabet Fejø’ gik bølgerne højt.
Selvom Boberg med forlaget Gyldendal i ryggen stadig nægter sig skyldig i krænkelse af privatlivets fred, vil der rent faktisk blive foretaget visse ændringer inden 2. oplag af bogen, hvilket ellers ikke er sædvanlig praksis, når ofre for autofiktion råber op.
Og Gyldendals forlagschef kunne da heller ikke dy sig for på Facebook at udbryde »Please stop og hold skæg og snot for sig«, da ‘Insula’ igen og igen blev namedroppet i en debat, der ellers ikke er skønlitteraturens, nemlig i forbindelse med Sune og Andreas Gylling Æbeløs erindringsbog ‘De fortabte sønner’ og Lizette Risgaards ‘Min version’.
Forlagene er ikke underlagt de presseetiske regler, men mon ikke vi kommer til at diskutere et muligt moralsk roman-kodeks næste år?
4. At en forfatter også kan dumpe en anmelder
Én, der til gengæld ikke er kendt for at give meget for regler, er forfatter Maren Uthaug.
»I sidste uge modtog jeg en interessant mail«, skrev Weekendavisens litteraturredaktør og fortalte, at forlaget Lindhardt og Ringhof sammen med deres bestsellerforfatter havde besluttet ikke at sende et anmeldereksemplar af Uthaugs nye roman ‘88%’ til avisen.
Dette skyldtes, skrev litteraturredaktøren, at avisens anmelder ikke havde anmeldt forfatterens seneste udgivelser positivt nok. Må man godt det, gispede den litterære branche.
Det må man, bekræftede forlagets pressechef i Kulturen på P1 og påpegede, at »hun (forfatteren, red.) synes, det er meningsløst at betale taxaturen hen til skafottet selv«.
Så selvom Weekendavisen efter sigende havde ringet rundt til de andre dagblade, der heller ikke bifaldt Lindhardt og Ringhofs beslutning, var der ikke meget anger at spore hos forlaget, der fejrede Uthaugs udgivelse iført T-shirt med Weekendavisens brokke-overskrift: 11 procent forsmået.
5. At robotterne kommer
… og de er kommet for at blive, selv i en branche, der ser sig selv som åndens egen: Kunsten og i dette tilfælde den oversatte litteratur.
I sommer kunne Kristeligt Dagblad breake den ikke særligt overraskende nyhed, at flere forlag allerede eksperimenterer med værker oversat af kunstig intelligens. Det er hurtigt og billigere end for eksempel undertegnede, der som oversætter af kød og blod selvfølgelig er en smule bias.
Men der er faktisk andre end sentimentale grunde til at begræde den menneskelige oversætters langsomme død ved AI’s kølige hånd. Særligt i et så lille sprogområde som det danske. For blot nogle uger siden offentliggjorde The Guardian et studie, der viser, at:
»Tekster, der bliver oversat til engelsk, er faktisk OK, selvom AI aldrig bliver perfekt. Men på andre sprog, især de mindre, bliver det mere og mere forvirrende.«
Her på falderebet er det også kommet frem, at den amerikanske forlagsgigant HarperCollins er begyndt at samarbejde med en AI-virksomhed, der i fremtiden vil få lov at bruge forlagets titler til at træne AI-modeller.
Mange kunstnere er selvsagt ikke begejstrede for udviklingen, og canadiske Margaret Atwood har opsummeret stemningen i et interview: »AI is a crap poet«.
Fløjene er tegnet skarpt op, robotter mod ånd, den gamle kritikerskole mod syndikatet, og privatlivets forkæmpere mod dem, der ikke længere vil holde kæft. Soundvenues litteraturredaktion er klar til endnu et år i #dklit!